»Hun skriver i et præcist, poetisk og registrerende sprog, hvor alt overflødigt er skrællet væk«

I bogen skildrer Fine Gråbøl et socialpsykiatrisk bosted et sted i København. Stedet er beliggende på øverste etage i et stort hus, hvor de øvrige etager er befolket med mennesker med kroniske sindslidelser, der bor der på livstid. Øverste etage er et »øvelseshjem«, hvor beboerne efter lange indlæggelser på psykiatriske afdelinger og behandling med medicin og elektrochock skal oplæres til at kunne leve normalt blandt andre i samfundet. De skal lære omsorg for hinanden, lære ikke at gælde kogende vand over sig for at kunne mærke sig selv, lære at rydde op og lave mad. Det er et sted, hvor »de daglige rutiner er afgørende for overlevelsen«, og hvor den navnløse jegfortæller siger: »Jeg bryder mig ikke om bevægelser til siden, lige som jeg ikke bryder mig om følelsernes pludselig spring«. For det er vigtigt at inddæmme følelserne, så de ikke tager overhånd, og når de gør det, er hospitalets svar medicin og den unges eget svar selvskade.

På bostedet er der fællesmøder og medicin ligesom på hospitalet, men personalet er ikke så interesseret i sygdommen, men i den adfærd den forvolder. Der hygges – når de unge boltrer sig i orgier af slik. De har hver deres kontaktperson – socialpædagog – der opfører sig meget anderledes end hospitalets kontaktpersoner, selv om der skal udfyldes handleplaner, og en del tid går ved computeren.

Fortællerens kontaktperson hedder Thomas, som også er leder af bostedet. I korte sekvenser skildres hans umådelige betydning for fortælleren, fordi han på en klar og stilfærdig måde sanser, hvad der sker med og i hende, når hun får det dårligt. Thomas forlader bostedet brat efter en konflikt med ledelsen. Det får en enorm effekt på fortælleren, fordi de to havde opbygget en ægte medmenneskelig relation til hinanden. Det er tankevækkende her at få demonstreret, hvordan administrative og ledelsesmæssige strukturer brat destruerer den møjsommeligt opbyggede relation. Netop dannelse af ægte relationer er en vigtig del af genopbygningen af det sårede sind. Når den ødelægges, er det er en sorg og et tab, som ikke kan erstattes uden videre, og meget går tabt.

Bogen er en roman, baseret på forfatterens egne erfaringer. Hun har i et nyligt interview i Politiken sagt »Vi kan jo slet ikke rigtig beskrive de her indre oplevelser«. Men hun kan formidle dem. Hun besjæler stedet, huset i sin institutionelle ramme, husets mennesker, både beboere og ansatte. Hun skriver i et meget præcist, poetisk og registrerende sprog, hvor alt overflødigt er skrællet væk. Ligeværdigt beskrives indretningen af gangen, madlavningen, følelsesmæssige reaktioner hos de andre beboere, egne reaktioner og indskudte reflektioner. »Vi kunne kende de, der fik psykofarmaka på topmaverne« eller »drengene havde skizofreni, pigerne bordeline og depression«. Hun beskriver den afhængighed, de unge patient får til hospitalsafdelingen, hvor man fralægger sig alt ansvar. Og hvor svært det er på bostedet at skulle genlære at tage ansvar for sit liv. Hun har et skarpt blik for institutionens (hospitalsafdelingen/bostedets) sprog og indbyggede logik og forforståelse. Og hun giver os som er læger et andet blik udefra på hospitalets verden som er lærerigt. Man kan sige, at hun sprogligt anvender det samme iagttagende blik på hospitalet og dets ansatte, som vi anvender på patienterne, når vi som læger iagttager og dokumentere symptomer og adfærd.

Det, der foregår i psyken, har ofte intet sprog – men er en samling af impulser og sansninger, der bedst beskrives uden følelse. At beskrivelsen så får læseren til at sanse og føle, er en af bogens mange fortrin. Man bliver som læge og læser meget klogere af at læse denne bog. Den fortjener at blive læst flere gange, for hver gang bringer nye indsigter.

LÆS OGSÅ 

Jeg er hvad jeg husker. 

»Forfatteren har udsat sin kritik i 40 år af hensyn til sin mor. Det er prisværdigt. Men det kan ikke anbefales generelt« 

Tre fortællinger om sårbare familier