»Hvis lægerne ikke byder ind med frivilligt merarbejde, sander vi fuldstændig til«

Inger Brødsgaard, ledende overlæge (fra september med titel som cheflæge), Psykiatrisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, og formand for Overlægeforeningens psykiatriudvalg.

Manglen på uddannede psykiatere er et gammelt problem, som man i mange år har forsøgt at løse på forskellig vis. Men i det seneste års tid er tingene blevet værre i psykiatrien i Region Nordjylland, fortæller Inger Brødsgaard, og de løsninger, man har forsøgt sig med, forslår ikke.

»I Region Nordjylland har man gennem rigtig mange år brugt meget energi på at rekruttere udenlandske læger, så man har bygget en speciallægebestand op, hvor vi i dag er cirka fifty-fifty - altså med 50 procent udenlandske læger. Men alligevel er vi jo for få – vi mangler mindst en tredjedel af speciallægerne i den afdeling, jeg leder og endnu flere i resten af regionen«.

Men, konstaterer hun, det er »et blødt tal, for man klarer sig med det, man har«.

»Når man er for få læger, må man dække de huller, man har, og det gør man ved at flytte rundt på de læger, der er. Det holder ikke i længden, men det er det, vi især har været nødt til at gøre det sidste halve til hele års tid, samtidig med at vi knokler for at finde ud af at få faste folk ind og hele tiden prøver at finde nye modeller og nye måder at gøre tingene på. Det er den virkelighed, vi har. Det er stramt, og vi må klare os med at fylde huller ud med læger fra vikarbureauer – og det gør vi kronisk, og det gør hele regionen«.

Én ting er, at det er økonomisk dyrere – noget andet er den manglende kontinuitet, der både rammer patienter, pårørende og kollegerne, siger Inger Brødsgaard:

»Du får læger ind, som ikke kender afdelingen, ikke kender regionen og heller ikke nødvendigvis kender den danske psykiatri«, siger hun og fortæller, at Region Nordjylland er specielt attraktivt for svenskere, fordi de kan tage færgen over fra Göteborg eller flyve til Aalborg.

»De kender af gode grunde ikke den danske psykiatri i detaljer, som en læge uddannet herhjemme gør. Det gælder specielt, når det er patienter med psykoselidelser, hvor der også er ret meget retspsykiatri og dermed jura, man skal have styr på, og som de ikke har rutiner med«.

Det er også patienterne med psykoselidelser, der rammes hårdest af udskiftningen blandt lægerne.

»Patienterne kan helt klart mærke de mange skift. De har jo set adskillige læger, og det går hos os særligt ud over gruppen af patienter med psykoselidelser. Det er jo ikke en, to eller tre læger, de har nået at sige goddag og farvel til – det er jo mere end en håndfuld, og for nogle mere end det. Det problematiske i det er for det første, at lægen så ikke til bunds kender patientens historie og forstår de nuancer, der er i den enkelte patients sygdomsudvikling. For det andet mangler lægen også et samlet billede af patientens motivation for overhovedet at gå ind i en behandling. Netop den manglende motivation er en stor del af det, vi arbejder med i psykiatrien – det, at vores patienter ikke vil den behandling, som vi finder relevant for dem, fordi deres sygdomserkendelse og indsigt i egen sygdom er betydeligt svækket«, siger Inger Brødsgaard.

Selvom mange af de udenlandske læger er gode til det, så betyder sprogproblemer også en stor rolle.

»Selvom det er noget, vi arbejder rigtig meget på, er der helt sikkert nuancer, der ikke kommer med, og det koster på tid og på forståelsen og på samarbejdet med kollegerne, som nogle gange må gå ind og kompensere eller oversætte. Det er jo helt centralt i kommunikationen med den psykiatriske patient, at man kan forstå, hvad vedkommende siger eller ikke siger – eller siger på en skæv måde. Så det tager bare ekstra tid«, konstaterer Inger Brødsgaard.

Manglen på fastansatte speciallæger er også lig med manglen på faste kollegaer – og det går ud over den faglige udvikling.

