Når læger rammes af akut blufærdighed

Den lægestuderende kan gå gennem sin uddannelse uden at høre ordet seksualitet, og patienter kan have sygdomme og få behandlinger, som alle ved har indflydelse på seksuallivet, uden at det nogensinde tages op i samtaler med lægen.

»Sådan er det stadigvæk, selv om vi ved, at inddragelse af seksuelle aspekter i det kliniske arbejde kan medvirke til at styrke patientens mestring af sin sygdom. Livsmod og trivsel spiller en stor rolle for vores sundhed, men alligevel er det, som om læger rammes af akut blufærdighed, når der skal tales om sex og intimitet. Så er det, vi oplever ,tovejstabuet’, hvor lægen ikke siger noget af hensyn til patientens blufærdighed, mens patienten opfatter tavsheden som udtryk for, at problemet er irrelevant, sjældent og uden for terapeutisk rækkevidde«, siger professor i sexologi Christian Graugaard fra Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet. Han ser dog flere lyspunkter:

»Der sker mindst fire opløftende ting i 2019: Efter mere end 40 år udkommer der en ny stor lærebog i sexologi. I 19. udgave af »Medicinsk kompendium« er der for første gang nogensinde et selvstændigt kapitel om seksuelle problemer. Masteruddannelsen i sexologi for sundhedsprofessionelle optager sit fjerde kuld. Og endelig lancerer befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS om samspillet mellem livsstil, sundhed og seksualitet sine første spændende resultater«, siger Christian Graugaard.

De nævnte fremskridt sker nu, seks år efter at han sammen med professorkollegerne Bente Klarlund Pedersen og Morten Frisch var forfatter til rapporten »Seksualitet og sundhed« udgivet af Vidensråd for Forebyggelse. Her opfordres sundhedsprofessionelle til at anerkende seksualitet som en vigtig sundhedsparameter og til rutinemæssigt at drage omsorg for relevante seksuelle og samlivsmæssige aspekter i det kliniske arbejde. Et af rapportens budskaber er, at seksualiteten kan påvirke os sundhedsmæssigt i både positiv og negativ retning. For den kronisk syge kan den medvirke til, at patienten finder de ressourcer, der gør det muligt at leve det gode liv på trods af sygdommen. Omvendt kan ubehandlet seksuel dysfunktion nedsætte mestring og behandlingsmotivation og i værste fald påvirke sygdommens forløb negativt.

»Forståelsen af seksualitetens betydning indebærer naturligvis, at man anerkender vigtigheden af ressourcer og ,raskhedsfaktorer’ i patienters håndtering af deres sygdom«, siger Christian Graugaard.

Hverdagssexologer

Med et øget fokus på seksualitetens betydning for sundhed og behandling har Christian Graugaard været med til at skubbe til udviklingen, så flere fagfolk får øjnene op for, hvor vigtigt det er at bryde barriererne ned og gøre op med tabuet. Alligevel mener professoren, at der er et stykke vej igen:

»Mange læger tror desværre, at de skal have stor specialviden om seksualitet, før de kan hjælpe deres patienter. Det er ikke tilfældet. Man når ofte langt med meget lidt, og derfor er jeg en stor fortaler for det, jeg kalder ,hverdagssexologien’. Det vigtigste er faktisk at tage emnet op, så patienten oplever, at han eller hun ikke er alene, og at det er tilladt at tale om det. Blot ved at yde basal hjælp til selvhjælp kan lægen hjælpe rigtig mange«, siger Christian Graugaard.

Han mener, at lægen i nogle tilfælde viger tilbage for at tale om seksualitet, fordi det føles som noget meget privat, og lægen føler måske, at hans eller hendes egen seksualitet på en eller anden måde bringes i spil under samtalen.

»Men sådan er det ikke. Lægen kan jo for eksempel sagtens tale om afføring med sine patienter uden at skulle komme ind på sine egne afføringsvaner. I en tid, hvor vi konstant oplever folk udlevere deres seksualitet for åben skærm, og hvor der åbent tales om swingerklubber og fetichfester, viger vi stadig tilbage for at tale om seksualitet der, hvor det virkelig betyder noget, nemlig når folk bliver syge. Det synes jeg er mærkeligt. Det er misforstået hensyntagen ikke at bringe emnet på banen, fordi vi fejlagtigt tror, at patienten bliver flov. Det holder ikke, og det er tarveligt af os at lade patienterne i stikken her«, siger Christian Graugaard.

Spring ud i det!

En fornemmelse af ikke at vide nok, egen blufærdighed og frygt for at overskride patientens grænser kan altså få lægen til at undlade at tale om seksualitet med den konsekvens, at patienten ikke får den nødvendige hjælp og måske mister vigtige ressourcer. Og hvad skal man så gøre ved det? Christian Graugaards opfordring er klar: Spring ud i det!

»Den praktiserende læge kan med fordel øve sig i at gøre sex og intimitet til naturlige temaer, mens det på sygehusene kræver en kulturændring, som nok bør komme fra oven. Afdelingsledelsen må aktivt sætte temaet på programmet i undervisningen af de studerende og i den daglige efteruddannelse. Som læge skal man naturligvis henvise patienter til sexologisk specialbehandling, hvis det er nødvendigt. Men det vigtigste er egentlig, at man tør tage emnet op. Det synes jeg, at vi skylder vore patienter«, siger professoren.

Læs også:

»Jeg ville gerne have mere faglig ballast«

»Lægerne er jo ekstremt interesserede ...«

Læger er tilbageholdende med at tale om seksualitet med patienterne