Aktuelt
Læger er tilbageholdende med at tale om seksualitet med patienterne
4. jun. 2019
4 min.
»Jeg sagde ikke noget, og de spurgte ikke«.
Så enkelt udtaler en patient med seksuel dysfunktion på grund af sygdom sig i et studie af, hvordan patienter oplever seksualitet som tabu i sundhedssystemet. En anden udtaler:
»Jeg ved ikke, om lægen følte sig genert eller akavet, men jeg følte bare, at diskussion om seksualitet var uden for hans komfortzone. Jeg ved ikke, om det skyldtes manglende kendskab, eller fordi han var flov over det«.
Og et tredje udsagn:
»De spurgte mig aldrig, hvordan det føltes kun at have ét bryst. Jeg troede, at det var sådan, det var. At det talte man ikke om«.
Lægen stirrede ned i bordpladen
Studiet bygger på dybdegående interview af kvinder med kræft eller kronisk sygdom og viser blandt andet, at der ofte opstår akavede situationer, hvis patienten selv rejser problemet med seksuel dysfunktion. En deltager beskriver, at lægen vendte ryggen til hende, da hun under en kræftbehandling begyndte at tale om seksualitet, og en anden beskriver, at lægen i en lignende situation »panikkede« og stirrede ned i bordpladen for at undgå øjenkontakt. Der er også deltagere, der undervejs i systemet oplever sundhedspersonale være åben over for at tale seksualitet, og et af studiets konklusioner er, at det er meget forskelligt fra læge til læge. Og det går begge veje: Patienters vilje til at tale om seksualitet og deres seksuelle vanskeligheder var stærkt afhængig af den fra sundhedspersonalet, som de talte med. Kemien og tilliden skulle være til det. I konklusionen hedder det:
»Resultaterne af dette studie fremhæver betydningen af at indarbejde seksualitet i konsultationer med patienter diagnosticeret med kræft eller kronisk sygdom for at undgå den uønskede tovejstabu og forbedre patienternes samlede livskvalitet under sygdom, behandling og rehabilitering«.
Afdelinger henviser ikke
Patienterne i det nævnte studie er alle rekrutteret fra Sexologisk Center i Aalborg, og her er man ikke i tvivl: Seksualitet er stadig et tabu i dele af sundhedsvæsenet, og det har store konsekvenser for patienternes livskvalitet.
Birgitte Schantz Laursen og Anette Højer Mikkelsen er begge specialister i sexologisk rådgivning på centret, og de oplever hver dag, hvor svært det kan være for de henviste patienter at tale frit om emnet. Ofte skal de rådgive ægtepar, hvor det er første gang, ægtefællerne indbyrdes taler om det. Men der er noget, der undrer dem:
»Ja, det undrer os, at vi får så relativt få henviste patienter med sygdomme, hvor vi ved, at der følger seksuelle problemer med. Det undrer os, at både praktiserende læger og sygehuslæger i så ringe omfang henviser patienter«, siger de to specialister samstemmende, og de er ikke i tvivl:
»Der er rigtig mange, der ikke får den nødvendige hjælp, fordi lægerne er så tilbageholdende med at tale om seksualitet med deres patienter«.
Den vigtige italesættelse
De to specialister i sexologisk rådgivning nævner både nyrepatienter i dialyse og kræftpatienter i langvarig behandling som patientgrupper, der med fordel kunne få hjælp gennem sexologisk rådgivning og behandling, ligesom en lang række medicinpræparater har indflydelse på seksualiteten. Deres budskab er, at denne del af livet er så vigtig for vores identitet og vores livskvalitet, at et godt seksualliv kan være af stor betydning for, hvordan vi lever med en kronisk sygdom. Det har betydning for, hvordan vi psykisk klarer behandlingen, og hvordan vi oplever os selv som patienter.
»Det er ikke sikkert, at vi kan hjælpe patienten til at kunne gennemføre et samleje, men vi kan hjælpe patienten og partneren til at se seksuallivet i et bredere perspektiv, der også omfatter berøringer, nærvær og omsorg. Og blot det, at man sammen italesætter det og får snakket ud, kan være med til at fjerne skam, skyld og præstationsangst«, siger de to rådgivere og behandlere på Sexologisk Center i Aalborg.
Læs også:
Når læger rammes af akut blufærdighed
»Jeg ville gerne have mere faglig ballast«