»Der, hvor du skifter læger tit, har du slet ikke oplevelsen af, at man er et fælles tværfagligt team. Oplevelsen af at være i et fælles tværfagligt team med overlægen, som står for det faglige overblik og udviklingen af fagligheden, den har du ikke. Hvis man kigger på et af de somatiske specialer, hvor de har folk nok, så kører der nogle helt andre processer, som jeg på afstand godt kan se, at vi ikke kan køre i psykiatrien. Vi kan ikke udvikle på samme måde, vi kan ikke være stærke sammen på samme måde, vi kan ikke stå som et stærkt team over for patient og de pårørende, der også fylder rigtig meget og er helt centrale i vores arbejde«, siger Inger Brødsgaard.

Og det bider sig selv i halen, når det handler om rekruttering, påpeger hun. Det er i forvejen »en kæmpe opgave og svært i Region Nordjylland – der bor simpelthen ikke uddannede psykiatere nok i området – og endnu er det ikke lykkedes at ,knække koden’ og få nok unge læger ind i de introstillinger, der kunne være starten på en karriere i psykiatrien« siger hun.

»Vi oplever som resten af landet også, at speciallæger flytter sig væk fra hospitalspsykiatrien, ud i speciallægepraksis eller ud i det private. Så vi har en kæmpe opgave i at finde veje til at gøre det fortsat attraktivt at blive hos os. De speciallæger vi har, er rigtig dygtige, og vi skal sørge for, at deres arbejde er spændende, meningsfuldt, udviklende og til at holde til«.

»Og så vi er simpelthen tvunget til at få skabt et godt uddannelsesmiljø for de yngre læger – selvfølgelig uden at vi lefler på urealistisk vis og lover guld og grønne skove, mens de er introduktionslæger, så de, når de endelig har fået en H-stilling, oplever en helt anden virkelighed. Man er nødt til at være realistisk om, hvilke muligheder der er, og hvad opgaven er. Der en svær balance, men det et helt afgørende fokusområde. Jeg tror på, at vi kan gøre det, men det kommer til at tage år. Den opgave er fast arbejde«, siger Inger Brødsgaard.

I den ferieperiode, der står for døren, forsøger hun på sin afdeling at løse problemerne med læger fra vikarbureauer.

»Jeg mener virkelig ikke, man skal pille ved folks sommerferie. Der er en grænse for, hvad man kan presse folk ud i – så forsvinder de bare. Du er nødt til at passe på dem, så vi har snoet os så godt, vi kunne, så folk får den ferie, de skal have«, siger Inger Brødsgaard.

Ulla Møller Weinreich, formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab, forskningsansvarlig overlæge, ph.d. og klinisk lektor, Lungemedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.

Det har altid handlet om prioriteringer – og der har altid været en overarbejdspukkel. Men det er afgørende at holde fast i, at der skal være plads til faglig udvikling og trivsel – ellers bliver det bare endnu sværere at rekruttere i en region, der har det svært på lige det område, siger Ulla Møller Weinreich.

Og selvom der er sket en positiv udvikling de senere år, og hendes afdeling er tættere på at være fuldt bemandet end i de sidste 20 år, er det stadig svært at få tingene til at hænge sammen:

»Vi har virkelig haft mange lange timer, og vi har i al den tid, jeg har været i faget, kæmpet med overarbejdspukler. Det har altid handlet om prioritering: Hvis cancerbehandlingerne skal køre upåklageligt, hvad skal vi så ikke gøre? Det er en evig balancegang at sørge for, at der er hænder til alle de ting, vi skal varetage, og selv med fuld bemanding, som vi næsten oplever nu, er vi stadig nødt til at balancere, så vi kan løfte de ting, vi skal. Så selvom vi er tættere på fuld bemanding, end vi har været før i de 20 år, jeg har været på afdelingen, er det stadig ikke helt let at få enderne til at mødes. Så der må vi sige, at det er et spørgsmål om, at selve normeringen ikke står i forhold til omfanget af opgaver«, konstaterer Ulla Møller Weinreich.

