Skip to main content

Knæk lægemanglen: Ansæt en professor

I Nykøbing F vil praktiserende læge Peter Wied lokke nye læger til ved at booste forskningsaktiviteten. Fremover skal Region Sjællands professor i almen praksis, John Brodersen, arbejde i hans klinik på deltid. Samtidig afprøves nye modeller for satellitpraksis.

Praktiserende læge i Nykøbing F, Peter Wied, vil lokke læger til med nye job- og organisationsformer.
Praktiserende læge i Nykøbing F, Peter Wied, vil lokke læger til med nye job- og organisationsformer.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

13. feb. 2017
5 min.

Om en uge – mandag 20. februar 2017 – starter John Brodersen, professor i almen praksis ved Københavns Universitet og Region Sjælland, i et nyt job. Eller snarere endnu et job, nemlig som praktiserende læge en dag om ugen i et lægehus i Nykøbing F.

Det er praktiserende læge Peter Wied, som lægger klinik til, og han lægger ikke skjul på, at initiativet er en ny front i kampen for at lokke flere læger til de områder i Danmark, der døjer med lægemangel. Dem hører både Lolland og Falster til.

”Det er en kedelig udvikling, at flere og flere praksis lukker, og at der så kommer udbud. Som PLOer og som praktiserende læge synes jeg, det er ærgerligt. Det er bedre, at de klinikker forbliver på PLO-hænder, fordi vi har et bedre produkt”. Praktiserende læge i Nykøbing F, Peter Wied

Det nye job går dog ikke ud over professorens øvrige jobs. Han vil fortsat være tilknyttet både Københavns Universitet og Region Sjælland, men hans kontrakt muliggør klinisk arbejde i et vist omfang, og det er den mulighed, han nu gør brug af.

”Han savnede at være ”rigtig” læge ved siden af sit forskningsarbejde”, siger Peter Wied.

”Samtidig giver det mulighed for at konkretisere et andet ønske: han vil gerne bruge sit professorat til at få skabt forskning. Der ser jeg et perspektiv i, at han har kontakt til nogle potentielle ph.d. studerende, som så måske gerne vil være her og arbejde i en slags kombinationsstilling med både klinisk arbejde og forskning. Jeg er interesseret i at trække dynamik til både lægehuset og til området, og det kan vi gøre ved at skabe et spændende miljø, der er attraktivt for unge læger”, siger han.

Pendlerlæge?

John Brodersen har allerede haft en kandidat linet op til en sådan kombinationsstilling, ligesom han har sat gang i at få den finansieret. De konkrete aftaler er ikke helt på plads, men det er den overordnede forståelse.

"Regionen har over for mig tilkendegivet, at den er ok med sådanne stillinger, der kombinerer arbejde i almen praksis og forskning, og vi har aftalt, at jeg nu gerne må gå ud og rekruttere nogle unge læger", siger han.

"Den første har været til samtale, og planen er, at hun skal begynde 1. maj - hun er speciallæge på det tidspunkt og skal så lave en ph.d. og arbejde hos Peter Wied".

Der udestår dog et vigtigt punkt - transporten. Den pågældende unge læge vil gerne undgå at flytte og skal således pendle til Nykøbing F.

John Brodersen forklarer, at tankerne går på at etablere en form for kørselsordning, hvor lægen bruger f.eks. en time af sin transporttid på at arbejde.

"Så undgår man den spildtid, transport kan være, og hun kan blive boende, hvor hun bor", siger han.

Ph.d.en vil være forankret på Københavns Universitet, og selvom protokollen for ph.d.-projektet ikke er helt færdigformuleret endnu, står det rimeligt klart, at den kommer til at handle om multimorbiditet - en problemstilling, som er særdeles relevant for Region Sjællands befolkning.

"Vi praktiserende læger vil gerne hjælpe mennesker med multimorbiditet – men deres liv er ofte meget komplekst og vanskeligt, fordi mange har både sociale, psykiske, somatiske og økonomiske problemer. Så vores studie går ud på at se mennesket med multimorbiditet i centrum og ikke sygdomme eller sundhedsvæsenet som centrum", som John Brodersen udtrykker det.

FaceTime med sygeplejersken

I lægeklinikken i Nykøbing F er professorjobbet til John Brodersen ikke det eneste initiativ, som Peter Wied har sat i gang.

I oktober sidste år overtog han et ydernummer i den lille købstad Nysted ca. 17 km. fra Nykøbing F efter en praktiserende læge, som holdt op. Der har han nu etableret en satellitpraksis, som er bemandet med en sygeplejerske fire dage om ugen, og hvor han selv er til stede en dag om ugen.

Patienterne kan dermed blive lægebetjent i byen en dag om ugen – ellers har de mulighed for at komme ind i Peter Wieds praksis i Nykøbing F.

Satellitpraksis er også et kendt koncept, men der er særlige forhold i Nykøbing F-Nysted modellen, som skal afprøves og vurderes.

”Vi vil se på, om man kan drive sådan en satellitklinik ved at organisere arbejdet smartere. Ved bl.a. at bruge sygeplejersken som fremskudt hjælpende hånd og ved f.eks. at skabe kontakt mellem sygeplejerske og moderklinik ved hjælp af moderne teknologi. Ikke bare almindelig telefonkontakt men også Skype og FaceTime, hvor man kan se hinanden og patienten”, siger Peter Wied.

”Hun (sygeplejersken, red.) sender f.eks. billeder til mig af udslæt, og hun kan også sende levende billeder, så man kan få flere oplysninger med. Vi skal også se, om vi kan sende sygeplejersken ud på sygebesøg. Kan det være hende, der tager ud til patienten og evt. kobler op ude i hjemmet, så jeg kan spare at køre på sygebesøg?”, siger han.

Også dette initiativ er tænkt ind i lægedækningsproblematikken.

”Det er en kedelig udvikling, at flere og flere praksis lukker, og at der så kommer udbud. Som PLOer og som praktiserende læge synes jeg, det er ærgerligt. Det er bedre, at de klinikker forbliver på PLO-hænder, fordi vi har et bedre produkt”, siger Peter Wied med direkte reference til den seneste politiske aftale om, at det skal være nemmere for regionerne at etablere egne klinikker i områder med lægemangel.

”Den faste familielæge med kontinuerlig kontakt er langt bedre i forhold til løse vikarer i udbuds- eller regionklinikker”, mener Peter Wied.

De modeller, der nu testes i Nykøbing F og Nysted, er etableret i samarbejde med Region Sjælland og Guldborgsund Kommune. Bl.a. ligger der også i satellitmodellen, at samarbejdet mellem almen praksis og kommunens hjemmepleje skal udvikles, så begge sektorers ressourcer udnyttes bedst muligt.

Læs også: Læge i provinsen

Læs også: Nykøbing F får professorat i almen medicin

Læs også: Pendlerprofessor i almen medicin