Content area

|

LÆGEN LÆSER: »Jeg bruger litteraturen til at lade op og være i et midlertidig standbymode«.

Læs Thea Kølsen Fischers anmeldelser af fire bøger, der for hende har ramt noget vigtig inden for det medicinske fagområde og inspireret hendes karrierespor som virusforsker.
Foto: Claus Bech
Forfatter(e)
Thea Kølsen Fischer, virusforsker. Interessekonflikter: ingen

Litteraturen giver mig et berigende frikvarter, hvor jeg lader batterierne op under læsningen, og omgivelserne kommer midlertidigt i standbymode. Siden begejstringen over mine første Tintin-bøger har jeg nydt at blive ført af forfattere gennem alt fra milevis af levet liv i alle aldre, tidsepoker og kulturer og med alskens udfordringer og skarpsindige betragtninger til velorkestrerede krimier eller velskreven faglitteratur, gerne i den semidokumentariske genre. Sidstnævnte har i øvrigt givet inspiration til mit eget valg af karrierevej, så det lægger jeg ud med i mine anbefalinger. Så længe læsningen rører noget i mig og f.eks. formidler en værdifuld indsigt i menneskers indre liv eller relationer og/eller ny vigtig viden, er genren mere underordnet. Jeg bruger indsigt fra litteraturen i stort set alle livets forhold og som hjælp til at reflektere over mine omgivelser og de mennesker, jeg møder på min vej. Jeg tager altid taknemmeligt imod gode læsetips og videregiver selv ditto med glæde. Over en længere årrække har jeg, når tiden har tilladt det, suppleret min medicinske karriere med fag på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Som Kirkegaard udtrykker det: »Livet må forstås baglæns, men leves forlæns«. Og litteraturen er for mig med til at fremme både forståelsen baglæns og livsglæden forlæns.

Opgaven fra Ugeskriftet med at skrive om »bøger, der har betydning for dig i dit liv« endte i løbet af sommeren med en meget lang liste af gode bøger (25+). Det var umuligt at begrænse listen til 3-4 særligt stærke læseoplevelser, da der mindst er 15 rigtig gode bøger, jeg til enhver tid vil anbefale. Så efter mange overvejelser valgte jeg i stedet at formidle gode læseoplevelser inden for de populærvidenskabelige semidokumentariske romaner, der har inspireret mit karrierespor som virusforsker eller ramt noget vigtigt inden for det medicinske fagområde.

The Hotzone

Forfatter: Richard Preston

Udgivet: 1994

Min første litterære inspiration og indsigt i livet som detektiv var gennem Tintin og hunden Terrys eventyr, senere fulgte den cool kvindelige detektiv Modesty Blaise, De Fem-bøgerne og Alfred Hitchcock og de tre detektiver. Som virusdetektiv er det uden tvivl »The Hot Zone«, der tager prisen. Begrebet »Hot Zone« bruges om både det geografiske område, hvor en epidemi opstår første gang, og om det område under en epidemi, hvor der pågår mest aktiv smitte. Bogen udkom samme år, jeg dimitterede som læge i 1994, og året efter havde filmen »Outbreak« premiere. Her bekæmper Dustin Hoffman sammen med ekskonen Rene Russo et udbrud af ebolalignende virus i en fiktiv by – Ceder Creek i Californien, USA. (Filmen var i øvrigt en af Netflix’ mest streamede film i begyndelsen af pandemien). I bog som film er det forskningsarbejdet med virus, der udgør grundlaget for bekæmpelse af smittespredningen, og svært ikke at blive revet med, hvis virusbekæmpelse i forvejen fylder i karriereplanerne.