Og der er dage, hvor det er endog meget svært at få tingene til at hænge sammen.

»Vi skal selvfølgelig tage os af de akutte patienter, og det er også meget svært at aflyse noget på cancerområdet. Ligesom man i de skærende specialer kan være nødt til at aflyse elektive operationer, kan vi være nødt til at aflyse ambulante besøg. Og så er der jo de dage, hvor vi bare er nødt til at sige, at den her uddannelsesfunktion – det må blive en anden dag. Det gør virkelig ondt, for er der noget, vi skal værne om, så det fødekæden af unge læger«, siger Ulla Møller Weinreich og fremhæver, at »vi prøver virkelig på at være kreative og tænke i nye strukturer og teknologier«.

Desuden gør afdelingen i vidt omfang brug af studentervikarer til at udfylde særlige, afgrænsede roller i afdelingen.

»Det gør vi for det første, fordi de er smadderdygtige, men for det andet skal man heller forklejne, at det rent faktisk er en rekrutteringsvej. Vi kan nogle gange i sådan en periode her blive nødt til at afsætte nogle af akutvagterne i modtagelsen til vikarbureauer for at få tingene til at hænge sammen, men ellers har vi gennem mange år haft glæde af at have unge vordende læger inde som vikarer«, siger hun.

Hun betegner sit felt som »et arbejdstungt speciale« med mange kronikergrupper og en stor cancergruppe, og derfor er det ikke kun geografien, der er udfordringen i forhold til rekruttering.

»Vi er jo en af de regioner, som, når man ser på statistikken, ligger lidt tungt i forhold til bemandingen, men når jeg ser på det som formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab, så har det også været et generelt problem for lungemedicinen. Derfor har vi nu i en årrække haft en meget målrettet tilgang til arbejdet med rekruttering. Det er vi nødt til konstant at have fokus på«, siger Ulla Møller Weinreich og peger på, at rekrutteringen er »en multifacetteret problemstilling«.

»Jeg er også postgraduat klinisk lektor for lungemedicinen heroppe, og som sådan har jeg været rundt på en del af regionens lungemedicinske afdelinger til temadage om rekruttering. Og noget af det, jeg hører fra de yngre læger, er, at noget af det, der betyder noget for dem i specialevalget, er logistikken og ressourcerne på de forskellige hospitaler. Det, at man skal kæmpe for at finde en seng til sine patienter om natten, det er altså ikke noget, der taler for, at man søger ind i et akutspeciale«, siger hun.

Henrik Skjellerup Struckmann, cheflæge, MPM, speciallæge i radiologi, Røntgen og Skanning, Sygehus Sønderjylland.

For fem år siden var aftalen om frivilligt merarbejde for lægerne på Radiologisk Afdeling et redskab, der kunne tages op af skuffen, når det brændte på. Nu ville hverdagen ikke kunne fungere, hvis ikke lægerne hele tiden bød ind med frivilligt merarbejde. Ikke fordi der numerisk er færre speciallæger nu – men fordi opgavemængden bare er vokset og vokset, siger Henrik Skjellerup Struckmann.

»Bemandingen er faktisk o.k. her, når man sammenligner med situationen i landet generelt. Men vi mangler i hvert fald at få besat fem speciallægestillinger, før vi er ved at nå i mål i forhold til det arbejdspres og de arbejdsopgaver, der ligger i vores afdeling. Nu har jeg været chef her i fem år, og i den tid er det bare blevet værre og værre – ikke fordi vi er blevet færre folk, men fordi presset på radiologien bare stiger og stiger«, fortæller han.

»På vores afdeling kan vi se det på den måde, at mens aftalen om frivilligt merarbejde for lægerne for fem år siden kunne bruges, når det spidser til, hvis der for eksempel havde været sygdom i nogle dage, så er vi i dag endt med, at hvis lægerne ikke byder ind med frivilligt merarbejde, så sander vi fuldstændig til. Før kunne vi hive aftalen op som en nødløsning – nu er den blevet en ,respirator’, vi er afhængige af«.

