Content area

|

Når coronaen slår ned: »Det bliver lige en grad koldere at være kollega«

Pytknappen kan være svær at finde, når en afdeling pludselig bliver hårdt ramt af coronafravær i personalegruppen. Det har de prøvet på akutafdelingen i Horsens, hvor de kæmper for at bevare den gode tone og det fine kollegaskab.
Ulf Hørlyk er træt af at høre på, at hospitalerne godt kan følge med og ikke er under pres. For coronaepidemien trækker søm ud af de ansatte på landets akutafdelinger.Arkivfoto: Morten Pape
Forfatter(e)
Bodil Jessen boj@dadl.dk

Det er lidt over tre uger siden, den første blev syg. Så kom den næste og den næste igen.

I de seneste uger har akutafdelingen på Regionshospitalet i Horsens måttet undvære knap ti procent af medarbejderne på grund af COVID-19 – enten fordi de selv har været smittede og syge, eller fordi de er nære kontakter til smittede og må vente hjemme på testsvar.

Det sætter sit præg på dagligdagen, når corona slår ned på en travl afdeling. På måden man er kollega på og på overskuddet til at klare hverdagens små trakasserier og en øv-vagt, der kører lidt skævt.

»Pytknappen er lidt længere væk. Og den kan til tider være meget svær at finde. Vi kæmper for at finde en fælles god tone og en omgangsform, hvor vi er gode og rare ved hinanden hele tiden. Jeg synes faktisk, at det lykkes os, men vi skal da kæmpe med det«, siger Ulf Hørlyk, der har været ledende overlæge på akutafdelingen i fire år.

Han siger, at han aldrig i sine samlet ti år på akutafdelinger har oplevet en belastning, der kan måle sig med det, de står midt i nu. Det er især gruppen af sygeplejersker, der er blevet hårdt ramt af selve sygdommen, men det sender ringe ud i vandet i hele afdelingen.

»Vi trækker store veksler på alle lige nu. Vi har brugt og genbrugt rigtig mange ansatte, og det betyder, at de nu er ved at være godt udmattede. Vi er ramt på mange niveauer, både på psyken og mandskabsmæssigt. Lægegruppen er også hårdt ramt«.

Hvordan er lægegruppen ramt?

”Først og fremmest på vores opgaver. Det tager simpelthen så lang tid at undersøge og vurdere patienterne, fordi flere og flere patienter er isolerede. Men lægerne mærker også, at vi mangler sygeplejersker. Vi har for eksempel været nødt til at trække sygeplejerskerne fra lægevagten, og det får som konsekvens, at nogle af vores læger skal aflaste lægevagten ved at tage deres patienter med småskader. Sådan hænger det hele jo sammen«, forklarer Ulf Hørlyk.

Alle i personalegruppen må desuden bruge tid på at lade sig teste. Samtlige 150 ansatte er blevet testet tre gange i løbet af de seneste par uger. Det foregår ofte i fritiden.

De små lyspunkter

I Horsens er både akutafdelingen og den medicinske afdeling blevet ramt af smitte blandt personalet. På medicinsk sengeafsnit må de i øjeblikket undvære cirka 35 medarbejdere.

»I foråret var vi ikke ramt i Horsens. Der var hverken smitte blandt personalet eller ude i lokalsamfundet som sådan. Men nu er det kommet, og der er opstået en meget klar erkendelse af, at den her sygdom ikke er for sjov. En af vores medarbejdere har været indlagt, og selv om de øvrige har klaret den derhjemme, er størstedelen blevet rigtig syge. De er mærkede, når de vender tilbage. En havde tabt fem kilo«, fortæller Ulf Hørlyk.

Når en afdeling bliver ramt og belastet, som de har oplevet det i Horsens, gælder det om at holde fast i de gode omgangsformer. De små ting, der gør, at man får kræfter til en ekstra tørn – en opmuntring, et smil, en påskønnelse fra kollegerne. Men også det er blevet vanskeligere.

Man smiler gennem mundbind, og det er sværere at finde de små lyspunkter.

»Jeg har samtaler med mange af medarbejderne om, hvordan vi kan blive ved med at være glade for hinanden midt i alt det her. Hvordan holder vi fast i den gode kommunikation og gør det godt at være på arbejde? Det kan være svært, når man ikke lige kan spise morgenbrød sammen, når man ikke lige kan have en kage med for at vise sin påskønnelse af kollegerne, når man ikke lige kan stille en fyldt slikskål for at sige ,god vagt’, når man ikke lige kan …
Det er alle de små ting. Men det gør, at det bliver lige en grad koldere at være kollega«, siger Ulf Hørlyk.

