Nye anbefalinger skal bedre behandlingen af multisyge

Hvordan forebygger man uhensigtsmæssig brug af for mange lægemidler? Hvilke patienter er i risikogruppen, og hvordan finder man dem? Og hvordan sikrer man det bedst mulige samarbejde om på tværs om håndteringen af den meget sammensatte patientgruppe?

Spørgsmålene er langtfra nye, men i vid udstrækning ubesvaret, og det er baggrunden for 13 nye anbefalinger fra Indsatser for Rationel Farmakoterapi (IRF) under Sundhedsstyrelsen (SST). Anbefalingerne blev torsdag præsenteret og diskuteret på IRF’s stormøde i København, hvor enhedschef fra SST Britta Tendal Jeppesen i sin velkomst slog fast, at mens vi nu er gode til at behandle de enkelte sygdomme, er det nødvendigt at fokusere mere på den samlede behandling af den enkelte multisyge patient.

Netop en samlet indsats er da også det, anbefalingerne sigter mod, og det kræver en bred indsats, der skal tage afsæt i, at det er den praktiserende læge, der er den multisyge patients tovholder. Anbefalingerne »løser ikke alle problemer med polyfarmaci ved multisygdom, og der er ikke nogen nemme løsninger«, og »anbefalingerne kræver handling fra mange kanter på tværs af sektorer fra både central- og regionsadministrationer, fra den enkelte læger og andre sundhedsprofessionelle«, konstateres det i introduktionen.

De første seks anbefalinger har fokus på forebyggelse, og her lyder det blandt andet, at behandlingens varighed, seponering og prioritering af medicin bør være en del af lægemiddelanbefalingerne, at ordinationen af et lægemiddel altid skal indeholde en revurderings- eller slutdato for behandlingen, og at den aktuelle medicinering af multisyge jævnligt skal opdateres i FMK af både praktiserende læger og hospitalslæger. Desuden skal der fokus på uddannelse i polyfarmaci af alle relevante faggrupper og på patientinformation og fælles beslutningstagen, ligesom de eksisterende digitale systemer skal geares til at kunne understøtte beslutninger om den mest hensigtsmæssige medicinering.

De næste tre anbefalinger handler om afgrænsning og opsporing af risikogruppen. Her peges der på behovet for en individuel vurdering af den multisyges medicinering, der tager hensyn til både det samlede sygdomsbillede, medicinlisten, og patientens funktionsniveau og præferencer. Der er også brug for at udvikle værktøjer, der kan vise, hvilke patienter der kan have gavn af en medicingennemgang, og så bør skrøbelighed være et kriterie, når man udvælger de multisyge, der skal tilbydes en ekstra gennemgang i forhold til den deres medicinske behandling.

Husk de yngre multisyge

De sidste fire anbefalinger adresserer et emne, der også var centralt på stormødet, nemlig samarbejdet på tværs af både fagligheder og sektorer. Her lyder anbefalingerne, at det er den praktiserende læge, der som udgangspunkt er den, der løbende vurderer den multisyges samlede medicinske behandling, og det er også i almen praksis – eller i det mindste i tæt samarbejde med den praktiserende læge – at den multisyge patient skal tilbydes en medicingennemgang. Sker den på hospitalet, skal der være en grundig overlevering til patientens praktiserende læge, og denne skal også kunne trække på andre fagligheder både i forberedelsen og opfølgningen på medicingennemgangen. Sidst, men ikke mindst lyder anbefalingen, at det tværsektorielle samarbejde skal styrkes med afsæt i behovet i almen praksis, sådan så den praktiserende læge altid vil kunne få sparring fra hospitaler og kommune i forhold til lægemiddelbehandlingen af de multisyge patienter.

En af oplægsholderne på IRF-stormødet var Anne Jung. Hun er geriater og overlæge på Holbæk Sygehus, og så er hun formand for det nystiftede Dansk Selskab for Multisygdom og Polyfarmaci (DSMP). Hun har, udpeget af Danske Regioner, siddet i den arbejdsgruppe, der har udarbejdet anbefalingerne. Desuden har selskabet været høringspart, og på den baggrund vil hun ikke fremhæve den ene eller anden anbefaling, men Anne Jung peger på en pointe, der blev fremhævet af flere på IRF-mødet:

»Vi ved godt, at der bliver flere multisyge, fordi der bliver flere ældre og dermed flere patienter i polyfarmaci, og vi taler meget ud fra den tilgang, at de multisyge primært er ældre og skrøbelige medicinske patienter. Men vi skal være opmærksomme på, at der jo rent faktisk er dobbelt så mange multisyge under 65 år end over 65 år, og de yngre multisyge har nogle andre udfordringer, og det skal vi selvfølgelig tage højde for, når vi tilrettelægger indsatserne i regioner og kommuner«, siger Anne Jung.

I Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) ser man »mange gode takter« i de nye anbefalinger, fortæller Anne Møller, der er lægefaglig konsulent i selskabet, og som repræsenterede DSAM på stormødet.

»Vi skal acceptere polyfarmaci ved multisygdom, men hele tiden være opmærksomme på uhensigtsmæssig polyfarmaci. Det vigtigste er faktisk at tage udgangspunkt i patienternes præferencer og ønsker omkring deres medicin. Og så er håndteringen af uhensigtsmæssig polyfarmaci en fælles opgave i sundhedsvæsenet – det vil sige, at det er en opgave i alle sektorer – hele tiden at tænke indikation for behandlingen, varighed af behandlingen og en plan for seponering af behandlingen«, siger Anne Møller.

Men hun og DSAM peger også på, at der er nogle huller i anbefalingerne:

»Der mangler fokus på, hvor stor en opgave det faktisk er – det er krævende fagligt og tidsmæssigt. Der mangler også større fokus på vigtigheden af den fælles beslutningstagen, der finder sted i konsultationen i almen praksis. Der er stort behov for respekt fra andre sektorer og andre specialister i forhold til de valg, der tages i almen praksis omkring medicin, seponering og undladelse af behandling«, siger Anne Møller.

Det er afgørende, at almen praksis er det sted, hvor overblikket kan findes og fås – og at det sker i samarbejde med patienten, siger hun – men det er kompleks opgave, der kræver tid og ressourcer.

»Vi er bekymrede for trivslen i almen praksis i forvejen, og vi ved, at risikoen for udbrændthed stiger med antallet af multisyge patienter. Så vi skal have fundet ud af at mindske uhensigtsmæssig polyfarmaci på tværs af sektorer og at bruge de rigtige dataløsninger. Guidelines er i sig selv ikke løsningen, for de kan umuligt rumme både multisygdom og polyfarmaci«, siger Anne Møller.

Læs mere om IRF-stormødet i det kommende nummer af Ugeskrift for Læger.

Se de samlede anbefalinger her

Til grund af arbejdet med anbefalingerne ligger også en evidensgennemgang foretaget af SST – den kan ses her

Læs også:

Polyfarmaci og almen praksis

Patienterne er der, de bliver bare ikke henvist

Polyfarmaci og statinbehandling af ældre

Jo, lægemidler har også et socialt liv