Bogen er baseret på virkelige begivenheder og er bygget over et medrivende potpourri af historiske udbrud af hæmorragisk febervirus frem til 1994. Læseren kommer med på den langvarige og omfattende jagt på Marburg-virus’ oprindelse i det nordvestlige Kenya. To patienter er døde af hæmorragisk feber på et hospital i Nairobi, en 56-årig fransk ingeniør og en tiårig dansk dreng. Man følger to afdøde patienters spor, der har krydset hinanden på bjerget Mount Elgon, helt præcist Kitum Cave. Hulen er trafikåre for et bredt spænd af større pattedyr som elefanter, leoparder, bøfler og antiloper, der for elefanternes vedkommende opsøger saltaflejringer i hulens vægge, og hjemsted for mindre pattedyr som flagermus og gnavere samt fugle og insekter. Med andre ord en perfekt location som udgangspunkt for en biologisk krydsning af virus mellem dyrearter. Kitum Cave er det eneste sted, de to patienters spor krydses, og forskere fra det amerikanske militære USAMRID-program tilbragte efterfølgende måneder på bjerget og i hulen med at indsamle prøver fra tusindvis af dyr og insekter i jagten på værtsdyret for Marburg-virus. Uden held. I bogen følger man elefanternes spor dybt ind i Kitum Cave og får detaljerede beskrivelser af omgivelserne – af landskabet på vej mod bjerget, af mennesker og dyr, der lever på og i bjerget, og de forskellige naturfænomener, inklusive dynger af flagermuseafføring i farver afhængig af flagermuseart og føde, samt de særlige saltkrystaller i hulen, der tiltrak amatørgeologer. De levende beskrivelser gjorde så stort indtryk, at jeg senere var nødt til at besøge selvsamme Kitum Cave under en udstationering i Kenya. (Unødigt at tilføje at ingen af os rørte ved hulens vægge, krystaller eller de hårde kager af årtiers flagermuseafføring).

Læseren følger også amerikanske militære virusforskere og deres risikable arbejde med virussmitte af forsøgsaber i forsøg på at finde effektive medikamenter til behandling af ebolavirus. Man er med på laboratoriebænken på et biosafety 4-laboratorie, da et hold af amerikanske topvirologer gør den ubehagelige, men vigtige opdagelse, at ebolavirus kan smitte luftbåret gennem aerosoler (små dråber) i luften, og man følger et udbrud af Reston-ebolavirus – en ny ebolavirustype, der opdages i importerede forsøgsaber fra Filippinerne på et forsøgslaboratorium i Reston, Virgina. Alt for tæt på hovedstaden Washington DC, og man følger et hemmeligt militært og videnskabeligt sammensat SWAT-teams bestræbelser på at stoppe udbruddet og hindre katastrofal smitte af mennesker.

Bogen er velskrevet og medrivende om end lige lidt til den dramatiske side. Men det tager jeg gerne med, så længe jeg bliver veloplyst på et tilfredsstillende videnskabeligt niveau. Samme forfatter skrev i 1998 »The Cobra Event«, en thriller om et planlagt bioterror-angreb på USA med en menneskeskabt kloning af koppevirus og et særdeles smitsomt forkølelsesvirus, der udløser en grim tilstand – »hjernekopper«. Denne bog er mere underholdning end videnstung og rammer efter min mening ikke helt de samme højder som »The Hot Zone«, men er stadig god underholdning for en virusinteresseret læser. Og som en underfundighed kan man selvfølgelig bemærke forfatterens krystalkugle i forhold til det nuværende omfattende udbrud af abekopper samtidig med et pandemisk luftvejsvirus, SARS-CoV-2, i verden anno 2022.

 

Biohazard

Forfatter: Ken Alibek

Udgivet: 2000

En bog om det russiske bioterrorvåben program Biopreparat, skrevet af den russiske afhopper Ken Alibek, tidligere leder af programmet. Bogen er letlæst og giver et skræmmende indblik i udviklingen af de mest smitsomme og sygdomsfremkaldende biologiske våben, hvor såvel Marburg-virus som anthrax og tularæmi indgår. Bogen er skrevet som en blanding af katarsis og biografi og dokumenterer, hvordan Rusland efter underskrivelsen af »Biological Weapon Convention« i 1972, hvor alle de 140 medunderskrivende lande forpligter sig til ikke at udvikle, producere, opbevare eller på anden måde håndtere biologisk agens i militært og krigsførelses-øjemed, opstarter det største biologiske våbenprogram i historien.

Efter verdens udryddelse af kopper i 1980 og WHO’s udmelding om ophør af koppevaccinationsprogrammet på verdensplan fortsatte Sovjetunionen med at fremstille koppevirus. Hvor man så koppeudryddelsen som en medicinsk sejr verden over, så Kreml det ifølge forfatteren i stedet som en militær mulighed.

