Der verserer en del myter og forestillinger om lægelivet (og -døden) i 1800-tallet – men hvordan forholdt det sig i virkeligheden? Det spørgsmål stillede Markus Schunck sig, da han skulle skrive sit historiespeciale, som fik titlen »Læge med livet som indsats?«
Under det meste af sit studium har han beskæftiget sig med medicinens historie. Han er ofte stødt på forestillingen om, at læger var særligt udsatte for smitsomme sygdomme, især under 1800-tallets mange udbrud af kolera, kopper, dysenteri, difteritis, tyfus, influenza, polio og hvad man ellers havde af infektionssygdomme, som der ikke fandtes nogen behandling for.
Men holder det stik? Hvordan levede lægerne egentlig? Og hvad døde de af?
Marcus Schunck har undersøgt to lægepopulationer: Den ene gruppe er de læger, som figurerer i værket Den danske Lægestand fra 1850-1885. Her har redaktørerne anført dødsårsagerne for de biograferede læger og samlet dem i en lille statistisk oversigt.
Denne tidlige population sammenligner Marcus Schunck – så godt, som det nu er muligt – med 343 københavnske læger, som levede mellem 1885 og 1943. Disse læger har han anbragt i en database og studeret dem med udgangspunkt i skattelister, begravelsesprotokoller og andre personoplysninger, som han har kunnet opstøve.
Håndværkere og læger
»Lægerne tilhørte absolut den bedst stillede del af befolkningen – der, hvor man også finder præster, officerer, embedsmænd og folk i liberale erhverv«, siger Marcus Schunck.
I 1885 havde de fire reservelæger på Frederiks Hospital en årsløn på 1200 kroner. Til sammenligning tjente en faglært arbejder i 1885 gennemsnitligt 912 kroner om året. I 1898 var håndværkerens årsløn steget til 1180 kroner.
Reservelægen tjener altså kun en anelse mere end smeden, bageren og tømreren. Til gengæld har reservelægen fri bolig: to møblerede værelser på hospitalet med frit brændsel, lys og opvartning.
»Reservelægen var allerede godt på vej i karrieren. Lægestandens absolutte proletariat var kandidaterne. Dem var der ni af på Frederiks Hospital, og deres løn udgjorde bare 300 kroner om året plus et møbleret værelse med lys, brændsel og opvartning«, fortæller Marcus Schunck.
Højere oppe på karrierestigen finder man overlæger og professorer. På Kommunehospitalet var der seks overlæger, som blev aflønnet med hver 3.000 kroner årligt. Professorer ved det lægevidenskabelige fakultet fik en begyndelsesgage på 3.200 kroner og steg med 600 kroner hvert femte år.
Så alene grundlønnen placerede de fleste københavnske læger – men ikke alle – over håndværkere og ufaglærte, hvad indkomsten angik.
Man skal altså ikke ligefrem have ondt af de københavnske læger anno 1885-1900. For selv om kandidatværelset var småt og begyndelseslønnen beskeden, endte en meget stor del af lægerne i indbringende stillinger som overlæger, professorer og indehavere af indbringende praksisser.
Svimlende indkomstforskelle
For at få et retvisende billede hører det med, at de fleste fastansatte hospitalslæger drev praksis ved siden af. For enkelte læger kan indkomsten sammenlignes med de bedst aflagte grosserere og direktører. Øjenlægen Edmund Grut var lektor og siden professor, men drev også en øjenklinik frem til sin død i 1907.
Ifølge skattelisten for 1885 tjente Grut dette år 43.600 kroner. Det var 54 gange mere end de dårligst betalte offentligt ansatte læger, nemlig hospitalskandidaterne, som i det samme år officielt havde en årsløn på 800 kroner.
Også blandt de privatpraktiserende læger var der store indkomstforskelle. I 1885 tjente læge Villibald Siemsen, som drev et større lægehus, 30.000 kroner. En kollega, som havde åbnet praksis året forinden, tjente samme år bare 800 kroner. Enkelte klarede sig så ringe, at de lagde stetoskopet på hylden og fandt anden beskæftigelse.
I gennemsnit klarede lægerne sig dog langt bedre end f.eks. håndværkere eller ufaglærte arbejdere:
»De 245 læger i min database, som jeg kunne finde i skatteoptegnelserne for 1885, tjente i gennemsnit 6.200 kroner«, siger Marcus Schunck.
I 1900 tjente de 149 læger, som han kunne finde i skattelisterne, i gennemsnit 10.800 kroner om året.
»Så selv om der var enorme forskelle mellem lægerne, befandt de sig socialt blandt samfundets absolutte spidser. De giftede sig med medlemmer af de bedst bemidlede samfundslag, og de tilhørte de bedst bemidlede samfundslag, og de fleste kom i øvrigt selv fra de bedst bemidlede lag«, siger Marcus Schunck.
»Men de arbejdede altså også meget«.
Olding som 65-årig
Der var ingen officiel pensionsalder. Vores tipoldeforældre måtte arbejde, indtil arbejdsevnen svigtede. Når man blev gammel og ikke kunne forsørge sig selv, måtte familien træde til. Hvis den ikke var i stand til det – eller der ikke var pårørende – kom man under fattigforsorg.
I de officielle statistikker for 1905 indtrådte alderdommen tidligere end i dag. Når man fyldte 60, hørte man til under rubrikken »gamle« fortæller Marcus Schunck . Som 65-årig havde man officielt gjort sig fortjent til betegnelsen »olding«.
