På Slagelse Sygehus skal forskningen tage udgangspunkt i dagligdagen

De kalder det hvalen.

Altså, rigtig mange patienter på én gang.

Men ikke sjældent sker det, at triage-systemet, der kategoriserer og prioriterer de indkomne patienter, avler resultater, hvor patienter vurderet som de mest hastende, slet ikke er så syge endda – og vice versa.

»Der er ikke rigtig evidens for det triage-system, vi bruger i dag. Det er et simpelt system, men også et system ud fra one-size-fits-all, hvor der ikke tages højde for en lang række parametre«, siger Michael Dan Arvig, der er forskningsansvarlig overlæge på Akutafdelingen på Slagelse Sygehus.

»Så vi tænkte: Vi har så meget data. Patienterne bliver målt for alt muligt i ambulancen. Vi har patienternes medicinliste, som fortæller noget om, hvad de fejler. Vi har alder, køn og så videre. Måske kunne vi bruge al den data til at få en bedre prioritering og sortering af patienterne. Og det skal vi have AI til at hjælpe os med. Så lige nu har vi en ph.d.-studerende læge, som arbejder på at udvikle en AI-baseret model«.

Og nok så væsentligt. En sygeplejerske, der sideløbende arbejder på sin ph.d., der undersøger barriererne – de tekniske såvel som de menneskelige – for at implementere nye systemer i afdelingen. Og netop det er sigende for den tilgang, der er til forskning på Akutafdelingen. Og på Slagelse Sygehus i det hele taget.

»Traditionelt, så laver forskere et stort projekt, og så er det først bagefter, at man skal begynde at preppe forskellige faglige selskaber om, at nu skal det faktisk implementeres. Jeg har set utallige eksempler på, at man kører nogle uger med noget nyt og smart, og så stille og roligt siver det ud igen, og så gør man det, man altid har gjort. Derfor er implementeringsdelen så vigtig, så der er nogle, der driver det – og den del lægger man stor vægt på i Slagelse«, siger Michael Dan Arvig.

Forskning skal være det tredje ben

Da Michael Dan Arvig lukkede forskeren i sin mave ud og påbegyndte sin ph.d. i 2019, var det lidt uvant. Han var allerede overlæge. Men der skulle ske noget, og fra det øjeblik lå det også allerede i kortene, at han skulle være forskningsansvarlig på Akutafdelingen i Slagelse og stå i spidsen for den første forskningsenhed i akutmedicin i Region Sjælland.

»Der var dengang ikke særlig meget forskning. Der var noget spredt på de enkelte afdelinger, og der var også en smule her i afdelingen. Men det var slet ikke sat i system og så stort, som det er nu«, fortæller Michael Dan Arvig.

For siden er der med en målrettet forskningsstrategi på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse (NSR) skruet op for ambitionerne – bl.a. med forskningssansvarlige på alle sygehusets afdelinger, som mødes og koordinerer og inspirerer i månedlige netværksmøder.

»Forskning har lidt en tendens til at blive underprioriteret, fordi der skal ses nogle patienter og uddannes nogle yngre læger. Og det er selvfølgelig også vigtigt. Men det er også vigtigt, hvis vi kan lave noget forskning, der kan implementeres og have en væsentlig effekt. Derfor bør forskning være det tredje ben, og jeg synes, at man i højere og højere grad anerkender, at forskning er vigtigt for netop det, vi går og laver. Der budgetteres med forskning, og sygehusledelsen prioriterer det ret hårdt«, siger Michael Dan Arvig.

»De enkelte forskningsmiljøer på afdelingerne er selvsagt ikke så store som på Rigshospitalet, og det har tidligere været en begrænsning, at man var meget alene med sin forskning. Men her bringer man dem sammen i f.eks. et fælles forskningshus for at give synergi, tværfaglig forskning og mange flere samarbejdsmuligheder«

Forskning skal tage udgangspunkt i dagligdagen

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt for Slagelse Sygehus at være et forskningssygehus? Henrik Stig Jørgensen, vicedirektør for Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse (NSR), peger indledningsvist på to hovedårsager, da vi midt under et fire timer langt ledelsesmøde møder ham i kantinen:

Det styrker den faglige identitet. Særligt for læger, men i stigende grad også for andre faggrupper. Og det er nødvendigt for at blive fagligt klogere på netop den patientgruppe, som frekventerer Slagelse Sygehus.

