Hospitalsdirektør mangler halvdelen af sine anæstesisygeplejersker: »Måske ser vi i virkeligheden afslutningen på velfærdssamfundet«

Han burde befinde sig på operationsstuer med patienter, der ligger klar til at få ordnet knæ, skulder eller hofte. Men patienterne ligger der ikke, og Tim Houbo Pedersen er der heller ikke. For patienterne er derhjemme, og ortopædkirurgen er på sit kontor. Hvor han bruger det meste af sin arbejdstid på at administrere sin operationsventeliste.

Produktionen på operationsgangen er nemlig lige nu noget nær nul. Der er helt lukket for planlagt kirurgi i juli og august måned, og efter sommerferien er det muligt, at der åbnes lidt op igen, men der er intet tidsestimat for, hvornår Tim Houbo Pedersen og hans arbejdsplads – Idrætskirurgisk Enhed på Bispebjerg Hospital – kommer op på normal produktion.

»Det er i øvrigt efterhånden svært at huske, hvornår vi sidst var på normal produktion – måske i slutningen af 2019…«, skriver han på Facebook i et opslag, der er liket af tæt på 2.000, kommenteret af 300 og delt 3.000 gange.

Opslaget taler ind i den problematik, som Ugeskrift for Læger har beskrevet gentagne gange. Nemlig den alvorlige mangel på anæstesisygeplejersker. På Bispebjerg Hospital mangler man aktuelt 18 ud af 39 anæstesisygeplejersker. Nogle er barsler, de fleste er vakancer. Resultatet er det samme.

»Patienter venter i halve og hele år på deres operation. Det er en nedadgående spiral, lidt ligesom når du skyller ud i toilettet, så kører det bare rundt og rundt i ring indtil hele den planlagte operationskapacitet ligger i kloakken«, lyder det fra overlæge Tim Houbo Pedersen fra Idrætskirurgisk Enhed.

Og de ildevarslende ord er han ikke alene om. Da Ugeskrift for Læger får fat i hans hospitalsdirektør til en kommentar til situationen, bliver den ikke beskrevet mildere.

»Her og nu står vi med akut mangel på blandt andet anæstesisygeplejersker, men overordnet står vi over for nogle store befolkningsårgange, der lever længere og sandsynligvis får langt større behov for sundhedsydelser. Men 24/7-opgaven i sundhedsvæsenet har aftagende appel til medarbejderne. Derfor kommer vi til at mangle medarbejdere til en stadig mere omfattende opgave. Der er noget, der slet ikke passer sammen her«, siger Kristian Antonsen, hospitalsdirektør i direktionen for Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Han tilføjer endda:

»Måske ser vi i virkeligheden afslutningen på velfærdssamfundet, som vi kender det«.

Alle bruger læger

Problemet med forgæves rekrutteringer af sygeplejersker understreges igen og igen af tallene for besættelse af sygeplejerskestillinger. Hvert kvartal kan man følge med i, hvordan det går, i den rekrutteringssurvey, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udgiver – de såkaldte STAR-tal.

Fra kvartalsrapporterne for september 2020 til marts 2022 er der sket en tredobling af forgæves rekrutteringer af sygeplejersker på landsplan. Raten ligger i dag på 43 procent mod 16 procent for under to år siden.

Hvordan det ser ud specifikt for anæstesisygeplejersker, fortæller rekrutteringssurveyen ikke noget om. Men som Ugeskrift for Læger tidligere har beskrevet, er det ikke kun Bispebjerg Hospital, der må skære ned på operationer på grund af manglen på anæstesisygeplejersker. Gentofte-Herlev Hospital og Nordsjællands Hospital døjer med samme udfordringer. Sidstnævnte fortalte tilbage i marts, at man var i gang med at ansætte læger og speciallæger til at dække 2-3 af 10-11 vakante anæstesisygeplejerskestillinger. Nordsjællands Hospital oplyser, at situationen siden da er uændret svær.

Løsningen med at sætte læger ind i anæstesisygeplejerskers sted er ikke unik for Nordsjællands Hospital. Bispebjerg Hospital gør det også. Faktisk viser de seneste par års STAR-tal, at netop denne tendens er stigende i sundhedsvæsenet generelt. Tilbage i september 2020 endte 6-7 procent af ubesatte stillinger med at blive besat af en anden profil, der ikke havde alle de ønskede kvalifikationer. I marts i år var den andel steget til cirka 12 procent.

»Dét, Nordsjællands Hospital gør, gør vi også. Jeg er ret overbevist om, at alle hospitaler gør det«, lyder det fra hospitalsdirektør Kristian Antonsen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Rent fagligt ser han dog ikke noget problem i at sætte uddannelseslæger til at »sidde på stue«, som det hedder, når de tager sig af bedøvede patienter.

