Den 23. december 2021 er Lotte gået i sort. Den 62-årige kvinde har aldrig i sit liv haft en depression. Nu bliver hun indlagt med en svær depression på Psykiatrisk Center på Rigshospitalet.
Op til indlæggelsen har hun været under pres i månedsvis først og fremmest på grund af morens langvarige sygdomsforløb, som endte med hendes død i slutningen af september. Samtidig var Lotte presset på sit arbejde som afdelingsleder i en daginstitution, hvor hun var ansvarlig for afspritning, afstand og mundbind.
Hun har så svær en depression, at hun får elektrochok. Det er en voldsom oplevelse, men hun får det langsomt bedre. Midt i januar bliver hun af professor Klaus Martiny tilbudt at deltage i et forsøg med dynamisk lysterapi, hvor lyset på sengestuen ligesom sollyset ændrer sig over alle døgnets timer. Hun takker ja.
Professoren finder man på et kontor under taget på Edel Sauntes vej 10, Afdeling O, Psykiatrisk Center København. I en lang årrække har han arbejdet med og forsket i lysbehandling mod depressioner.
På bordet står en lysterapilampe af ældre dato. Et tagvindue danner ramme om et udsnit af himlen, hvor store, grå skyer glider forbi, mens solen kun viser sig glimtvis.
Ved bordet sidder foruden Klaus Martiny også Carlo Volf, uddannet arkitekt og ligesom Klaus Martiny stærkt optaget af lysets sundhedsmæssige egenskaber.
De to står bag forsøget, som startede i 2019 og slutter i år. Og Lotte er en ud af omkring 150 forsøgsdeltagere, valgt blandt patienter, som lider af unipolar depression eller depression som del af en bipolar lidelse.
Ved lodtrækning stilles lyset på stuerne enten til dynamisk LED-belysning eller almindelig, statisk LED-belysning.
»ROOM-LIGHT, et effektstudie«, lyder titlen på forsøget, hvis formål er at undersøge virkningen på depression af det dynamiske lys, som er udviklet specielt til forsøget.
Men dynamisk lys, hvor lyset skifter farve og intensitet gennem hele døgnet, bliver monteret i mange moderne bygninger, institutioner og hospitaler. Så hvad er specielt ved det her?
»Mens vi har god dokumentation for lysterapi, hvor patienten sidder foran en lampe, mangler vi dokumentation for effekten af dynamisk lys. Så man kan sige, at udviklingen er løbet foran forskningen på det her område«, forklarer Klaus Martiny.
Det er altså manglende videnskabelig dokumentation, som de to vil rette op på med forsøget.
Interessen blandt forskere for at undersøge sammenhængen mellem lys og helbred rækker tilbage i tiden, ind i hjernen, ned i jorden og ud i rummet. Og forskningen er intensiveret igennem de seneste år. Mere om det, men først forsøget på Rigshospitalet.
Vi tager turen ned ad trapperne til sengeafdeling 6111, som ligger stille og en smule dunkel hen her sidst på eftermiddagen. Med et raslende bundt nøgler åbner Klaus Martiny ind til Stue 6, som er tom.
Det var sådan en stue Lotte fik.
Seng, bord, stol, skab. I loftet to lamper, på væggen over sengen i hjørnet hænger en stor rund glaslampe med et rødligt skær.
Eftermiddagssolen kaster tilsyneladende en diagonal stråle ind over lysningspanelet i det høje vindue. Men det er fake sol. Lysningen er et lyspanel i sig selv, og solstrålen skifter ligesom de andre lamper farve og intensitet gennem dagen i en efterligning af solens lys.
Det ser man tydeligt, da Carlo Volf, som har udviklet det særlige lysarmatur, slukker for lampen. Gråvejret, som lige nu har lagt sig over Københavns hustage, breder sig til sengestuen.
For at demonstrere systemet sætter Carlo Volf dernæst turbo på døgnrytmen og koger dagens lyse timer ned til to minutter.
Alle lamper kører på fuld speed med først blid morgenrøde, så lysere frem mod skarpt hvidt middagslys, efterfulgt af et eftermiddagsblødt lys og aftenrøde, før mørket tager over.
