Jeg er hvad jeg husker

»Jamen bruger man stadig dét!?« lyder den mest almindelige. Fulgt af: ”Jamen er det ikke for længe siden blevet forbudt!?” Det er præcis reaktioner som disse, der medvirker til at give mange elektrochokhelbredte en stor ulyst til at være åbne om den behandling, de har fået. Sådan skriver Peter Øvig i bogen, der er en selvstændig fortsættelse til den meget stærke og personlige beretning »Min mor var besat – Da jeg mødte depressionens dæmon«.

»Jeg er hvad jeg husker«, er en personlig beretning, interviews med fagpersoner og med personer, som har modtaget ECT-behandling samt baggrundsinformation omkring elektrochokbehandling. I 2017 blev der givet 21.730 behandlinger til 1.891 unikke patienter (Bjørnshauge et al), og siden 2003 har det været obligatorisk, at alle ECT-behandlinger registreres af Sundhedsdatastyrelsen.

Det er dejligt befriende og afstigmatiserende at læse en bog, hvor ECT-behandlingens fortræffelige effekt beskrives. Øvigs bog er et vigtigt led i at få en mere generel accept i befolkningen af denne behandling. ECT’s mulige skadelige bivirkninger adresseres også, og det beskrives, at der fortsat mangler forskning på dette område; så bogen er altså ikke en lang lovprisning af ECT.

I bogen kommer vi med helt ind i ECT-rummet; Peter Øvig får sin første behandling på et tidspunkt, hvor han er fanget i den psykotiske depression og kun ser ECT-behandlingen som noget helt forfærdeligt: »Siden jeg var dreng, og min mor fortalte mig om de skadelige elektrochok og op gennem en venstreorienteret ungdom med et dræbende kritisk syn på psykiatrien, har elektrochok for mig stået som en form for statsautoriseret tortur. Hvis de almindelige nervepiller ikke kunne slå de uregerlige psykiatriske patienter i jorden, kunne man svitse deres hjerner med strømstød«. Efter syv behandlinger bliver Øvig befriet fra depressionens dæmon, og han beskriver, hvordan han næsten til hvert eneste foredrag efterfølgende får tårer i øjnene, når han genoplever sin første tur uden for hospitalet. Øvigs egen oplevelse af et mirakel bliver på fin vis nuanceret bl.a. igennem samtaler med en kvinde, som har udviklet svære hukommelsesproblemer efter behandling med ECT. Der introduceres til den nyeste forskning samt hvilke udfordringer, der bl.a. er i forhold til at undersøge autobiografisk hukommelse.

Vi kommer igennem en grundig historisk gennemgang af ECT fra begyndelsen for mere end 80 år siden i slagtehallerne i Rom, CIA’s hjernevask til de første behandlinger i klinikken i 1950’erne. Flere gange henvises til Gøgereden i den fantastiske filmatisering med Jack Nicholson i hovedrollen, idet filmen for mange mennesker har dannet baggrund for, hvad man forbinder med ECT.

Sidst, men ikke mindst, er der fokus på hvordan forholdet til de nærmeste uundgåeligt påvirkes af et familiemedlem, som er igennem så svær en depression. Særligt tydeligt er det, at det ligger forfatteren meget på sinde ikke at gentage sin egen svære forhistorie med det komplicerede forhold til hans egen mor. Det er tilsyneladende lykkedes rigtigt godt, idet bl.a. hans søn oplever plads til at give udtryk for sin vrede over for sin far.

Alt i alt en absolut læseværdig bog, som kan gøre os alle klogere, lægfolk såvel som fagpersoner.

LÆS OGSÅ

»Forfatteren har udsat sin kritik i 40 år af hensyn til sin mor. Det er prisværdigt. Men det kan ikke anbefales generelt«

»Bogen ramte mig – direkte, hårdt og vedkommende med dens indhold, puls, tanker«

»Helhedsindtrykket af udstillingen er på en gang trist og bevægende«