»Teaterforestillingen giver et levende indblik i fødselsdepressionens mørke og paranoide tanker«

Hvis man tror, at et besøg i teateret betyder en aften i selskab med det grå guld, må man tro om igen. I hvert fald når scenen er sat på Husets Teater, og temaet er graviditet og fødsel på Olga Ravnsk, dvs. et værk i genren »domestic horror«, som ophavspersonen selv kalder det. På aftenen for vores besøg er teatersalen proppet med yngre mennesker, fortrinsvis af hunkøn, som lever med i den vildtvoksende, til tider groteske og utraditionelle, skildring af moderskabet, der udspiller sig på den enkle scene foran os.

Anna er centrum for den kæmpestore transformation, det er at blive gravid og sætte et barn i verden. Hun spilles meget kraftfuldt og overbevisende af skiftevis Christine Sønderris og Marie-Lydie Nokouda, som også på skift glider mesterligt ud og ind af rollen som kæresten Axel.

»Jeg fandt ingen lykke i det værelse, hvor de havde bedt mig om at lede efter det«, siger Anna i en central replik, der indrammer stykket. Fødselssmerten skildres ved et fodbad, hvor vandet har den helt forkerte temperatur, efterfulgt af en næsten komplet genfortælling af journalnotaterne, der virker som en messende og følelsesløs strøm af volapyk. Det efterfølgende tilbageblik på fødslen og tiden derefter taler derimod til alle sanser. Scenen fyldes af en kæmpe placenta, blodige lagner, babymos, knive og kaffebrygning, og der steges frikadeller på gulvet på en primitiv kogeplade. Undervejs giver lugten af branket smør samme fornemmelse, som man kan få, når man træder ind på en fødestue, hvor luften og lugten er en blanding af sved, blod, meconium, smerte og mismod. Lugten får lov at blive hængende i lokalet gennem næsten hele forestillingen.

Olga Ravns bog satte for alvor fødselsdepression på dagsordenen. Fortællingen om, at moderskabet absolut ikke er lige nemt og lykkeligt for alle, var med til at sætte en lavine i gang med kritik af behandlingen på føde- og barselsområdet. Sidstnævnte debat er heldigvis ikke i fokus her. Til gengæld får vi et levende indblik i fødselsdepressionens mørke og paranoide tanker. Desuden er der – som stykkets titel antyder – fokus på det usynlige, »lønløse« arbejde, som omsorgsarbejdet udgør oven i det professionelle arbejde, som plejer at være det eneste, vi tænker på, når vi hører ordet arbejde. Og dertil skal lægges kroppens arbejde i forbindelse med transformationen til moderskabet. Afslutningsvis rejses spørgsmålet: Dør man lidt, når man bliver mor, eller overlever man blot som »et barns aflagte ankomstkanal«?

Vi var godt underholdt denne aften i Husets Teater med en levende fødselsfortælling tilsat et veritabelt sansebombardement. Vi kan klart anbefale forestillingen.

LÆS OGSÅ

»Med bogen ‘Narrativ medicin’ foreligger der for første gang en samlet introduktion til feltet på dansk«

»Bogen ramte mig – direkte, hårdt og vedkommende med dens indhold, puls, tanker«

Kort og godt om psykoterapi

»5 stjerner til Ole Hartlings nye bog, som er en milepæl inden for eutanasidebatten«