»Alt forskning er jo lavet på nogle patienter, som kommer et sted fra. Og rigtig mange af de patienter, vi har i Vestsjælland, er jo folk, der er multisyge, skrøbelige og sårbare – og som måske ikke går så meget til lægen, går sent til lægen og måske ikke følger de behandlingsplaner, vi lægger. Det kan godt være, at de fejler de samme sygdomme som andre, men de bliver meget mere syge af det. Derfor har vi behov for at lave vores egen forskning ud fra de patienter, vi har på vores sygehus«, siger Henrik Stig Jørgensen.

Netop dét ligger i lige linje til missionen i NSR’s forskningsstrategi for 2024-2027. Hvor det hedder, at der skal være »et bredt samarbejde om at udføre klinisk relevant forskning af høj international standard«, at forskningen skal være en integreret del af klinikken, hvor dagligdagens praksis og ønsket om udvikling af ny viden udfordres gensidigt«.

»Vores forskningsidéer og studiespørgsmål skal vi finde ud fra de problemstillinger, vi står med i det daglige. Så det er vigtigt, at man tænker klinikken først. Og én ting er at få lavet et forskningsstudie og samle data ind, noget andet er at få det implementeret og anvendt resultaterne. Det er lige så svært. Derfor er det vigtigt, at man tænker implementering ind samtidig, fordi ellers kan vi ikke være sikre på, at ressourcerne kommer til gavn«.

Strategi med meget konkrete mål

Det er ikke nyt, at der er en forskningsstrategi på Slagelse Sygehus. Det har der været siden 2016. Men den nyeste af sin slags, som dækker årene 2024-2027, er blevet en hel del mere målrettet. Med 13 meget konkrete målsætninger for, hvad man gerne vil opnå.

Lad os tage nogle eksempler: 220 personer skal være involveret i forskning. Lige nu er man oppe på 158 personer. Der skal være ansat ti professorer (p.t. fire), 50 seniorforskere (p.t. 41) og 50 ph.d.-studerende (p.t. 38). Forskere fra NSR skal samlet set bidrage til mindst 300 internationale peer-reviewed publikationer i 2027 – i 2024 var det tal 202, en markant stigning fra 54 artikler i 2018. Mindst 20% af de yngre forskere skal fortsætte deres forskningskarriere på NSR efter afslutningen af deres ph.d.-forløb. Og så skal mindst 50% af forskningen være finansieret af eksterne midler.

»Det er først og fremmest vigtigt, at vi får et volumen. En ting er at sætte mål for, hvor mange artikler, der udkommer i videnskabelige tidsskrifter. Det kan vi rimelig nemt tælle. Men vi har også ville have nogle mål for, hvordan forskningen bliver bredt ud og forankret på alle afdelinger. Når vi siger, at vi gerne vil have ti professorer, 50 seniorforskere og 50 ph.d.-studerende, så er det et svært mål at opnå. Men det er noget, som giver genklang derude, og første skridt til at få produceret, er etablering af forskningsmiljøer og markere os, for dermed at kunne tiltrække kvalificeret personale. Det er jo ikke alle, der ønsker at forske – og det behøver de heller ikke – men det at have nogle faglige fyrtårne og rollemodeller, det ser vi som en grundsten til at tiltrække flere dygtige folk«, siger Henrik Stig Jørgensen.

Så fyrtårnene og forskningen skal promoveres. Og bliver det efter bedste evne. Ligesom mulighederne for forskning bliver koblet på stillingsopslagene – og er efter vicedirektørens bedste overbevisning en medvirkende årsag til, at flere søger mod Slagelse Sygehus, end det var tilfældet for år tilbage.

»Måske ikke fordi, at de ser Slagelse Sygehus som deres endelige arbejdssted. Men fordi de kan se det som en trædesten til at komme videre – en god måde at få nogle midler og en position, som de måske ikke ville kunne få i København eller Odense. Her kan de få en platform og markere sig tydeligere, så det er det her med, at det kan være en hurtigere karrierevej via Slagelse Sygehus end at sidde på f.eks. Herlev-Gentofte Hospital og konkurrere med alt for mange dygtige folk«.

