Der er blevet effektiviseret og skabt forandringer i sundhedsvæsenet, og der er grund til at klappe hinanden på skulderen over alle de udfordringer, der er blevet løftet. Men midt i talen om udfordringer er det ét område, der udgør et stort og vedvarende problem, og som har gjort det længe – for patienterne, for lægerne og for politikerne: ulighed i sundhed.
Sådan sagde formanden for Lægevidenskabelige Selskaber (LVS), Susanne Axelsen, da hun bød velkommen til LVS’ årsmøde, der havde netop uligheden i sundhed som tema – og som tilmed stillede spørgsmålet: Er sundhedsvæsenet med til at gøre ondt værre?
Det forsøgte årsmødet at belyse gennem hele 15 programpunkter, og i sin åbningstale medgav Danske Regioners næstformand, Ulla Astman (S), indledningsvist, at uligheden er »et problem, vi ikke har løst«.
»Men det skal vi – af hensyn til de mennesker, der rammes af den, men det handler også om at skabe et bæredygtigt samfund«, sagde hun og pegede på de tre ben, indsatsen mod ulighed skal gå på: en styrket forebyggelsesindsats, en endnu bedre tilpasning af behandlingen til den enkelte patients behov og opsøgende arbejde hos dem, der ikke selv henvender sig til sundhedsvæsenet.
I de seneste årtiers fokus på kvalitet i specialisering er den helhedsorienterede indsats for patienterne, der for fire ud af ti lever med mere end én sygdom, sakket bagud, bemærkede Ulla Astman.
På spørgsmål fra ordstyreren om, hvorfor regionerne ikke på forhånd har taget højde for den øgede ulighed, som man vidste, at en øget specialisering kunne medføre, svarede Ulla Astman, at det »ikke har været inden for målskiven. Men nu forsøger vi at bryde det mønster, der er opstået«.
Hun glædede sig over ulighedstiltagene i den nye PLO-overenskomst og pegede på, at coronapandemien indeholder læring om, hvordan uligheden markerer sig. Det skal et ekspertpanel, som regionerne har nedsat for at se på pandemiens konsekvenser for sundhedsvæsenet, blandt andet have fokus på. Men pandemien har også vist, hvordan opsøgende arbejde blandt hjemløse har sikret, at vaccinationerne er nået ud til en meget udsat gruppe, konstaterede Ulla Astman.
Specialisering skal være tilgængelig
Efter åbningstalen gik det så over stok og sten med en lang række indlæg fra både forskningens verden og med eksempler på uligheden i hverdagen i sundhedsvæsenet. Her følger nogle nedslag:
Først gennemgik professor Annette Kjær Ersbøll fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF) de nyeste data om ulighed og sundhed og sygdom. Tallene stammer fra den rapport, hun og SIF fremlagde i efteråret 2020, og som er omtalt i det seneste nummer af Ugeskrift for Læger, og hun konstaterede, at en tredjedel af den samlede sygdomsbyrde i Danmark kan tilskrives befolkningens sundhedsadfærd.
Mads Koch Hansen, tidligere formand for Lægeforeningen og tidligere sygehusdirektør, pegede i sit indlæg på den modsætning, der er mellem de almindelige danskeres og sundhedspolitikernes billede af sundhedsvæsenet: egen læge kontra supersygehuse. Hans budskab var, at der selvfølgelig ikke er noget galt med høj specialisering, men den skal kobles med let tilgængelighed for at bryde uligheden: De højt specialiserede centre skal servicere de nære tilbud, sagde han.
På vegne af sin coronakarantæneramte VIVE-kollega, antropolog Helle Max Martin, fremlagde professor og sundhedsøkonom Michael Bech hendes blik på »den indbyggede ulighed«. Den betyder blandt andet, at der er forskel i konsultationslængden alt efter social status, og det skyldes et stykke ad vejen lægens billede af de sociale markører hos patienten – markører, der for udsatte borgeres vedkommende stemmer dårligt overens med de kriterier, der tæller i sundhedssektoren som helhed.
