Der er fem portrætter på række. Habitter og skjorter på baggrunde af grålige nuancer. Malerier fra livet og op. Alle mænd. Oppe i alderen. Et par af dem står op. Tre andre sidder. Så lidt forskellige er de da. Men de er nu mest ens.
Derfor kan man ikke lade være med at forestille sig, hvordan det sjette maleri i rækken mon kommer til at se ud? For hende, vi står og kigger på »kongerækken« med, varsler i al sin væren, at der kommer til at ske noget nyt på væggen i byrådssalen i Brøndby.
»De er meget naturalistiske«, siger Maja Højgaard, mens vi betragter malerierne af kommunens fem borgmestre gennem tiden.
Selv er hun kvinde. Hun har også mere farverigt tøj på. Og så er hun noget yngre end sine forgængere.
»Så jeg kommer til at skille mig ud på den væg, uanset hvad jeg gør«, erkender hun.
»Derfor har jeg overvejet, om jeg skal gå i en mere abstrakt retning«, funderer kommunens kun sjette borgmester.
Beslutningen om, hvordan hendes portræt skal se ud, er ikke taget. Det skal den faktisk snart, for det er noget af det første, man sætter i værk, når man er ny på posten. Det er Maja Højgaard. Hun er 38 år, fra Socialdemokratiet, og så er hun læge.
Men al snak til side om køn og alder, så er det også bare en ret vild oplevelse pludselig at være den, der sidder midt for i salen, fortæller hun. Den, der leder byrådsmøderne. Med byens fem tidligere borgmestre på væggen foran sig.
»Den spejling er en ret stærk oplevelse«, indrømmer Maja Højgaard.
Men hun bliver hurtigt let i tonen igen, for hun er humoristisk anlagt, mærker man. Energisk ligeså. Og kombinationen er måske den, der gør, at hun allerede har sørget for, at klokken foran hende i salen er blevet pudset.
»Så den skinner flot. Jeg kan godt lide bling«, griner Maja Højgaard, da Ugeskrift for Læger besøger hende på kun 21.-dagen som borgmester i Brøndby.
Længe før Maja Højgaard blev borgmester, blev hun læge. Hun er færdiguddannet i 2015 og havde vagter på mave-tarm-kirurgisk afdeling helt frem til, at hun blev borgmester 1. juni i år. Men før hun blev læge, var Maja Højgaard aktiv i politik. Hun meldte sig nemlig ind i Socialdemokratiet som 15-årig og fik for alvor politisk blod på tanden under Nyrups valgkamp i 2001.
Men hun skulle også have en uddannelse, og folk omkring hende mente, at det ville være oplagt, at hun blev læge ligesom sin mor. Det havde hun ikke den store lyst til. I stedet tog hun på kunsthøjskole og tænkte på at blive arkitekt eller kunstner. Men det trak også i hende at gøre en forskel for andre. Medicinstudiet kunne opfylde netop den trang. Og dog. Hun overgav sig til medicin og gik i gang med studiet, men hun savnede hurtigt at være politisk aktiv.
Regionerne ville blive hendes fremtidige arbejdsplads som læge, så for hende var det oplagt at stille op til valg. Hun var nummer 18 på opstillingslisten, men blev valgt ind som nummer otte. Formentlig på grund af en stærk græsrodskampagne, hvor hun blandt andet førte valgkamp på YouTube. Hun endte med at sidde i Regionsrådet fra 2009 til 2015, samme år som hun også blev færdig som læge og trådte ud.
Nu var spørgsmålet, hvilken slags læge Maja Højgaard gerne ville være. Hun var forbi en øjenafdeling, for:
»Hvis man vil gøre noget for ulighed i sundhed, så er det der«, som hun udtrykker det.
Hun kunne også mærke, at operationsgangen trak i hende. Så i løbet af sin KBU var hun på en mave-tarm-kirurgisk afdeling.
»Her oplevede jeg, at det med at redde liv ville jeg løbe til månen for at gøre. Det generede mig ikke så meget at være vågen om natten, hvis bare jeg kunne være med til at redde liv«, fortæller hun.
Skæbnen ville, at under KBU’en begyndte der at gå store grupper af flygtninge på de danske motorveje. På Maja Højgaards første vagt på Gastrokirurgisk Afdeling på Hvidovre Hospital ringede en veninde fra Røde Kors til hende og spurgte, om hun kendte en læge, der kunne tage til Rødby, for der var kun samaritter dernede til at tage imod flygtningene, som havde alle mulige helbredsproblemer. Maja Højgaards respons var at række ud til alle de læger og sygeplejersker, hun kendte.
»Hvis du kender nogen, der har lyst til at hjælpe flygtninge, så tag til Rødby«, fortæller hun, at hun skrev ud til netværket.
Inden for tre dage var der opstået en gruppe med 5.000 medlemmer på Facebook. »Venligboerne Sundhedspersonale« var en realitet. Inden længe med tre stationer i Rødby, Padborg og på Hovedbanegården i København. Om bedriften siger Maja Højgaard selv, når man beder hende om det:
»Det føles lidt ligesom at slå en befrier i rundbold. Den bold, som gør, at alle kommer hele vejen rundt«, siger hun med stolthed i stemmen og forklarer, at hun var 29 år på det tidspunkt og havde været politisk aktiv siden 15-årsalderen. Der var masser af politiske sager, hun igennem årene havde forsøgt at få til at flyve, uden at »befrierne var der til at få dem hjem«. Med »Venligboerne Sundhedspersonale« lykkedes det.
