Flere og flere overlæger må nøjes med 1-2 dages efteruddannelse om året, selv om de ifølge overenskomsten har ret til mindst ti arbejdsdage til det formål. Problemet risikerer at forværres, når industrifinansieringen falder bort i flere regioner.
I 2008 kunne en tredjedel af overlægerne frigøre sig fra de daglige gøremål i over ti dage om året og hellige sig at blive fagligt klogere på kurser, konferencer, kongresser m.m. I dag er det under hver femte overlæge, der har den mulighed. Det viser tal fra Overlægeforeningens nylige undersøgelse af medlemmernes arbejdsvilkår.
Omvendt spises lidt flere end hver tiende overlæge af med 1-2 årlige efteruddannelsesdage, selv om overenskomsten siger ”mindst ti dage”. I 2008 var det kun 5 pct., der måtte nøjes med så lidt.
Efteruddannelse kan p.t. finansieres både af de respektive afdelinger og af eksterne partnere, typisk lægemiddel- og medikoindustrien. Deres bidrag må nødvendigvis falde væk, efterhånden som flere regioner har besluttet helt at droppe industrifinansieret efteruddannelse. Region Syddanmark og Region Midtjylland har allerede taget den beslutning med virkning fra næste år, mens Region Nordjylland overvejer det samme.
Det rejser spørgsmålet, om de pågældende regioner har midler nok til at fylde finansieringshullet efter industrien.
”Det, vi hører fra Syd og Midt er to forskellige ting. Fra Syd hører vi, at ,vi ved godt, at dette her koster nogle penge, og vi mener, at vi er i stand til at finde dem, så vi kan beholde samme niveau af efteruddannelse'. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi mener, det samme niveau ikke er godt nok, men det er dog et klart signal om, at man ønsker at finde penge til i første omgang det, der hidtil er blevet finansieret af industrien”, siger formand for Overlægeforeningen, Lisbeth Lintz.
Og Region Midtjylland?
”Det er et andet signal, hvor vi hører, at ,det kommer til at koste noget mere, og de penge har vi ikke'. Så må der komme mindre efteruddannelse, og det er totalt uacceptabelt. Dels i forhold til at tænke længere end næsetippen og ikke investere i god kvalitet. Men det er heller ikke i orden, at man på den måde ytrer, at man ikke ønsker at overholde overenskomsten”.
Vores budget dækker slet ikke det behov for efteruddannelse, som lægerne har. Tilbage er der så sponsorering fra de firmaer, som enten sælger lægemidler eller kirurgisk udstyr, og det er også udfordret på nuværende tidspunkt. Ledende overlæge Mark Ainsworth, Gastroenheden på Herlev Hospital
Grundlæggende er Overlægeforeningen tilhænger af, at efteruddannelsen afkobles fra industrien og overgår til regional finansiering. Men selv om der kan findes tilstrækkelig finansiering, er det ikke nok. Der skal også findes tid.
Hensynet til driften er ligeledes en årsag til, at mange overlæger ikke kommer på efteruddannelse. Det gælder også, selv om der måtte være finansiering tilgængelig fra industrien, mener Lisbeth Lintz.
”Selv om afdelingen ikke har udgifter til kurser, rejser osv., så bliver der sagt nej, fordi man har brug for, at overlægerne er der til at varetage driften. Det er rigtig alarmerende. For det betyder jo, at man tager kortsigtede hensyn til produktionen lige nu og her i stedet for at sikre, at kvaliteten i driften også på længere sigt bliver ved med at være høj”, siger hun.
Men der findes alternativer til industrifinansiering. F.eks. en uddannelsesfond med bidrag fra både industrien og andre partnere såsom de store fonde på sundhedsområdet, så de direkte bånd mellem firma og læge bliver brudt.
”Det har været femme, og vi har stillet det spørgsmål før. Men det er ikke endnu lykkedes at finde en løsning, der både var tilfredsstillende for sygehusejere, myndigheder, industri og overlæger”, siger Lisbeth Lintz.
Men død er idéen ikke.
”Jeg har en forventning om, at vi får en dialog om det. Det er noget, vi kommer til at snakke om”, siger hun.
Fra lægemiddelindustriens side er det dog ikke en model, der ligger lige til højrebenet.
”Det har vi ingen muligheder for. Det er forskelligt, om firmaer finansierer kongresrejser. Om en virksomhed på forskellig vis ønsker at samarbejde med nogle læger enten som speakere, deltagere i advisory boards, deltagere i faglige kongresser, netværk osv., er op til den enkelte virksomhed at vurdere”, siger Ida Sofie Jensen, koncernchef for Lif.