Patienterne kan selv slukke for tre af lamperne, men armaturet i vindueslysningen lyser hele dagen. Her findes ingen gråvejrsdage.
»Om vinteren er der overskyet 80 procent af tiden. Så det gør altså ikke noget, hvis vi tredobler antallet af solskinstimer om vinteren«, siger Carlo Volf.
Stuerne med statisk belysning har ingen lys i vinduet, og de andre lamper lyser med konstant styrke og farve.
Sensorer i loftet måler lyset under forsøget. Patienterne fortæller fire gange over tre uger, hvad de synes om belysningen, og hvordan de har det.
Hypotesen er, at dynamisk lys med ekstra stort indhold af kortbølgelys, det blå lys, om morgenen og meget mindre om aftenen kan stabilisere døgnrytmen og forebygge, at den forskubbes, hvad ellers ofte sker for patienter med depression. På den måde kan det dynamiske lys forstærke effekten af den antidepressive behandling.
Carlo Volf har i sin ph.d.-afhandling »Lys, arkitektur og sundhed« analyseret, hvordan lys og arkitektur er anvendt i hospitalsbyggerier igennem de seneste 100 år.
Og han konstaterer, at på de store sygehuse og sanatorier i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var læger og arkitekter langt bedre end i dag til at udnytte det naturlige lys til gavn for patienterne.
»I byggerierne blev benyttet jernfattigt glas, der tillader UVB-lys at trænge igennem, naturlig ventilation og trapperum, designet til både motion og ophold i dagslys. Det er glemt viden, som vi skal have hentet frem igen«, siger han.
Efter besøget på Stue 6 skal Carlo Volf besøge en ny patient, som har sagt ja til at deltage i forsøget, mens jeg følger Klaus Martiny tilbage op ad trapperne. Opgangen ligger badet i lys.
»Det er gamle vinduer, etlagsglas. De slipper en hel masse lys ind«, bemærker Klaus Martiny.
Tilbage på kontoret fortæller Klaus Martiny, at han selv blev optaget af lysterapi, fordi han så et behov for andre behandlingsformer end medicin og terapi, som mellem 10 og 25 procent af patienterne ikke har gavn af.
»Jeg tænkte, der måtte være noget andet, vi kunne gøre«, siger han.
Løsningen fandt han på en kongres i Hamborg engang i 1990’erne, da han mødte lysterapiens »grand old Lady«: den newzealandske neurobiolog, professor – nu emerita – Dr. Anna Wirz-Justice.
I en menneskealder har hun forsket i kronobiologi på universitetet i Basel. Kronobiologi er læren om de cirkadiske rytmer – døgnrytmen over ca. 24 timer, som styrer alle grundlæggende biologiske funktioner i mennesker, dyr og planter efter jordens rotation.
Klaus Martiny købte sin første lysterapilampe med hjem til hospitalet i Hillerød, hvor han dengang arbejdede.
»Folk grinte af den lampe i lang tid«, fortæller han.
Men i 2004 forsvarede han sin ph.d.-afhandling, hvor han supplerede medicinsk behandling af depression med daglig eksponering for stærkt hvidt eller svagt rødt lys i et randomiseret forsøg med 103 patienter. Og viste, at det virkede.
Siden har flere kolleger interesseret sig for lysterapi både på det somatiske og det psykiatriske område.
Klaus Martiny flytter sig lidt i stolen. En solstråle har ramt ham lige i ansigtet og blænder ham. Fotoner, partikler fra solen, har efter kun otte minutters rejse gennem rummet fundet vej til overlægens retina via tagvinduet. Nu sender særlige receptorer i nethinden signal til hjernen om lysets farve og intensitet.
De særlige receptorer, ipRGC-receptorerne, blev først opdaget i 2002, og de er interessante. For de har vist sig at spille en afgørende rolle for regulering af døgnrytmen. Og så har de forbindelse til områder af hjernen, som også er involveret i depression. Med opdagelsen blev det altså klart, hvorfor døgnrytme og mentalt helbred hænger sammen. Og det har sat yderligere skub i forskningen.
Selvom sammenhængen mellem lys og helbred har været kendt siden antikken, er forskerne først for alvor kommet på sporet af de molekylærbiologiske mekanismer i nyere tid, og inden for de seneste tyve år har nye opdagelser lagt lag på lag af ny viden til feltet.
