Partnerskaber er løsningen – mens vi venter på flere speciallæger

»Fornuftigt«.

Måske ikke den stærkeste holdningsmarkør. Men ikke desto mindre: Det er fornuftigt at svejse Region Sjælland og Region Hovedstaden sammen til én ny og meget stor region, Region Østdanmark, når nu tingenes tilstand er, som de er. Der mangler speciallæger – ikke mindst i Region Sjælland.

Det ændrer ikke på, at der mangler speciallæger. Det adresserer regeringens udspil til en sundhedsreform, som de tre regeringspartier præsenterede onsdag, da også. Det kvitterer Susanne Wammen gerne for. For det er helt afgørende, hvis vi skal have bedre behandling og større lighed i sundhedsvæsenet.

»Det er et fokus, vi er nødt til at fastholde. For jeg tror ikke på, at vi permanent løser noget ved at flytte nogle speciallæger fra de områder, hvor der er flest, til de områder, hvor der er færrest. Men mens vi venter på, at vi får flere speciallæger – og at vi får flere almenpraktiserende læger – så tror jeg på, at vejen frem er at lave partnerskaber mellem beslægtede afdelinger, som har et fælles behandlingsansvar for et geografisk nærmere defineret område«.

Det handler for formanden ikke kun om at få arbejdskraft derud, hvor der er diskrepans mellem antallet af syge mennesker og antallet af læger til at løse det. Det handler også om udvikling.

»Når du får nogle speciallæger ud, så bidrager det også til at opkvalificere dem, der i forvejen er der, ligesom det helt klart også bliver et mere attraktivt uddannelsessted, også for kommende praktiserende læger. Og der er i hvert fald ingen tvivl om, at patientpopulationen i Region Sjælland har brug for en styrket indsats, så der er gode muligheder for at udøve sit fag rigtig, rigtig godt, hvis man skaber de rigtige rammer til det. Så det tror jeg sådan set godt, kan lykkes, hvis vi satser på partnerskaber med fælles behandlingsansvar«.

Større uddannelseskapacitet

Så langt, så godt.

Selv om Susanne Wammen godt så, at man havde rystet posen endnu mere, end regeringens udspil gør, så er der en stribe tiltag, som hun ser tiltrængt vil styrke sundhedsvæsenet.

Fokus og indsats på at sikre flere speciallæger er én ting. Styrkelse af almen praksis en anden. Et mere samlet forløb under samme ansvarsområde for de patienter, som udskrives og skal hjem, hilser hun velkommen. Bedre adgang til praktiserende speciallæge og en national plan for en geografisk mere ligelig fordeling af dem er positivt – ikke mindst i forhold til at aflaste et presset sygehusvæsen. Og så ser hun frem til at følge den kæmpe opgave, de 17 nye sundhedsråd forankret i regioner og kommuner får med at beskrive, hvordan planerne skal føres ud livet lokalt – og hæfter sig positivt ved, at det ikke er borgmestre, men kommunalpolitikere med sundhed som resortområde, som skal repræsentere kommunerne.

Alt sammen elementer, overlægeformanden roser. Det er bare ikke noget, der løser sig af sig selv.

»Forudsætningen for at få flyttet opgaver fra det specialiserede sygehusvæsen til primærsektoren er, at der er tilstrækkeligt mange praktiserende læger. Ambitionen med 5.000 almenpraktiserende læger i 2035 lyder jo godt. Men det er altså ikke særlig lang tid ud i fremtiden, og de skal jo uddannes. Og uddannelsen i almen medicin foregår jo også inde på hospitalerne, så her gælder det også om, at de steder, hvor man vil uddanne praktiserende læger, at der også er uddannelseskapacitet på de relevante sygehuse. Svaret på det kan jeg ikke få øje på i det her reformudspil«.

Nej tak til vækstloft

Straks noget andet er det med regeringens forslag om, at der bliver lavet »individuelt fastsatte lofter over antallet af speciallæger på landets universitetshospitaler« ud fra tankegangen, at »de større universitetshospitaler har en stærk tiltrækningskraft på sygehuslægerne på bekostning af andre sygehuse og sundhedstilbud«. Et vækstloft, hun har kritiseret allerede, da det fremgik som en anbefaling i Sundhedsstrukturkommissionens rapport.

»Det kan ikke nytte noget, at man står og har nogle højtspecialiserede funktioner, som man er nødt til at skrue ned for, fordi man ikke må besætte en speciallægestilling«, siger Susanne Wammen.

»Jeg bliver meget bekymret ved den tankegang, der ligger bag: at det skal være ens – men lidt ringere overalt. I stedet for at sige og anerkende, at vi har nogle flagskibe i det her sundhedsvæsen, som knytter sig tæt til universiteterne. Det skal vi altså holde fast i. For det er i høj grad her, der kommer forskning og udvikling. Nu ved jeg godt, at de også siger, at forskerrollen skal fylde mindre fremover, men vi er nødt til at holde fast i, at hvis vi skal have udvikling, så er vi også nødt til at have stærk forskning, som kan underbygge den udvikling – og sådan set også den nødvendige afvikling af ting, som vi gør uhensigtsmæssigt«.