Da Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) for nylig afholdt årsmøde under overskriften »Er der en læge til stede?’«, tegnede LVS-formand Susanne Axelsen fra talerstolen et billede af en profession, der klumper sig sammen i store byer og prestigefyldte specialer. Hun pegede på, at »hierarkier og snobberier« i årtier har præget lægers valg af både speciale og postnummer, hvilket har ført til en skæv fordeling på danmarkskortet.
Diagnosen fra talerstolen lød: »Kronisk sammenklumpningssyndrom«.
Den udlægning vækker ærgrelse hos Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, der efter selv at have deltaget i årsmødet kalder billedet af læger som uvillige til at flytte sig både forkert og uretfærdigt.
»Det er et fortegnet billede, fordi læger er den akademiske gruppe, der er mest mobil og kommer mest rundt i landet. Det viser f.eks. en analyse, vi har lavet i Lægeforeningen«, siger hun og mener derfor, at diagnosen »kronisk sammenklumpningssyndrom« rammer ved siden af skiven.
Forelagt kritikken fra Lægeforeningens formand er svaret fra Susanne Axelsen dog klart:
»Det billede, vi tegnede, er ikke et fortegnet billede«, holder hun fast.
LVS-formanden mener ikke, at årsmødet handlede om, hvorvidt læger vil flytte sig.
»Årsmødet handlede om det faktum, at læger i generationer har søgt mod storbyer«, siger hun og mener fortsat, at nogle specialer opfattes mere tiltrækkende end andre. Bl.a. på grund af bedre muligheder for forskning i kraft af større finansiering fra bl.a. industrien og fonde. Netop den mekanisme har geografiske konsekvenser«, lyder LVS-formandens argumentationsrække:
»Da subspecialer typisk udøves på de største sygehuse, der ligger i de største byer, er det der, læger gerne søger hen«, siger hun.
Netop den præmis for temaet ved LVS’ årsmøde holder formanden fast i. Men hun understreger også:
»Det er på ingen måde en anklage om, at læger ikke vil flytte sig. For det gør læger«, understreger Susanne Axelsen.
Det var ikke kun LVS-formanden, der talte ind i årsmødets tema om lægers mobilitet. Professor emeritus og sundhedsøkonom, Kjeld Møller Pedersen, påpegede i sit indlæg, at den ekstreme specialisering har skabt sammenklumpningsproblemer.
Han sammenlignede de nuværende dimensioneringsplaner med et »kunstvandingssystem«, hvor man politisk styrer og stopper vandet (lægerne), hvor der ikke er behov for dem, og fører dem hen, hvor manglen er størst – frem for et system, der er baseret på frivillighed.
Årsmødedeltagerne var også engagerede i tematikken. En yngre læge på tilhørerrækkerne rejste sig og opponerede mod at blive flyttet rundt som »ludobrikker«.
En par yngre læger og deres ældre overlæger og cheflæger fra udkanterne i Danmark var inviteret for at tale om deres egne erfaringer med at »vende magneten« og »strømmen«, så flere læger søger ind i specialer, der ikke ligger højest på hitlisten, og ligeledes kommer ud i »periferien« geografisk set.
Camilla Rathcke, der lyttede med på de mange oplæg, mener, at der er blevet præsenteret et lidt forældet virkelighedsbillede.
»Jeg havde en fornemmelse af gennem flere oplæg, at der er en sandhed i det sagte, i hvert fald for nogle år siden, men det ramte ikke helt rigtigt. Der manglede nuancer. Det blev jeg lidt ærgerlig over af flere grunde«, siger hun.
Lægeforeningens formand går i rette med budskabet om sammenklumpning, fordi hun ikke mener, at budskabet stemmer overens med data.
Lægeforeningens egen analyse af lægers fordeling på tværs af landet viser, at læger i langt højere grad bosætter sig bredt i landet end andre akademikere. Faktisk er andelen af læger i provinskommuner 30% højere sammenlignet med øvrige akademikergrupper.
Analysen viser også, at i landsdele som Fyn, Sydjylland, Vestjylland og på Bornholm, hvor akademiske job generelt er færre, er læger overrepræsenterede i forhold til andre akademikere.
Forskellene hænger delvist sammen med sundhedsvæsenets organisering, hvor sygehuse og praksissektoren er mere geografisk spredt end andre akademiske arbejdspladser.