Meget kort fortalt skyldes det stigende pres på de radiologiske afdelinger, at radiologien er blevet noget, »alle vil have mere af«: Andre specialer laver retningslinjer eller nationale kliniske vejledninger, som involverer radiologien – for eksempel hyppigere onkologiske kontroller, nye undersøgelser som prostata-MR eller nye behandlingsformer, der gør, at man skal kontrollere patienterne flere gange i deres behandlingsforløb.

»Den slags er der kommet mere og mere af gennem de senere år, og det kan der være gode lægefaglige grunde til. Opgaven for os er bare større end det, der er folk til, og det betyder så også, at vi ikke har muligheden for at gå op i bemanding, for alt, hvad vi har muligheder for at skrue på, er allerede i spil til hverdag. Og det slider«, siger Henrik Skjellerup Struckmann og advarer om, at det også kan betyde, at det »kommer det til at knibe med at finde tid til at uddanne de fremtidige kolleger« på afdelingerne.

»Alle kan give den en ekstra skalle i en periode, men hvis det bare bliver den nye norm – og det er der, hvor vi står nu – så bliver man metaltræt over tid. Alene det at man aldrig kan se bunden af sine beskriverlister – prøv at tænke på, hvis man havde rent bord, når man gik hjem. Den tilfredsstillelse, der ville ligge i at vide, at man har leveret alle beskrivelser ud til samarbejdspartnerne på dagen …«.

Henrik Skjellerup Struckmann »tør slet ikke tænke på«, hvordan det ville stå til, hvis ikke regionen gennem en årrække har kunnet tiltrække udenlandske læger. Og sådan er det over hele landet: De radiologiske afdelinger er båret oppe af, at vi har rekrutteret udenlandske læger, siger han.

At uddanne flere speciallæger – »som vi har råbt på i årevis« – er en plan på den lange bane. På kortere sigt kalder situationen på politiske prioriteringer, mener han.

»Et grundvilkår for, at vi overhovedet kan holde radiologien ,oven vande’ med de udfordringer, der er generelt med mangel på medarbejdere, er naturligvis at vi har it-systemer, der understøtter vores daglige drift og arbejder for os og ikke imod os – hvilket for nuværende ikke er tilfældet«, understreger Henrik Skjellerup Struckmann.

»Lige nu er den begrænsende ressource ikke kun nødvendigvis økonomien, men i langt højere grad varme hænder. Vi er ved at være der, hvor vi må sige, at vi ikke kan nå alle de opgaver, vi får. Så hvad er det, vi skal prioritere at lave? Hvordan får vi mest mulig sundhed ud af de ressourcer, vi har. Det er selvfølgelig også en lægefaglig vurdering – men over det ligger der et politisk lag, for hvad det er, man som politiker vil have for pengene, når man ikke kan få det hele?«, spørger Henrik Skjellerup Struckmann.

Skulle de fem speciallæger, han mangler på sin afdeling, stå og banke på døren i morgen, ville han faktisk ikke have penge til at ansætte dem.

»Sådan er det blevet, fordi vores budgetter er ikke fremskrevet, så de afspejlede de nødvendige normeringer. Det har det ikke være grund til, for vi har ikke kunnet skaffe lægerne alligevel, så det er ikke blevet prioriteret. Der er kun lavet den typiske inkrementelle fremskrivning, og det giver ikke plads til reelt at løfte opgaven«, konstaterer han – og understreger, at han ville ansætte dem alligevel.

»Hvis man kigger på det med lægefaglige briller, vil jeg jo til enhver tid foretrække at have røde tal, men ikke have røde ører over for patienterne, så vi kan løfte den lægefaglige opgave. Hvis det koster mere, end hvad der er økonomi til, ja, så må vi jo løse det bagefter. Det må være tilgangen. Vi er bare nået dertil, at der ikke er nogen, der banker på og vil ansættes. De findes ikke«.

Læs også:

Undersøgelse: Graverende mangel på speciallæger

Ramt af speciallægemangel

Undren hos PLO: Vi har brug for flere speciallæger, så hvorfor nedskaleres antallet af hoveduddannelser?