Tyndslidt

Coronaepidemien er som en irriterende sten i skoen, der ligger og gnaver og gør huden mere og mere skrøbelig og irriteret. Nogle gange går der hul.

Og lige nu er der gået hul i Horsens.

»Det har stået på i ni måneder nu med en lille pause i sommermånederne. Det er lang tid med pres på uden mulighed for at sænke skuldrene. Jeg kan godt mærke på mig selv, at jeg er ved at være træt. Vi har brugt fire år på at etablere en god åben dialog med højt til loftet, og nu handler alt om at klare coronapresset. Der er en anden stemning nu. Der skal graves dybere«, siger Ulf Hørlyk.

  • Vi kæmper for at finde en fælles god tone og en omgangsform, hvor vi er gode og rare ved hinanden hele tiden.

Ulf Hørlyk, ledende overlæge

Men han tilføjer også:

»Vi står pissegodt, og jeg er fuld af fortrøstning. Men der bliver godt nok givet nogle ofre«.

Småbims

I foråret var det den vestlige del af Region Midtjylland, der var ramt og havde mange COVID-19-patienter. Dengang aflastede hospitaler som Regionshospitalet i Horsens deres kolleger i vest og overtog nogle af deres patienter. Nu sendes patienterne den anden vej.

»Aftrækket ind i huset her fungerer ikke som normalt, fordi medicinsk afdeling også er ramt og har været nødt til at reducere sengekapaciteten til cirka det halve. Men så trækker vi lidt på ,karmakontoen’ og sender patienterne til hospitalerne i vest. De hjælper os nu, som vi hjalp dem i foråret«.

I Horsens er der nu ved at være styr på smitten blandt de ansatte i akutafdelingen. Antallet af syge ebber ud, og det ser ud til, at der er tjek på det, og at der ikke umiddelbart dukker flere nye smittede op i personalegruppen. De seneste ugers intense testaktivitet har båret frugt. Men der er stadig nogle, der må være hjemme, fordi de er nære kontakter til smittede. Alle kan blive smittede. Den erkendelse har nu bredt sig på afdelingen – selv hos chefen.

»Jeg har tidligere følt en – måske lidt dum – stolthed over, at ingen på afdelingen var smittede. Jeg tænkte, at det måtte være, fordi jeg var en fantastisk leder…«, siger Ulf Hørlyk.

»Heldigvis oplever jeg ikke, at folk skammer sig over at blive smittede. Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå smitte både privat og på arbejde, men den her sygdom vil bare ikke, som vi vil«.

Og patienterne bliver ved med at vælte ind.

»Vi forventer, at tidevandet stiger de næste uger, og at vi så kommer til at ligge på et konstant højt niveau resten af vinteren. Heldigvis er vi blevet rigtig gode til at passe på hinanden, selv om det er svært. Vi skal nok klare det«, siger Ulf Hørlyk fortrøstningsfuldt.

Men trætte, det er de. Også af konstant at være pakket ind i mundbind.

»Man bliver småbims af det. Det er hygiejne på speed«, griner Ulf Hørlyk.

LÆS MERE

Drilske indlæggelseskurver

Akutmodtagelserne har været konstant belastede siden marts – nu bliver det værre

På OUH er de indlagte coronapatienter ældre og multisyge

Lægehus i knæ af corona: »Vi er bange for at miste nogle patienter«

Blad nummer: 

Right side

af Susanne L. M. Bülow | 03/12
1 Kommentar
af Andreas Gothardt Lundh | 02/12
1 Kommentar
af Michael Uldall Steinfath | 01/12
1 Kommentar
af Pedram Kazemi-Esfarjani | 01/12
1 Kommentar
af Bjarne Stigsby | 30/11
2 kommentarer
af Camilla Bang | 29/11
2 kommentarer
af Stine Madsen-Østerbye | 29/11
1 Kommentar
af Kaj Seidelin | 29/11
6 kommentarer
af Pedram Kazemi-Esfarjani | 28/11
2 kommentarer
af Ulf Bern Jensen | 24/11
2 kommentarer