Men tallene viser ifølge Lægeforeningens formand, at læger har en høj grad af mobilitet og er villige til at flytte sig – hvis rammer og incitamenter understøtter det.
En undersøgelse af introduktionsstillinger viser, at 75% af lægerne er villige til at søge stillinger uden for deres eget nærområde. Knap 60% af lægerne er villige til at pendle op til en time hver vej, og hver fjerde læge er villig til at transportere sig i op til to timer hver vej for det rette job.
En undersøgelse blandt yngre almenmedicinere viser tillige, at 51% gerne vil arbejde i et lægedækningstruet område.
»Analyserne afdækker, at verden ser anderledes ud. Det er ærgerligt, når en stor tilhørerskare af kolleger i alle aldre og fra mange specialer går hjem med et billede, der ikke er helt rigtigt, og som lige mangler det sidste for at være dækkende«, siger Camilla Rathcke og påpeger, at læger gennem mange år har arbejdet »benhårdt« og »udvist stor mobilitet« for at få hverdagen og karrieren til at gå op.
Dog medgiver Lægeforeningens formand gerne, at der findes kulturelle udfordringer med prestige i visse specialer frem for andre. Det, som Susanne Axelsen på årsmødet kaldte »hierarkier og snobberier«.
Her ramte LVS-formanden »fint hovedet på sømmet«, lyder det fra Camilla Rathcke, som mener, at der er tale om en kultur, som også læger selv er nødt til at gøre op med.
Her fremhæver hun et indlæg på årsmødet fra kardiologisk cheflæge Jacob Thorsted Sørensen, som under overskriften »Et prestigespeciale taler ud«, udfordrede sit eget privilegerede speciale.
Men Camilla Rathcke pointerer samtidig, at »vi er på vej i den rigtige retning«, bl.a. ved at have et bredere fokus i den lægelige videreuddannelse og ved, at man også erkender, at hverken speciallægeuddannelserne eller specialeplanen skal føre til så meget dybdespecialisering, at det glemmes, hvad en speciallæge inden for hvert speciale i en vis udstrækning bør kunne håndtere, lyder det fra Lægeforeningens formand.
Susanne Axelsen er enig i, at lægestanden er mere mobil end de fleste, og hun anerkender også fuldt ud, at lægestanden har knoklet for at udvise mobilitet, og at sundhedsreformen forholder sig til netop det ud fra erkendelsen af, at der skal flest læger derhen, hvor patienterne er mest syge.
LVS-formanden kvitterer også for, at speciallægerevisionen skal medføre, at speciallægeuddannelserne fremover bliver mere brede og mindre subspecialiserede som tidligere. Men hun minder om, at sundhedsreformen ikke er udrullet endnu, og at man heller ikke har effekt af speciallægerevisionen endnu.
»Arbejdet slår først fuldt igennem om 8-9 år. Der er ni år, til vi er oppe på de 5.000 privatpraktiserende læger i landet. Ikke i morgen«, pointerer Susanne Axelsen.
Og hun pointerer, at det også er et lægeligt ansvar at blive ved med at forklare politikerne, at det er både uholdbart og urimeligt, at der bliver uddannet langt flere læger på universiteterne, end der er uddannelsesstillinger til.
»Vi er enige med Lægeforeningen. Der skal være mulighed for at blive speciallæge, hvis man vil det, på tværs af specialerne. Vi har brug for dem«, siger hun.
Hun tilføjer:
»Indtil sundhedsreformen og speciallægerevisionen slår fuldt igennem, synes vi i LVS, at især seniore læger har et ansvar for at gøre uddannelsen så god som mulig i hele landet og gøre det så attraktivt som muligt at arbejde i periferien. Det kan vi fremme ved at gøre arbejdsmiljøet godt alle steder og ikke kun inde på de store sygehuse«, siger Susanne Axelsen.
Men italesættelsen af det individuelle ansvar for mobiliteten falder Lægeforeningens formand Camilla Rathcke for brystet. Hun mener, at det placerer et urimeligt ansvar på de enkelte læger for noget, der er strukturelt.
»Jeg sad med en ærgrelse over at høre udlægningen af sammenklumpningssyndrom gjort til et individuelt lægeligt ansvar i forhold til at flytte sig«, siger Camilla Rathcke.