WHO besluttede i 1980 med hele verdens tilslutning, at koppevirus kun måtte opbevares fire steder i verden med forskning for øje. Senere blev det reduceret til to steder: USA, Center for Disease Control and Prevention i Atlanta, og Sovjetunionen, Ivanovsky Instituttet for Virologi i Moskva. Bogen beskriver, hvordan Kreml i 1981 igangsætter en strategi for produktion af tonsvis af koppevirus, og hvordan programmet blev så stor en succes, at man i 1990 producerede mellem 80 og 100 tons koppevirus årligt. Ubehagelig tanke, hvor meget skade spredning af koppevirus på nuværende tidspunkt vil kunne medføre i en ubeskyttet befolkning et hvilket som helst sted på Jorden.

Ken Alibek fortæller uhyggelige historier om utilsigtede udslip af koppevirus i øde beboelser i Sibirien, hvor folk omkommer, uden at omverdenen får kendskab til de hemmelige laboratorier og virusudslippene. Han fortæller om forsøg med levende aber, der bindes til træpæle på en ø i Aralsøen mellem Usbekistan og Kasakhstan, og overdynges med virusbomber, udløst fra fly. Hvordan der af og til er lokale fiskere, der mister livet, hvis de uvidende er kommet for nær forsøgsøen, og vind- og vejrforhold har medført, at de har inhaleret virus. Bogen er ikke rar læsning, og balancen mellem fiktion og sandhed kan være svær at vurdere, forfatterens baggrund taget i betragtning. Der er dog så tilpas mange videnskabeligt korrekte detaljer og fakta også dokumenteret af andre, at det er svært at tilskrive hele bogen fiktion.

Som tidligere ansvarlig for Sundhedsstyrelsens internationale samarbejde og fast deltager i WHO’s årlige generalforsamlinger har jeg overværet de årlige diplomatiske konflikter mellem USA og Rusland om destruktion af koppevirus. Efter læsningen af bogen fulgte jeg ekstra godt med i disse, ofte langvarige og konfliktfyldte indlæg, hvor ingen af de to parter har tillid til, at den anden part vil overholde aftalen. Med rette forstås, såfremt bare en flig af bogen er sand. Og der er ligeledes meget lange udsigter til effektiv sikring af verdens befolkning mod biologisk krig.

 

No Time to Lose

Forfatter: Peter Piot

Udgivet: 2013

Som ung medicinstuderende blev Peter Piot advaret af en seniorprofessor om, at infektionssygdomme ikke længere var et lukrativt karrierespor, da alle forhold allerede var afdækket og afklarede. Han ignorerede advarslen og fortsatte uddannelsen inden for mikrobiologi. I 1970’erne blev han sammen med et mindre team af belgiske infektionseksperter sendt dybt ind i Centralafrikas jungle, hvor de var med til at kortlægge ebolavirus’ hærgen igennem lokale samfund. Gennem studie af lokale forhold og skikke var han med til at kortlægge og forstå, hvordan ebolavirus kunne lægge mindre lokalsamfund øde. En viden, han tog med sig i en glorværdig karriere inden for global sundhed, hvor han bl.a. ledte nogle af de tidlige aids-initiativer i Afrika. Senere har han som founder og leder af UNAIDS gennem en længere årrække forhandlet med verdens ledere om at iværksætte effektive kontrolmekanismer for at hindre epidemiens fremmarch. I bogen føres læseren på klos hold gennem floder og ind i Congos jungle, hvor en ebolaepidemi hærger, og man guides gennem de epidemiologiske og antropologiske studier, der bidrog til forståelse af virussmitte, og dermed hvordan epidemien kunne kontrolleres. Senere følger man forfatterens mere politiske kampe mod hivsmitte på verdensplan, og intet af det er kedelig læsning.