Pensionsordninger fandtes ikke, så hvordan kunne læger sikre en tålelig levestandard, når de blev gamle?
»Nogle var så heldige, at de kunne overgå til et honorært professorat, hvor man dukkede op engang imellem og holdt en forelæsning og fortsat modtog en mindre årsløn. Man kan måske se det som en slags uofficiel pensionering«, siger Marcus Schunck.
»Der var naturligvis nogle, der havde tjent så godt, at de kunne holde helt op, og nogle har også været så godt gift, at der var en familieformue at tære på. Man ser også, at overlæger og andre i et offentligt embede trækker sig og arbejder videre i deres private praksis. Og det bliver de som regel ved med, til de dør eller ikke kan arbejde mere«.
Læger døde som gamle mænd
Håndværkere og arbejdsmænd faldt ned fra stilladser eller fik tunge ting i hovedet. Det gjorde læger som regel ikke, så de skal snarere sammenlignes med embedsmænd og andre i liberale erhverv. Døde lægerne af andre årsager end f.eks. sagførere og grosserere?
»Nogle ganske få døde faktisk af smitsom sygdom, som de pådrog sig i kraft af deres arbejde, men det er atypisk«, siger Marcus Schunck.
»Og hvis stress skulle være årsag til overdødelighed blandt »mine« læger, skulle vi have set en overvægt af dødsfald i 40-50 årsalderen som følge af hjerte-kar-sygdom. Men det var ikke tilfældet, og det var selvfølgelig en smule »skuffende« for en historiker, som kunne håbe på at finde noget mere interessant – at lægerne f.eks. var mere robuste end andre, eller at 80 procent af dem døde af tuberkulose«.
»Men det hører altså til sjældenhederne, at jeg kan påvise en direkte sammenhæng mellem lægernes arbejde og det, de dør af. Mine læger – dvs. dem, jeg kan sige noget om – opnår generelt høj levealder, de har en høj levestandard og en relativt høj indtjening. Indtil de dør som gamle mænd« siger Marcus Schunck.
»Mange faldt om, mens de stadig arbejdede, men når livet nærmer sig sin afslutning, skal døden jo have en årsag. For rigtig mange af mine læger var det hjerte-karlidelser«.
»Aandelig anspænding«
Begrebet stress eksisterede ikke for 140 år siden, siger Marcus Schunck. Men en samtidig kilde som lægen og social-statistikeren Th. Sørensen beskrev lægegerningen anno 1900 som noget, mange i dag ville opleve som stressfyldt.
Især for de yngre lægers vedkommende hæfter man sig ved deres skæve arbejdstider og mangel på nattesøvn. Som Th. Sørensen formulerede det, var det for de liberale erhverv som f.eks. læger »den aandelige Anspænding samt det med Beskjæftigelsen saa hyppig følgende stillesiddende Liv, der væsentlig skulde antages at kunne paavirke Dødeligheden«.
At lægearbejdet var hårdt, er der ikke tvivl om. Den praktiserende læge kunne tilkaldes døgnet rundt, 365 dage om året. De hospitalsansatte læger boede og levede ofte på hospitalet og havde heller ingen fastsat øvre arbejdstid.
Og mon ikke det har bidraget til den »åndelige anspændelse«, at lægen havde meget begrænsede muligheder for at hjælpe den virkeligt syge patient?
Livsfarlig livsstil
Var det så med livet som indsats at være læge?
»Det har jeg ikke fundet et entydigt svar på – og det er derfor, jeg beholdt spørgsmålstegnet i specialets titel. Hvis det var med livet som indsats, skyldtes det de langsigtede virkninger af et liv med højt arbejdspres, høj arbejdsintensitet og stor mobilitet. For de læger, jeg har undersøgt, har det i højere grad været de faktorer, og ikke smitsomme sygdomme og epidemier, der har præget billedet«.
»Ideen om lægefaget som særligt risikofyldt stammer nok fra tidligere epidemier som f.eks. koleraepidemien i 1853, hvor nogle læger satte livet til«, siger Marcus Schunck.
Men med bakteriologiens fremkomst stod lægerne bedre rustet til at vogte sig for smitteoverførsel. Skal man lede efter risikofaktorer, skal man derfor snarere undersøge ’hverdagslægerne’. De, som med Marcus Schunks ord »arbejder fra de er 25, og til de dratter om af det«.
Han understreger, at man ikke kan dokumentere en direkte årsagssammenhæng mellem lægernes livsstil, og hvad de dør af. Men de arbejdede meget, spiste og drak godt, de bevægede sig for lidt, og de fleste havde cigarkassen inden for rækkevidde.
»Og nogle fik uden tvivl lidt for meget af det hele«, vurderer Marcus Schunck.
»For de fleste af de læger, jeg har undersøgt i min database, ser det mere ud til at være de langsigtede virkninger af livsførelsen, der ligger bag deres død, selv om det ofte var i en høj alder. Næsten 37 procent af lægerne i databasen døde af kardiovaskulær sygdom. Og hvis man medregner andre diagnoser, som kan relateres til livsstil, så når vi op på over halvdelen af lægernes dødsfald«, siger Marcus Schunck.
»Så jeg tør godt påstå, at i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var det nok mere det gode liv end det hårde liv, der i sidste ende tog livet af mange læger«, siger Marcus Schunck.
For meget stress og for meget vellevned?
»Ja: ’Åndeligt opslidende arbejde og et stillesiddende liv’, som Th. Sørensen så fint formulerede det«.
LÆS MERE
Kvindernes fordrivelse fra medicinen