»Det føltes som et home run. Vi lykkedes med at gøre en forskel for mange mennesker på meget kort tid«, fortæller hun.
Da flygtningestrømmen lagde sig igen, vendte Maja Højgaard tilbage til livet som kirurg. Hun fik en introstilling i karkirurgi, men vendte bagefter tilbage til mave-tarm-kirurgien. Igen blev Maja Højgaard »forstyrret« i sit lægeliv. For den første Me Too-bølge ramte, og i den forbindelse kom der fokus på sexisme blandt læger i Sverige. Maja Højgaard gik ind i arbejdet med at indsamle underskrifter og historier i Danmark. På 14 dage kom der over 60 historier ind fra kvindelige læger, der havde oplevet alt fra sexisme til overgreb.
»Så det var ikke fordi, det var svært. Og det var kun toppen af isbjerget«, siger Maja Højgaard, der var med til at lancere hashtagget »UdenTavshedspligt«.
Tiden var dog ikke moden til, at kampagnen for alvor slog igennem. I mellemtiden fik hun selv to børn og fortsatte i mave-tarm-kirurgien. Men så kom anden bølge af Me Too, som tv-værten Sofie Linde startede i 2020. Maja Højgaard øjnede, at vinden nu var med projektet om sexisme blandt læger, så der blev sat gang i indhentning af underskrifter og beretninger igen. Over 1.000 læger og medicinstuderende fik de fat i. Det gav pote. De fik samtlige regionsformænd i tale, og regionernes politik for, hvordan man håndterer sexisme i sundhedsvæsenet, blev revideret. Oplevelsen gav dog også anledning til karrieremæssig selvransagelse hos hende selv.
»Jeg kunne jo godt se, at jeg blev ved med at lave politiske projekter. Det føles som en drift. Det er svært for mig at se et problem og ikke forsøge at gøre noget ved det. Gøre den forskel«, siger hun, mens vi sidder på det borgmesterkontor, som det hele er ledt hen til.
Selvom Socialdemokratiet har absolut flertal i kommunalbestyrelsen i Brøndby, udgjorde de kvindelige lokalpolitikere i hendes eget parti kun 10%. Da det gik op for Maja Højgaard, kunne hun ikke sidde stille. Hun havde som regionsrådspolitiker set, hvor stor indflydelse man havde i lokalpolitik, så hun ringede borgmesteren op og sagde, at hun godt kunne tænke sig at stille op til kommunalbestyrelsen. Det var den daværende borgmester Kent Magelund glad for, så hun fik med det samme hans fulde opbakning.
Imens tog hun sin hoveduddannelse i kirurgi og aftalte med hospitalet, at hun gik 20% ned i arbejdstid, så hun havde plads til byrådstjansen også. Men der gik ikke længe, inden kirurgen blev viceborgmester og formand for blandt andet Sundhedsudvalget. Så de 20% strakte ikke langt nok. Hun sagde sin hoveduddannelsesstilling op i Slagelse, men da man ikke kan leve af lokalpolitik, fortsatte hun med vagter på Kirurgisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital, Nykøbing Falster. Planen var at finde deltidsstilling som kirurg, men:
»Den slags findes nærmest ikke«, konstaterer hun.
Det løste dog sig selv. For den siddende borgmester gik på pension, og Maja Højgaard overtog posten 1. juni i år og blev første dronning i en kongerække.
På hendes skrivebord i borgmesterkontoret står en hoppesmiley i gult metal med fjeder under. Der står også en buket med Lego-blomster. Eftersom hun kun har beboet kontoret i tre uger, er det ikke effekter, der bare har sneget sig ind. De må være valgt eller foræret af en grund. Og på en eller anden måde samler de personen godt: humøret, energien, trangen til at bygge op og fikse.
Lige nu i kommunen. Men det kan sagtens sidestilles med lægefaget.
»Lokalpolitik minder meget om skadestuearbejde. Hvis man ser et problem, så kan man rent faktisk fikse det. Men med hver løsning er der også bivirkninger. Det er fuldstændig ligesom medicin«, siger borgmesteren, der præcis som i lægefaget oplever, at hun gør en forskel.
»Lokalpolitik minder meget om skadestuearbejde. Hvis man ser et problem, så kan man rent faktisk fikse det. Men med hver løsning er der også bivirkninger. Det er fuldstændig ligesom medicin«Maja Højgaard
»Min opfattelse er, at jeg stadig redder liv. Det er bare også på et samfundsniveau nu. Jeg kan enormt godt lide at løse problemer på samfundsniveau«, fortæller hun.
Men hun er også stadig i kontakt med borgerne, ligesom med patienterne. For der er borgere, der skriver mails direkte til borgmesterens indbakke og forventer, at hun løser et problem i deres kolonihaveforening eller noget andet i den stil.
»Så jeg løser også konkrete problemer for den enkelte borger. Det er helt klart noget, jeg har taget med mig fra lægefaget. Min uddannelse i at tale i øjenhøjde med folk i krise. Det er afgørende, at man også kan det som politiker«, siger hun.
Spørger man hende, om hun nogensinde skal være læge igen, så svarer hun sådan her:
»Politik er altid til låns. Men min egen tanke er at blive ved så længe, jeg får æren«, siger hun.
»Medicin er en god uddannelse at falde tilbage på. Og skulle det ske, at jeg ikke får æren længere, så er der altid brug for en med en grundig uddannelse i samfund og ledelse. At være borgmester er en ledelseserfaring på den helt store skala«, siger Maja Højgaard.
Fakta