Blandingen af politik og sundhedsvidenskab forudsætter ofte en delikat balance, da de færreste er eksperter inden for begge områder. Men jeg synes, Piot lykkes godt i kraft af hans faglighed og mangeårige erfaring på den internationale sundhedspolitiske arena. Bogens næsten krimiagtige opbygning og forfatterens egen »no bullshit«-tilgang sikrer i hvert tilfælde min opmærksomhed undervejs. Man hører og oprøres over visse landes manglende politiske vilje til at kontrollere hiv-virus’ spredning og anvende de nødvendige ressourcer hertil. Man forstår alt for godt, hvorfor Piot er frustreret, og hvorfor det haster med at knække hiv-epidemikurven, også selvom de fleste store epidemiske kriser de seneste par år er kommet i skyggen af COVID-19. Jeg begejstres særligt over hans tydelige evne til at sætte mennesker før politik og økonomi i forsøget på at gøre »det rigtige«. Han evner at sætte egne bedrifter i skyggen af de store verdensdagsordner i en klædelig ikke-selvpromoverende vinkling, om end man aldrig betvivler hans evner eller hans magt, da han samtidigt magter at få tromlet sin vigtige dagsorden for UNAIDS igennem og få sikret finansieringen af et af de vigtigste initiativer, verden har set til bekæmpelse af aids.

Jeg mødte Peter Piot, da han i 2013 gav åbningstalen til en videnskabelig infektionsepidemiologisk konference i Stockholm, og oplevede ham som en kontant, velformuleret og fængslende taler, der udtrykte tydelige frustrationer på verdenssundhedens vegne. Det er den samme utålmodighed, der emmer op fra siderne af hans bog, og man er ikke i tvivl om, at der virkelig ikke er nogen tid at spilde!

 

Bad Medicine

Forfatter: Charlotte Bismuth

Udgivet: 2021

En dokumentarisk gennemgang af en hårrejsende retssag omhandlende en læge i New York, dr. Shawn Li, der ud over at være en velanset anæstesiolog på et offentligt hospital krydrede tilværelsen og pengepungen med en nebengesjæft i en kælder i Brooklyn, hvor han om lørdagen tog imod op til 100 patienter, og mod kontant betaling udskrev recepter på svær afhængighedsskabende stærk smerte- og angstdæmpende medicin, herunder Oxycodon og Xanax. Retssagen gennemgås af forfatteren, der var New York States hovedanklager, og patientsag efter patientsag foldes ud med en akkuratesse iblandet medmenneskelig indsigt i patienternes medicinmisbrug, livssituation og de menneskelige omkostninger for patienter såvel som nære pårørende. Den hovedanklagede, dr. Li, gør ikke et større empatisk eller omsorgsfuldt indtryk i forfatterens optik, og dommerens tale i forbindelse med den endelige afsigelse af dommen understøtter det forfladigede indtryk af den anklagede til fulde. Lægen anklages for at lade grådighed overskygge ansvaret for patienternes helbred og liv og dømmes for at være skyld i to dødsfald med dommen »manslaugther second degree«, som anvendes, når nogens hensynsløse ligegyldighed kan dokumenteres at føre til andre menneskers dødsfald. Dr. Li dømmes tillige for at snyde med offentlige sundhedsforsikringsmidler og fusk med regnskaber m.m. og får en endelig dom på 7,5 år.

Bogen er skrevet af chefanklageren, og hun væver sin personlige historie ind i beskrivelsen af retssagen. Undervejs bliver hun skilt, oplever utilfredshed med eksmandens varetagelse af børneopdragelse osv., samt forståelige logistiske udfordringer med at være enlig mor til to små børn og samtidig hovedanklager i en opslidende retssag. Hun har uden tvivl investeret en stor del af sine følelser, faglige opmærksomhed og medmenneskelige og samfundsrettede indignation over lægens ugerninger i sagen i de fire år, processen varede. De personlige nedslag blev af og til forstyrrende »detours« fra hovedhistorien for mit vedkommende. Men overordnet set finder jeg bogen læseværdig for alle kolleger (og andre), der er optaget af balancen mellem etik/moral og grådighed, og som ønsker eksempel på det moralske forfald, der kan ramme uanset akademiske stjerner og meritter, når grådighed får overtaget.

Læs mere:

LÆGEN LÆSER: Lui Näslund Koch

LÆGEN LÆSER: Jørgen Skadborg

LÆGEN LÆSER: »Bogen efterlod spor, selvom jeg formentligt læste den alt for hurtigt første gang«

Blad nummer: 

Right side