Akutafdelingens yndlingsværktøj

På Akutafdelingen er det som forskningsansvarlig overlæge bl.a. Michael Dan Arvigs rolle at være vejleder for projekter som f.eks. de to ph.d.-projekter, der indledte denne artikel. Det er at deltage i netværksmøder med de øvrige forskningsansvarlige – samt opdyrke og dyrke netværk regionalt og nationalt. Det er at spotte og inspirere nye forskningstalenter – bl.a. ved fra tid til anden under uddannelse af de yngre læger at hudflette, hvor lidt evidens, der er for de ting, vi på afdelingen går rundt og gør hver eneste dag. For på den måde at illustrere, hvor mange emner, der er at tage fat i. Ikke nødvendigvis som et omfattende ph.d.-projekt. Det kan også være et mindre kvalitetsudviklingsprojekt.

»Når vi har det her fokus, så betyder det også, at vi kan rekruttere yngre læger, der gerne vil forske, hertil, fordi mulighederne er anderledes og på nogle punkter bedre end på de store hospitaler i Region Hovedstaden eller Syddanmark. Der er rigtig god mulighed for at få finansieret forskning – også på idé- og opstartsniveau. Og der er langt bedre tid til vejledning af f.eks. ph.d.-projekter«.

Michael Dan Arvig driver også stadig sine egne projekter. Fordi det er vigtigt stadig at være en del af maskinrummet – men ligeså meget fordi, han også synes, at det er sjovt. En del af de projekter, de har lavet på Akutafdelingen, og som Michael Dan Arvig også selv har drevet, tager udgangspunkt i det, han kalder »akutmedicinerens yndlingsværktøj«: ultralydsskanneren. Projekter, der grundlæggende går ud på, at i stedet for at sende patienterne til røntgen, hvor billederne »ofte ikke bliver ret gode, og som vi heller ikke er særlig gode til at kigge på«, så får patienterne ultralydsskannet lungerne ved f.eks. vejrtrækningsbesvær på stuen, i samme øjeblik akutmedicineren står og snakker med dem. For på den måde meget hurtigere at kunne få en afklaring og få be- eller afkræftet mistanker.

»Resultaterne af de projekter prøver jeg på at få implementeret nu, fordi da vi lavede dem, tænkte vi ikke implementering sideløbende. Så nu prøver jeg at uddanne de yngre læger i at lave de her skanninger. Vi har lavet undersøgelser af patienter, som er meget tilfredse med, at de bliver undersøgt med det samme og ikke skal sendes over på en anden afdeling – og de yngre læger siger også, at det er tilfredsstillende for dem, at de selv er med til at stille diagnosen. Så de ultralydsprojekter er jeg meget glad for«.

Forskningshuset er et ikon

Lige nu er det aftalt med regionen, at NSR skal bruge 1,5% af sygehusbudgettet på forskning. Det gør de også. Fra 2026 bliver det tal hævet til 3% – og dertil kommer så en ambition om, at der skal hentes det samme beløb ind via eksterne midler.

»I forhold til sygehusets størrelse, synes vi, at vi har relativt mange penge. Ud over at afdelingerne bruger af deres egne budgetter, så har vi omkring 14 mio. kr., som man kan søge fra tre forskellige puljer, så vi tilgodeser de forskellige niveauer af forskere«, siger Henrik Stig Jørgensen og forklarer:

»En mindre pulje, som vi kalder forberedelsespuljen, hvor man kan søge om løn i tre måneder til f.eks. at forberede sin ph.d.-protokol; vores hovedpulje, hvor man kan søge til ph.d.-stipendium eller et andet forskningsprojekt. Og så en pulje til professorer og seniorforskere«.

»Det med at få eksterne midler, der er vi under niveau, og vi har svært ved at få det højere op. Så her skal vi gøre noget mere, hvis vi skal nå målet om, at vi skal hente lige så meget ind via fonde og bidragsydere, som vi bruger af driftsbudgettet«, siger Henrik Stig Jørgensen.

De rette forskningsmiljøer er en afgørende del af NSR’s strategi. Alle afdelinger har en forskningsansvarlig – som f.eks. Michael Dan Arvig i Akutafdelingen. Afdelinger, som har vidt forskellige traditioner for forskningsmiljøer, men som i et netværk mødes og udveksler idéer og inspirerer hinanden.