»Det er en fuldstændig normal del af lægegerningen, og de bliver kun dygtigere af det. Så længe de får den fornødne supervision og backup, er der intet galt i det«, siger Kristian Antonsen, der dybest set mener, at det er en af kerneopgaverne, og man måske burde gå væk fra begrebet »at sidde på stue«.

»Det lyder næsten som en straf – og det er det på ingen måde«, understreger han og tilføjer nok så vigtigt:

»Men vi løber også tør for uddannelseslæger, der kan sidde på stue. Der er ikke et uendeligt antal yngre læger med den rette erfaring til det. Vi kan ikke bare hive dem ind fra gaden og sige: Nu sætter du dig ned og bedøver. Vi skal bruge tid på at træne dem. Derfor kan det også godt være, at vi skal til at se på, at speciallæger i nogen grad varetager anæstesien. Men også her kan man hurtigt løbe ind i ressourceudfordringer«, lyder det fra hospitalsdirektøren.

Garantien er problemet

Hans overlæge fra Idrætskirurgisk Enhed har blikket rettet mod en fjernere horisont. Nemlig Christiansborg. Når anæstesiafdelinger ikke formår at fastholde og tiltrække personale, så skyldes det især det, overlæge Tim Houbo Pedersen kalder »den politiker-tildelte ret til hurtigere behandling i privat regi«.

Det er nemlig kun de simpleste operationer på de raskeste patienter, som kan foretages på privathospitaler. Dertil kommer, at det erfaringsmæssigt kun er omtrent halvdelen af de såkaldt »simple« patienter, der bruger deres ventetidsgaranti for at blive opereret privat. Den anden halvdel af de »simple« patienter vælger at forblive på ventelisten. Men:

»Når de simple patienter udnytter deres ventetidsgaranti, så trækker det personaleressourcer ud i det private sundhedsvæsen. Det være sig såvel kirurger som narkoselæger og i særdeleshed sygeplejersker«, lyder det fra Tim Houbo Pedersen, der godt kan forstå anæstesisygeplejerskerne.

»Både operationssygeplejersker og anæstesisygeplejersker er en mangelvare, og de søger selvfølgelig derhen, hvor forholdene er bedst: det private, hvor der er højere løn og ingen aften-, natte- og weekendvagter. Hvor de anerkendes for deres præstationer, og hvor de ikke risikerer at blive kaldt på vagt, hver gang en kollega er syg«, siger Tim Houbo Pedersen.

Det fremgår da også af STAR-tallene, at der er flest forgæves rekrutteringsforsøg ved stillinger på deltid og ved aften-, nat- og weekendarbejde.

Tim Houbo Pedersen er ikke i tvivl om konsekvensen, hver gang en sygeplejerske siger op i det offentlige og lader sig ansætte privat:

»Det bliver stille og roligt mindre og mindre sandsynligt, at mine patienter får deres operation og i øvrigt også mindre og mindre sandsynligt, at man i det offentlige sundhedsvæsen har mulighed for at tilbyde en fyldestgørende uddannelse til de sygeplejersker, der gerne vil videreuddanne sig«, lyder hans kritik, som altså særligt går på ventetidsgarantien. Til Ugeskrift for Læger siger han opgivende:

»Jeg ved ikke, om den skal afskaffes eller bare suspenderes, men lige nu virker den i hvert fald kontraproduktiv«.

Svært at se bedring

Tallene for forgæves rekrutteringer af sygeplejersker dækker over store regionale forskelle. Rekrutteringsproblemerne for sygeplejersker er størst i hovedstaden og på Sjælland, hvor næsten hver anden stilling enten ikke er besat eller besat med en anden profil end en sygeplejerske. Også Fyn og Østjylland når næsten op på samme niveau. Dog med den forskel at rekrutteringsproblemerne foreløbigt peakede i hovedstaden i september 2021 med en forgæves rekrutteringsrate på hele 63 procent. Siden da er det gået lidt fremad, så den er i marts i år var på 47 procent. Næsten hver anden sygeplejerskestilling er altså stadig ubesat. Bedringen? Den kan ikke mærkes på Bispebjerg Hospital.

»Det kan være, at det var sygeplejerskestrejken, der spillede ind i midten af 2021, da problemet peakede. Og det kan være, at problemet nu er landet på et mere ,normalt’ leje. Men når over 40 procent af sygeplejerskestillingerne er ubesatte, så får du ikke mig til at sige, at det går bedre. Det er stadig det rene vanvid«, lyder det fra overlæge Tim Houbo Pedersen fra Bispebjerg.

