En sen novemberaften i 1895 opdagede den tyske fysiker Conrad Wilhelm Röntgen (1845-1923) en
ny slags stråling. Ved hjælp af disse stråler, som han kaldte x-stråler, kunne han se knoglerne i sin egen hånd. Indtil da havde menneskets indre været et lukket land for lægerne. Opdagelsen åbnede store muligheder.
»Legemets Gennemsigtighed«
Den 28. december 1895 offentliggjorde Röntgen sin opdagelse under titlen »Eine neue Art von Strahlen«, og allerede i januar 1896 kunne han demonstrere den i det Fysisk-Medicinske Selskab
i Würzburg.
Röntgen havde vundet kapløbet om at komme ind under huden på patienterne. Men han var ikke den eneste, der havde søgt efter en metode til at se ind i kroppen uden at skære. Fireogtyve år tidligere – mellem jul og nytår 1872 – kunne Ugeskrift for Læger fortælle, at der ifølge »nogle amerikanske Blade (…)
i Amerika er opfundet en Fremgangsmaade, ved hvilken man ved Synet kan iagttage de indvortes Organer«.
Ugeskriftet kan dog korrigere en fejl: Det engelske lægetidsskrift The Lancet har i den anledning nemlig gjort opmærksom på, at opfindelsen ikke er amerikansk, men at det var den engelske læge Sir Benjamin Richardson, som fem år tidligere havde gjort forsøg med forskellige lyskilder og publiceret dem i Lancet i 1868. Ugeskrift for Læger har altså ikke ligefrem forhastet sig med at bringe nyheden.
Under overskriften »Legemets Gennemsigtighed« forklarede Ugeskrift for Læger, at Richardson havde anvendt forskellige lyskilder, bl.a. magnesiumlys:
»Forsøgene gik ud paa at lade Lys falde gennem Dele af det menneskelige Legeme, saasom Ben, Muskler, Blod, Fascier og Dele af de indvortes Organer; han anvendte først Lig, men senere ogsaa den levende Organisme, og prøvede at gøre visse Dele af denne gennemsigtige«.
Efter flere forsøg måtte Richardson dog erkende, at træerne ikke voksede ind i himlen: »Selv i de mindst tætte Væv kan man kun se Pulsaarernes Pulsation, men ikke Karrene selv, Nerverne tegne sig slet ikke, og man faar kun utydelige Omrids af Benene. Ved at kaste Magniumlys ind paa siden af et særdeles afmagret ungt Individs Brystkasse kunde (Richardson) skimte Formen af Hjærtet; men han kunde ikke følge dets Sammentrækninger«.
»Jeg har set min død!«
Så gik der adskillige år. Wilhelm Röntgen eksperimenterede med elektricitet og katodestråler – elektriske udladninger i et gasfyldt glasrør. En novemberaften i 1895 arbejdede han i et mørkt lokale på en opstilling med et katoderør. Det var indpakket i sort pap, men da strømmen blev sluttet, lyste en fotografisk plade op, som var præpareret med bariumplatinocyanid og lå tæt ved. Röntgen studsede over fænomenet. Han holdt hånden op mellem røret og pladen og kunne nu se omridset af håndens knogler. Efter flere ugers intenst arbejde, inviterede han sin kone Anne Bertha ind i laboratoriet, hvor han bad hende placere hånden på en fotografisk plade. Da han efter 15 minutters bestråling fremkaldte pladen, viste den klart knoglerne i fru Röntgens hånd og hendes vielsesring. »Jeg har set min død!«, udbrød hun forfærdet og satte aldrig mere sine ben i sin mands laboratorium.
Da Wilhelm Röntgen publicerede sin opdagelse, ønskede han ikke, at de nye stråler skulle opkaldes efter ham. Han insisterede på, at de bare skulle kaldes x-stråler. Han ville heller ikke tage patent og tjene penge på dem.
Røntgenanlæg: 700 kroner
I Ugeskrift for Læger finder man den første omtale allerede den 17. januar 1896, et par uger efter Wilhelm Röntgens publicering af sin »X-Straaling«. Under overskriften »Fotografisk Opdagelse« beskrives strålerne, der kan gennemtrænge »Bøger paa 1000 Sider, Fyrretræsbrædder af indtil 3 Cntm.s Tykkelse«, mens de har svært ved at passere metaller. Man kan endda opstille det fotografiske apparat i et andet lokale, da strålerne går uhindret gennem døren.