Som en art fysisk monument over de ambitioner står Forskningshuset, som blev etableret i 2023. Her sidder og mødes professorer, seniorforskere, yngre forskere på flyverpladser og kan få input og lade sig inspirere af andre forskere. Her sidder forskningsadministrationen, ligesom Region Sjællands Forebyggelsessekretariat og Regional Enhed for Grøn Omstilling for nylig er flyttet derover. For netop at skabe et miljø.

»Forskningshuset er et ikon og vores omdrejningspunkt for at vise, at vi på NSR vil noget med forskning. Det er en del af vores strategi og noget, vi har arbejdet på i nogle år, at vi skal have trivsel for vores forskere, et godt sammenhold og anerkendelse af hinanden. I starten var der meget tomt, så blev det halvfyldt, og nu er det fyldt helt op, så folk kan godt lide at være der«, siger Henrik Stig Jørgensen og forklarer, at man endnu leder efter eksterne midler til at opfylde anden etape af Forskningshuset med en mere omfattende designgennemførelse.

»Jeg har ikke altid tænkt, at jeg skulle forske. Det har faktisk udviklet sig, mens jeg har været her«

På Medicinsk Afdeling 2, der huser kardiologien, må vi vente et øjeblik på Anton Garner. På en af afdelingens stuer er han i færd med DC-konvertering. Måske, måske ikke, skal denne behandling i fremtiden indgå i et studie på afdelingen i kombination med 3D Echo. Det har i hvert fald været oppe at vende som en idé mellem den unge læge og hans vejleder. Meget mere kan og må han ikke sige om det.

Halvt dansk, halvt engelsk og medicinsk uddannet fra Milano i Italien, kom den 27-årige læge til Slagelse Sygehus for knap to et halvt år siden. Først i en KBU-stilling i kardiologien, siden en introstilling på Medicinsk Afdeling 1 (lunge- og marve-tarm-medicinsk), og netop nu er han tæt på at afslutte sin introstilling på Medicinsk Afdeling 2.

Han er en af de yngre læger på Slagelse Sygehus, som har fået øjnene op for forskningsmulighederne – og er blevet grebet af det. På sin allersidste dag som KBU-læge blev han spurgt, om han ville medvirke i forskning af en erfaren kollega. Det blev et ja.

»Jeg har ikke altid tænkt, at jeg skulle forske. Det har faktisk udviklet sig, mens jeg har været her på Slagelse Sygehus. Og så har jeg været så heldig at have haft et godt forhold til flere erfarne læger, som har fingrene nede i forskning. Vi har klikket sammen, og de har tænkt, at jeg ville være god til det. Så jeg har nok haft en lidt anderledes oplevelse end så mange andre. Det er i høj grad kommet til mig i stedet for, at jeg har været så proaktiv«, siger Anton Garner.

Sammen med klinisk lektor i kardiologi og uddannelsesansvarlig overlæge på Medicinsk Afdeling 2, Gitte Gleerup Fornitz, er han netop nu ved at finpudse og afsende en publikation om effekten af blodfortyndende medicin til patienter med lungeemboli. En publikation, de håber at få trykt i New England Journal of Medicine. Data ser meget spændende ud. Og så kan og må han heller ikke sige mere om det.

Og det stopper ikke her. For når Anton Garner afslutter sin introstilling i afdelingen, har de oprettet en uklassificeret stilling til ham, så han kan fortsætte sin forskning med forhåbentlig en ph.d.-stilling. Noget, han selv har bedt om, men også en stilling, de har kæmpet for at få oprettet, fordi de har haft et stort ønske om, at Anton Garner fortsætter med at forske i afdelingen.

»Forskningen udvikler sig meget i afdelingen. Jeg tror ikke, at det er så stort endnu, som man ønsker det, men det er ved at udvikle sig til at være en del af klinikken og den daglige læring. Vi har en anden ph.d.-studerende, og to KBU-læger, som vender tilbage i introstillinger, og hvor den ene skal være med i noget forskning, og den anden også har spurgt. Så interessen er der«, siger Anton Garner, der ikke er så meget i tvivl om, hvordan hans videre karriere skal udfolde sig.

»Jeg skal være kardiolog. Det er planen. Og der er en ph.d.-grad mere eller mindre et krav for at søge hoveduddannelsen. Jeg ved, at der er mange, som får en ph.d.-grad, kun fordi, at de vil være kardiolog, og så forsker de aldrig igen. Men jeg har helt klart lyst til at fortsætte med at forske efterfølgende«.