»Vi har fået en ny forståelse af de biologiske mekanismer bag døgnrytmen«, fortæller Klaus Martiny.
I dag ved vi, at et menneske ikke bare har et, men mange indre ure, for celler i alle organer og hormonproducerende kirtler har hver deres »urværk«, som fungerer gennem klokkegener – en opdagelse, som blev belønnet med Nobelprisen i medicin i 2017.
For at det hele spiller sammen, og vores døgnrytme med søvn- og vågentilstand kan stabiliseres, skal urene i kroppen som i en anden Olsen Banden-film synkroniseres.
Det sker via et centralt urværk – et slags Big Ben i hypotalamus, i form af mellem 20.000 og 50.000 små nervekerner: nucleus suprachiasmaticus (SCN).
Professor i neuroanatomi Morten Møller kalder det sted for »Overbornholmeren«, og det udtryk har Klaus Martiny taget til sig.
SCN har også forbindelse til koglekirtlen, som sørger for at producere søvnhormonet melatonin.
Lys indstiller løbende »Overbornholmeren«, og derfra bliver alle kroppens urer synkroniseret.
Om morgenen medfører lys en fremrykning af søvnen til tidligere på døgnet, mens lys om aftenen medfører en forsinkelse af søvnen.
I mange år har vi givet piller. Nu er vi klar over, at det er ikke tilstrækkeligt. Vi må finde noget nonfarmakologisk, og her er lys meget lovendeKlaus Martiny, professor
Når lyset om aftenen ændrer farve og aftager, sender »Overbornholmeren« signaler ud, som sørger for at melatonin dannes, og hjerterytme, blodtryk og legemstemperatur falder.
Men sidder vi ved computerskærmen om aftenen uden et natlysfilter får vi ekstra meget blåt lys, som kan forskyde døgnrytmen, og dannelsen af melatonin hæmmes. Så sover vi senere – eller får svært ved overhovedet at falde i søvn.
Får vi ikke tilstrækkeligt med lys om dagen, kan vores døgnrytme forskydes og/eller blive ustabil. Det ved forskerne blandt andet fra studier af minearbejdere og astronauter.
»I et mørkt rum vil vores døgnrytme skride med ca. tyve minutter fremad – så hvis jeg var i sådan et rum i ret få dage, ville jeg være forskudt fra det ydre astronomiske døgn«, forklarer Klaus Martiny.
Minearbejderen dybt under jorden og astronauten langt ude i rummet lever begge uden for den naturlige døgnrytme.
Australske forskere fulgte i 2021 i alt 75 minearbejdere, som arbejder på skiftehold. De har 12-timersvagter og skifter mellem syv dagvagter, syv nattevagter og syv fridage. De har altså syv døgn i træk helt uden dagslys. Og det giver gevaldigt rod i døgnrytmen. Resultatet er, at minearbejderne oparbejder et søvnunderskud, som de uden særlig succes prøver at indhente i deres friuge.
Mens minearbejderne sjældent ser solen, oplever astronauterne på den internationale rumstation 16 solopgange og -nedgange i døgnet, mens de kredser om jorden.
Når de ikke kan orientere sig efter det naturlige lys, forskyder deres søvnrytme sig til 24,2 timer. Det lyder ikke af meget, men akkumulerer over tid og kan resultere i alvorlige søvnproblemer. Derfor får astronauterne lysterapi.
Men hvad sker der, hvis man lever helt uden dagslys i månedsvis? Det har et internationalt hold af seks mandlige testastronauter undersøgt på egen krop i projektet Mars500 i 2010-2011. I 17 måneder opholdt de sig i en simulator på størrelse med en skibscontainer for at simulere en marsrejse.
To af de seks sov udmærket. En sov mere end normalt, en sov mindre og mindre, en var vågen, når de andre sov, og den sjette udviklede en depression.
Reaktionen på søvnforstyrrelser er altså individuel, hvilket passer med, at nogle mennesker er morgenfriske, og andre er natteravne. Inden for lysforskningen taler man om »kronotyper«, og forskerne er ikke helt enige om, hvor mange forskellige der findes. Seks har været foreslået af russiske forskere.