»Det er taget ud af den kontekst, at man i mange år har været i arbejdsmarkedets magt. Vi har tidligere manglet læger, og nu mangler vi speciallæger, og det er ikke lægers ansvar, at vi har været for få læger i en lang periode, som har gjort rekruttering nemmere i de største byer, hvor universiteterne ligger«, siger hun.
Samtidig afviser hun det billede, som hun også mener blev tegnet på årsmødet, nemlig at man politisk kun fokuserer på de fire specialer i sundhedsreformen: almen medicin, geriatri, psykiatri og børn og unge-psykiatri.
»Det er ikke rigtigt, at man ikke kan blive andet end de fire specialer. Der er løbende udskiftning i alle specialer, og siden 2011 er der i to tredjedele af alle specialer kommet flere forløb«, understreger hun og tilføjer:
»Vi kan tage ansvar for mange ting, men vi skal ikke tage ansvar for underprioritering i forhold til, hvor mange speciallæger der skal være. Det er altså politikerne, der i årevis har sovet i timen og ladet manglen på speciallæger vokse sig større«.
Susanne Axelsen kan omvendt ikke genkende, at LVS gør lægers specialemæssige og geografiske sammenklumpning til et individuelt ansvar.
»Det er netop ikke vores individuelle ansvar. Det er vores ansvar som lægefaglig gruppe – og dermed bliver det også mit ansvar og mine kolleger i alle specialerne at sikre, at der både bliver bedre uddannelse og godt arbejdsmiljø i periferien, så man får flere unge læger derud.
Hvis vi ikke gør det faglige miljø attraktivt på regionshospitalerne og ude i praksis, langt væk fra storbyen, så mener jeg, vi har sovet i timen. Det er også vores ansvar«, mener hun.
Hun afviser, at der skulle være tale om »læge-bashing« i LVS-årsmødets budskaber om mobilitet og hierarkier, sådan som det bl.a. lyder i en læserkommentar til artiklen om LVS-årsmødet på ugeskriftet.dk
»Jeg synes i virkeligheden, vi skal vende den om. Jeg mener helt alvorligt, at vi selv skal være med til at sørge for, at vi ikke bliver bashet. Så læger selv tager teten og gør det attraktivt, er gode kolleger og sikrer et godt arbejdsmiljø, uanset hvor vi arbejder. Vi er de eneste, der kan prioritere det lægefaglige. Vi skal ikke vente på, at politikerne gør det«, mener hun.
Camilla Rathcke forklarer, hvorfor hun som Lægeforeningens formand finder det nødvendigt at påpege sin uenighed i LVS’ budskaber.
»Vi har brugt rigtig meget tid og mange år på at arbejde benhårdt for flere hoveduddannelsesstillinger, gøre opmærksom på, hvor mange speciallæger der er brug for, hvad der skal sikre yngre lægers mobilitet, den gode rekruttering og fastholdelse. Det afkog, der kom frem på årsmødet, var ikke den måde, jeg ville koge det ned på. Der mangler dybde og nuancering«, siger Camilla Rathcke.
Susanne Axelsen holder fast i, at både temaet og hendes egen åbningstale til LVS-årsmødet »virkede rigtig godt«.
»Åbningstalen har skabt debat og diskussion. Det var også meningen. Vi kan i hvert fald konstatere, at dette årsmøde har været omgærdet af en meget stor interesse og er det bedst besøgte nogensinde. Så det er et tema, der ligger mange på sinde«, siger hun og kalder ordvalget »sammenklumpning« for »lidt provokerende«.
For selvfølgelig skyldes geografiske og specialemæssige ubalancer også politiske omstændigheder, understreger hun.
»Det er vi helt enige i. Men vi advokerer for, at vi som læger har et medansvar for at bekæmpe ulighed i sundhed«, siger Susanne Axelsen og afviser, at LVS som lægevidenskabelig paraplyorganisation blander sig utidigt i politik.
»Til det vil jeg sige, at vi læger er en meget veluddannet faggruppe. Vi udvikler os fagligt hele livet, vi er til stede i klinikken hver dag, og vores sigte er meget længere, end den politiske horisont typisk er. Vi har en pligt til at udfordre os selv og diskutere den faglige udvikling, fordi vi har evnen. Vi blander os ikke i selve reformarbejdet, men vi vil gerne bidrage til udviklingen i sundhedsvæsenet med alt, hvad vores lægefaglighed indebærer«, siger Susanne Axelsen.
Læs eller hør Susanne Axelsens tale på LVS’ årsmøde her.