»Jeg har altid haft det sådan, at hvis jeg skulle lave forskning, så skulle det være noget, der var kliniknært«

For Rie Daugberg har det ikke været en nøje projekteret karrierevej, at hun skulle forske. Måske var det slet ikke noget for hende? For hun elsker også det kliniske arbejde. Men ikke mindst med engagerede og idérige speciallæger har det grebet hende. For det er »jo megasjovt at sidde og nørde ned i noget, blive klog på noget og lære det fra sig«.

Så da hun under sin introduktionsstilling på Børne- og Ungeafdelingen på Slagelse Sygehus blev spurgt, om hun ville være med til et retrospektivt studie omkring gastroenteritis blandt indlagte børn før, under og efter corona, så sprang hun til. Det blev forskningsdebuten.

I dag er hun i tæt samarbejde med forskningsaktive speciallæger fra både Region Sjælland og Region Hovedstaden i færd med sit ph.d.-projekt. Et projekt omhandlende behandling af børn indlagt med bronkiolitis. Dels et randomiseret studie, der involverer børneafdelinger i både Region Sjælland og Region Hovedstaden, hvor de deltagende børn får hhv. forstøvet saltvand, saltvand som næsedråber og ingen saltvand. Dels en undersøgelse af, hvordan man generelt behandler børn med bronkiolitis på Børne- og Ungeafdelingen på Slagelse Sygehus.

»I Danmark bruger vi forstøvet saltvand, men det gør man ikke internationalt. Derfor tænker vi, at det måske ikke har så stor effekt, som vi egentlig tror i Danmark. Ligesom vi tænker, at vi generelt overbehandler med både for mange prøver og behandlinger. Vi er ved at lave forbedringer, og der er ved at blive udarbejdet en national guideline til behandlingen, som skal være med til at underbygge, at vi ændrer praksis – og kan lave en sammenlignende opgørelse over, hvordan børnene klarer sig«, siger Rie Daugberg.

Og det er et forskningsprojekt af en art, som tiltaler Rie Daugberg.

»Jeg har altid haft det sådan, at hvis jeg skulle lave forskning, så skulle det være noget, der var kliniknært. Mit projekt er jo også i bund og grund meget basic: Virker det, eller virker det ikke? Men det er noget, som kan ændre klinikken og ændre hverdagen for mange mennesker. Og sådan er det med mange af de projekter, vi har på Børne- og Ungeafdelingen. De tager afsæt i et spørgsmål eller problem i klinikken, så bliver der lavet et forskningsprojekt, og så sker der noget. Det har stor betydning for mig«.

Hun oplever et sygehus, som rigtig gerne vil forskning. På hendes egen afdeling med meget forskningsaktive og initiativrige overlæger med et stort netværk i forskningsmiljøet. Og i forhold til hendes eget projekt stor positivitet og ikke mindst økonomisk støtte fra Næstved, Slagelse, Ringsted (NSR)’s forskningsfond. Det tror hun i sig selv kan være med til at rekruttere personale til sygehuset.

»Jeg tror ikke nødvendigvis, at folk søger til Slagelse Sygehus, kun fordi de vildt gerne vil forske, men det at have de her engagerede forbilleder og gøre det som en del af ens ry, at der er masser af muligheder for det, hvis du vil, tror jeg betyder en del«.

Et væsentligt aktiv for Rie Daugberg er Forskningshuset. Da hun startede sit ph.d.-projekt, sad hun med en forskerkollega på et kontor oven over Børne- og Ungeafdelingen. Alene. Men for et halvt års tid siden blev kontorsammensætningen i Forskningshuset ændret, således at forskere fra alle sygehusets afdelinger har mulighed for et kontor derover.

»Jeg synes, at det er en stor styrke, at man samler folk fysisk. Selvfølgelig er det rart også at være tæt på sin afdeling, men når du forsker, så er det fedt, at have et forskningsmiljø omkring dig. At føle at man er en del af noget og kan udveksle idéer og på den måde udvikle sig«, siger Rie Daugberg.

»Nu kunne jeg måske godt ønske mig, at man ikke kun samlede folk fysisk, men at man også holdt nogle fælles møder for f.eks. ph.d.-studerende med fælles læring og hjælp. Det kunne f.eks. også være en fælles statistiker og lignende. Men det er jo en proces, og det er kun for nylig, at man har samlet forskere fra alle afdelinger«.