Ugeskrift for Læger ser en mulig fremtid for Röntgens opdagelse for lægevidenskaben, hvor: »Benyttelsen af disse Straaler (kan) faa Betydning for Fremstillingen af Fotogrammer (…) og derved ville Muligheden være given for en eksakt Diagnose ad fotografisk Vej«. Det gælder dog ikke for undersøgelser af centralnervesystemet, »fordi Knoglerne her ligge yderst, Bløddelene inderst«.
Københavns Kommune bevilgede 700 kroner, så Kommunehospitalet allerede i marts 1896 kunne anskaffe et røntgenanlæg. I begyndelsen var den kliniske anvendelighed dog begrænset: Eksponeringstiden var i nogle tilfælde over en halv time, og kontrasten var for ringe.
En strålende forlystelse
I Danmark var underholdningsentreprenøren og stumfilmpioneren Ole Olsen på udkig efter nye attraktioner til sin omrejsende cirkuskaravane, og da han hørte om Röntgens mystiske stråler, var han ikke i tvivl: Her var en verdenssensation, som han kunne spinde guld på. Han skyndte sig til Berlin, og erhvervede et komplet røntgenapparat for 1.600 Mark. Da han i sommeren 1896 udstillede apparatet i Malmøs Tivoli, blev det årets tilløbsstykke. En sektion af teltet var afskærmet med sort stof, og herinde stod Röntgens fantastiske maskine. På førstedagen var pressen indbudt. Olsen slog strømmen til, og katoderøret begyndte at gløde med et sygt, grønligt skær »som når man blander absinth og vand«.
Snart udsendte røret et intenst, bleggrønt lys, og Olsen kunne holde en fluorescerende skærm op foran strålerne. Olsen lod en frø gennemlyse, og nu kunne journalisterne – som en af dem beskrev det – se »en ret ejendommelig benradsdans«. Man kunne også se mønterne i en pung, og knoglerne i Olsens hånd stod skarpt og tydeligt på skærmen.
Da en af pressens repræsentanter pressede sit bryst mod røret, var strålerne var dog ikke så kraftige, at man kunne se rygsøjlen som andet end en svag skygge. Og det viste sig helt umuligt at »gennemlyse« hovedet.
Efter en uges succes i Malmø, blev apparatet fragtet til København, hvor det blev et stort tilløbsstykke på Købmagergade. Blandt de besøgende var flere nysgerrige læger.
Farligt markedsgøgl
Røntgenapparatet var en sensation, og selvfølgelig skulle alle »hen og lægge Haanden på Skærmen for at se deres egne Knogler«, som Ole Olsen skrev. Han opgav dog snart sit røntgenshow, da han fik stråleeksem på hænderne.
En af de første danskere, der udførte forsøg med røntgenstråler, var Paul Bergsøe, som allerede i februar 1896 opdagede, at han fik forbrændinger på stråleudsatte legemsdele. Selv om Ugeskrift for Læger erkender de store perspektiver, handler artiklerne om emnet i hele 1897-årgangen stort set kun om »Farer ved Anvendelsen af Røntgenstraaler«: alvorlige forbrændinger, inflammationer i huden, hårtab og negle, der løsner sig.
Det var altså meget tidligt klart, at røntgenstråler kunne være stærkt sundhedsskadelige og endda kræftfremkaldende.
Fra 1930’erne og frem kunne man more sig med at »gennemlyse« sine fødder i danske skobutikker. Her stod uafskærmede røntgenapparater – såkaldte pedoskoper – som en ny tids form for markedsgøgl. Apparaterne var især beregnet på at finde den rette størrelse i børnesko. Når man stak fødderne ind forneden, trykkede på en kontakt og kiggede ned i en sprække, kunne man på en grøntlysende matglasplade se, om de nye sko passede. Og mens mor prøvede sko, kunne barnet fordrive tiden med at vrikke med tæerne og studere sine skelettæer i røntgenstrålingens skær.
Allerede omkring 1950 viste engelske undersøgelser, at strålingen fra pedoskopet var kraftig nok til at medføre svære stråleskader og fremkalde kræftsygdomme hos de butiksansatte, som gik op og ned ad de uafskærmede strålekilder. Alligevel forsvandt de sidste apparater først fra danske skobutikker omkring 1970.
LÆS MERE
Læger døde af hårdt arbejde og vellevned
Kvindernes fordrivelse fra medicinen