Men forsøget viser også, at det er muligt at fastholde sin døgnrytme. De to, som sov som normalt, var nemlig særligt omhyggelige med at overholde faste rutiner med mad og motion hver dag.
Og det er en vigtig pointe. Lys er nemlig blot en af fire såkaldte »Zeitgebers« – tidsgivere, altså signaler til hjernen, som indgår i synkroniseringen i kroppen og stabiliseringen af døgnrytmen, forklarer Klaus Martiny. De tre andre »Zeitgebers« er måltider, motion og social kontakt.
Hvordan de fire »Zeitgebers« spiller sammen og påvirker døgnrytmen hos de forskellige kronotyper er ikke helt klart. Men at de har stor betydning for mennesker med depressioner, er Klaus Martiny ikke i tvivl om. For det har han undersøgt i et klinisk, randomiseret forsøg med patienter, som blev fulgt, efter de havde været indlagt med depression.
»Erfaringen siger, at patienterne har svært ved at fastholde døgnrytmen, når de kommer hjem, og sygehusets faste rutiner forsvinder. I et forprojekt så vi, at deres døgnrytme i gennemsnit skred ca. en halv time på fire uger«, forklarer han.
I projektet lærte en gruppe af patienterne derfor at fastholde døgnrytmen med »Zeitgebers«, og så blev de fulgt, efter de kom hjem.
»I stedet for kun at anbefale gode søvnvaner og sætte dem foran en lampe om morgenen, lærte vi dem også at sørge for regelmæssige måltider, social kontakt, motion og dagslys«, fortæller Klaus Martiny.
Patienterne rapporterede deres humør, søvn og aktivitet via en iPad og systemet Monsenso Daybuilder i fire uger.
»Det hjalp dem til at fastholde døgnrytmen. De fik det bedre end kontrolgruppen og havde en meget mere stabil døgnrytme og humør. Det er vi lige ved at publicere nu«.
Overlægen rejser sig og trækker for. Han opsøger ellers dagslyset aktivt hver dag.
»Jeg er hundemand og havemand«, erklærer Klaus Martiny og fortæller, at han i frokostpausen går med kolleger ud for at hente mad. Og så parkerer han langt væk fra Rigshospitalet, så han er nødt til at gå. Flueben ved alle fire »Zeitgebers« altså.
Klaus Martiny håber, at lysterapi får en langt større rolle i psykiatrien.
»I mange år har vi givet piller. Nu er vi klar over, at det er ikke tilstrækkeligt. Vi må finde noget nonfarmakologisk, og her er lys meget lovende. Men vi mangler at finde ud af at tilpasse det individuelt, så vi ved, hvornår, hvor længe og hvordan vi skal behandle den enkelte med lys«.
For folkesundheden er der også grund til at gøre mere ud af lys, peger Klaus Martiny på. Hvis han kunne bestemme, gik vi alle sammen rundt med en lysmåler.
Ligesom man kan tælle skridt med et ur eller en smartphone, kan man også tælle lys med en lysmåler, og det kan måske motivere flere til at komme ud.
»Mange tror, at der er lys nok inden døre. Men det er der aldrig. Der er som minimum altid 30 gange så meget lys udenfor – og ofte meget mere, så det gælder om at komme ud hver dag. Og gerne først på dagen«.
Lotte er for længst udskrevet. Og hun har det godt i dag. På grund af elektrochok husker hun ikke så meget om tiden på afdelingen, men én ting husker hun:
»Lyset var behageligt. Jeg sad meget på min seng med ryggen mod væggen, og derfra kunne jeg se lyset i vindueskarmen. Det virkede rart. Jeg faldt tit i staver der«.
Ligesom hun ikke tidligere har haft en depression, har hun heller ikke prøvet lysterapi før. Men nu hvor hun er hjemme igen, er hun meget opmærksom på lys – og på de andre tidssignaler.
»Det lærer man på hospitalet – at man er nødt til at komme ud. Så jeg skal cykle og gå en tur hver dag. Og sørge for at få noget ordentligt lys«.
Læs også:
Svampe får hjernen til at svinge i takt, bryde mønstre og skabe grobund for noget nyt
Lad praktiserende psykiatere udrede for angst og depression
Ny model for behandling af angst og depression i almen praksis