»Jeg har ingen indikation på, at det går bedre. Erfaringen peger udelukkende på, at når vi slår stillinger op til ambulatorier, vælter det ind med ansøgninger. Når vi søger sygeplejersker med overvejende dagtid og lav vagtbelastning, kommer der færre ansøgninger. Når vi søger sygeplejersker til stillinger med fuld vagt, er der meget få eller nul ansøgere«, fortæller hospitalsdirektør Kristian Antonsen.

Kristina Robins, formand for Dansk Sygeplejeråd i hovedstaden, er heller ikke synderligt fortrøstningsfuld, selvom den forgæves rekrutteringsrate er faldet lidt.

»Uanset om tallene svinger, er det tydeligt, at vi står med en stor udfordring med manglen på sygeplejersker i hovedstaden. Det er dybt bekymrende«, siger hun og kan sagtens genkende udfordringerne på anæstesiområdet. Men måske mest fordi, at rekrutteringsproblemer bliver særligt tydelige netop i anæstesien.

»Lige nu er der store udfordringer og allerværst nok på Bispebjerg, hvor de jo må lukke operationslejer på grund af manglen på sygeplejersker. Men selvom manglen på sygeplejersker er tydeligst på anæstesien, fordi konsekvenserne er så åbenlyse, skal man huske på, at det her er et generelt problem. Der er store udfordringer på mange forskellige afdelinger«, minder hovedstadens sygeplejerskeformand om og peger på den store lønutilfredshed blandt sygeplejersker som hovedårsagen. For med bedre løn tiltrækker man mere arbejdskraft, og med mere arbejdskraft følger et bedre arbejdsmiljø.

»Men der er ingen enkle løsninger på det her. Det kræver politisk og ledelsesmæssig prioritering at løse det«, siger hun.

Stort mørketal

Værst ser problemet ud til at udvikle sig på Fyn og i Østjylland, hvor der har været konstant, ubrudt og stejl stigning i rekrutteringsproblemerne siden 2020. Dengang havde Østjylland en forgæves rekrutteringsrate for sygeplejersker på tre procent og Fyn ingen. I marts i år lå raten for Østjylland og Fyn på henholdsvis 45 og 46 procent.

Anja Skovgaard Nissen er kredsnæstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark, og hun mener, at tallene ligefrem kan være værre. Hos Dansk Sygeplejeråd oplever man et mørketal, der skyldes, at afdelingerne er bange for at komme ud med alt for dystre tal, fordi det reelle omfang af manglende kolleger i sig selv skræmmer potentielle nye medarbejdere væk.

»Derfor er det vores opfattelse, at vi reelt ikke ved, hvor mange sygeplejersker der mangler. Mange steder dækker personalet selv ind og har merarbejde og har haft det over længere tid, så vi ikke længere ved, hvor mange, det reelt drejer sig om. Men det er rigtig mange«, siger Anja Skovgaard Nissen, der samtidig sagtens kan genkende billedet af, at netop intensiv og anæstesi er hårdt ramt af sygeplejerskemangel.

»Det er de vagtbelastede områder. Det handler både om arbejdsmængden og presset på fleksibiliteten, som bliver større og større. Og så er der det lønmæssige«, siger den syddanske repræsentant for Dansk Sygeplejeråd.

Men har I ikke også i Dansk Sygeplejeråd selv et ansvar for at forhandle højere tillæg hjem til de mest specialiserede og højtuddannede sygeplejersker som anæstesisygeplejersker?

»Absolut. Det har vi gjort, og det gør vi. Vi har talt om det her i mange år med regionen. De har også lyttet. Nu er der for eksempel bevilget 70 millioner kroner ekstra til et lønløft til sygehuspersonalet i Region Syddanmark, hvor også intensiv og anæstesi er med. Det er et godt skridt på vejen. Men der er rigtig mange andre nødlidende afdelinger også, må man bare sige«, lyder det fra Anja Skovgaard Nissen.

Hun kender ikke til en sikker forklaring på, hvorfor Fyn har oplevet en ubrudt forværring i forgæves rekrutteringer, mens hovedstaden og Sjælland ser en bedring – om end på et stadigt højt skidt niveau.

»Dråben for os var overenskomstforhandlingerne og så efterfølgende COVID og den politiske retorik. Typisk er det hovedstaden, der er mest kritisk blandt vores medlemmer. Men denne gang er det nok os – der er mere marginaliseret – der har reageret voldsomt ved at flere har trukket sig, fået job i kommunerne eller helt forladt faget. Og så har vi flere små afdelinger, og de er typisk mere udsatte rekrutteringsmæssigt«, lyder et bud på en forklaring fra sygeplejerskernes næstforkvinde i Syddanmark.

Læs også:

Sygehusafdelinger gisper under sygeplejerskemanglen

Flere problemer bremser afviklingen af ventelister