Hun frygter, at de enkelte virksomheder ganske enkelt finder nogle andre læger end de danske at samarbejde med, når de ikke længere kan have det tætte forhold, de er vant til. Sker det, er risikoen i hendes optik, at det i sidste ende vil gå ud over den position inden for klinisk forskning, som Danmark har.
”De danske virksomheder har mindre end 1 pct. af deres omsætning her i landet. Når virksomhederne er dygtige til at tiltrække investeringer i lægers efteruddannelse, så er det en del af det økosystem, hvor virksomhederne indgår i tæt samarbejde med de dygtigste læger. Og industrien skal nok finde de dygtige læger”, som hun siger.
Heller ikke Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden, som er de største fonde på sundhedsområdet, har p.t. planer om en sådan efteruddannelsesfond.
Region Nordjylland fører an
Arbejdsvilkårsundersøgelsen afslører også voldsomme regionale forskelle i efteruddannelsen. Region Nordjylland er topscorer og Region Hovedstaden bundskraber. I det nordjyske kommer 68 pct. af overlægerne på efteruddannelse i mindst seks dage om året, mens det kun gælder for lige over halvdelen af deres kolleger i Region Hovedstaden.
Det kan hænge sammen med, at overlæger ansat i Region Nordjylland hvert år får allokeret 22.000 kr. til efteruddannelsesformål af regionen. Derudover har også de nordjyske overlæger adgang til industrifinansieret efteruddannelse.
Men selv med de vilkår er det altså ikke samtlige overlæger, der har mulighed for efteruddannelse. Kun hver femte når overenskomstens mål om mindst ti dage om året.
Endnu værre ser det ud i Region Hovedstaden, som for øvrigt har den største andel af industrifinansiering. Her angiver kun 42 pct. af overlægerne, at deres kurser m.m. bliver finansieret fuldt ud af afdelingerne.
Det kan ledende overlæge Mark Ainsworth, Gastroenheden på Herlev Hospital, tale med om.
”Vi har aftaler om, hvordan vi fordeler kongres- og kursusdeltagelse, så det er sådan set ikke tiden, det kniber med. For os er det finansieringen”, siger han.
”Der er en række muligheder for at søge om økonomisk støtte og betaling af administrative kurser, men de faglige kurser og kongresser er der et meget lille budget til”.
Administrative kurser?
”Det er sådan noget som ledelseskurser lige fra ledelse af et patientforløb til ledelse af medarbejdere til ledelse af ledere, ligsom der er forskellige masteruddannelser”.
Disse penge ligger i puljer uden for selv afdelingens budget, mens de fagligt relaterede tiltag skal finansieres via afdelingens eget budget.
Mark Ainsworth er på samme linje som Overlægeforeningen i, at det principielt er bedst, at læger ikke er afhængige af, at industrien vil sponsorere deres efteruddannelse. Forudsat, at der findes alternativer. For problemet med den manglende efteruddannelse bliver ikke mindre. Faktisk er det lige blevet værre.
”Vores budget dækker slet ikke det behov for efteruddannelse, som lægerne har. Tilbage er der så sponsorering fra de firmaer, som enten sælger lægemidler eller kirurgisk udstyr, og det er også udfordret på nuværende tidspunkt. Vi har nogle læger, som deltager i Medicinrådets fagudvalg, og de er jo så blokeret”, siger Mark Ainsworth.
Det skyldes den måde, Medicinrådet har formuleret sine habilitetsregler på, som bl.a. siger, at læger ikke må deltage i industrifinansierede kongresrejser, mens de sidder i disse fagudvalg.
Så udfordringerne for overlægernes efteruddannelse står i kø. Skal niveauet opretholdes for slet ikke at tale om opgraderes, er det ikke småpenge, det drejer sig om.
Hvad koster kongresdeltagelse egentlig?
”Det kommer an på, hvor i verden man skal hen, men for de populære, typisk amerikanske, kongresser med høj faglig kvalitet når man snildt op på 20.000 kr. for rejse, kongresgebyr og hotel. På visse områder er de kongresser førende, og på andre områder er man lige så godt tjent med de europæiske, men at rejse – det kommer man til”, siger Mark Ainsworth.
Læs også: Overlæge: »Man bliver ikke klogere af at få tilbudt mindre viden«
Læs også: Regioner sjofler speciallægers efteruddannelse
Læs også: Et klassisk catch-22 har ramt regionernes prioriteringsråd for medicin