»Vi bliver nødt til at ændre vores blik på produktionstankegangen«, sagde Michael Bech.
Ledende overlæge Morten Høyer fra Aarhus Universitetshospital fortalte med udgangspunkt i den højt specialiserede behandlingsform, protonterapi, som han står i spidsen for, om bestræbelserne på at undgå ulighed i adgangen til behandlingen. Geografisk har man helt fra starten satset på at uddelegere, uddanne og inddrage kolleger fra alle regioner. Man har lagt vægt på at give patienterne gode forløb, hvor de kan bo og opholde sig på behandlingsstedet, og så har man satset på en meget bred informationsindsats.
Alligevel er det i den første tid ikke helt lykkedes at få en geografisk balance: De fleste af patienterne er »lokale« – altså fra Region Midtjylland. Afstanden er i sig selv et problem for nogle, mens juridiske benspænd i forhold til udveksling af patientdata har gjort svært at henvise til behandlingen fra for eksempel Rigshospitalet.
Morten Høyer pegede på, at der ved høj specialisering er behov for fælles visitation snarere end en centralisering – ud fra devisen om at samarbejde mellem specialister fra de forskellige regioner i sig selv skaber kvalitet i specialiseringen.
Ryk stolene tættere sammen
DSAM-formand Anders Beich lagde ud med at sige »ja tak« til ulighed i sundhed – i den rigtige retning altså, så patienter med størst behov får mest.
»Vi kan i sundhedsvæsenet ikke løse problemet med ulighed som sådan, men vi kan bidrage til at give nogle flere adgang til sundhedsvæsenet«, sagde han og pegede på personcentreret medicin, kontinuitet og færre indlæggelser som fokusområder.
I alt 18 ud af 22 studier viser, at der er lavere dødelighed, når patienterne oplever kontinuitet, og den betyder også meget for en nedbringelse af antallet af indlæggelser, sagde Anders Beich og pegede på, at »vi differentierer ikke nok, når vi indretter driften«.
Mens Morten Sodemann, professor ved Odense Universitetshospital, efterlyste »modige politikere, der tør stå op imod Finansministeriet«, sagde sektorformand Torben Hollmann fra FOA, at hans medlemmer, der udfører 80 procent af det sygeplejefaglige arbejder i kommunerne, oplever uligheden hver dag, når de møder de udskrevne patienter.
»Når I står og fjerner en kræftknude, betyder patientens socialklasse ikke noget. Men lige så snart, du bliver kørt ned til opvågning, bliver den tydelig«, sagde han – og anførte, at FOA-medlemmernes indsats bør tænkes ind i ledelsen af sundhedsområdet, fordi »vi taler patienternes sprog«.
Julie Nordgaard Frederiksen, ledende overlæge i Psykiatrisk Gadeplansteam i Region Hovedstaden, understregede behovet for at »rykke stolene tættere sammen« for at forhindre de psykisk syge hjemløse, hun møder, i at falde ned mellem somatisk og psykiatrisk behandling, misbrugsbehandling og sociale myndigheder. Alt for mange bliver udskrevet til gaden efter indlæggelse på psykiatriske afdelinger, og der er brug for nogle tværfaglige aflastningspladser, sagde hun.
I den afsluttende paneldebat blev deltagerne til sidst bedt om at give deres bud på ét greb, der kan være med til at mindske uligheden i sundhed. De seks bud til at gå hjem på lød: 1) Reducér spildet og brug pengene på de patienter, der har størst behov, 2) sørg for flere almenmedicinere i hele landet, 3) en markant større forebyggelsesindsats, 4) bedste inddragelse af patienter og pårørende, 5) flere sundhedsindsatser tættere på borgerne og 6) flere behandlingsmuligheder og sengepladser i psykiatrien.
LÆS OGSÅ
Overlægen sagde undskyld til Jørgen: »Vi gjorde det ikke godt nok«
Den sociale ulighed i sundhed består – og stiger
Læge i udkanten: »Jeg har jo næsten ingen patienter at nedprioritere«
