Sundhedsreform: »En opgave for fællesskabets skuldre«

»Når jeg ser på udspillet som et hele, er der rigtig mange elementer, der skal spille sammen, og der er mange ting i udspillet, hvor jeg tænker, at, pyh, det her bliver svært – både konkret, strukturelt og organisatorisk. Men det er de rigtige skridt at gå, og jeg synes, der samlet set tegner sig et ret godt billede«.

Sådan siger Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, om det udspil til en sundhedsreform, regeringen fremlagde onsdag formiddag.

»Og det er også skitseret, hvordan vi får skabt kvalitet og opsat krav på de niveauer og områder, hvor det har manglet – især de ting, der tidligere har været kommunalt placeret - og det kan give mere ensartethed på tværs af kommunerne«.

Det er positivt med den anerkendelse af behovet for speciallæger og af, at det sted i landet, hvor læger uddanner sig, også har en betydning for, hvor de efterfølgende får ansættelse og måske endda også bliver speciallæger, lyder det.

Desuden peger hun på, at det er rigtigt tænkt at samle flere af sundhedsopgaverne under én myndighed, der varetager flere led af behandlingskæden.

»Vi havde gerne set, at der var samlet flere sundhedsopgaver under samme myndighed, så det var en og samme myndighed, der så at sige varetog sundhedsopgaverne – men at tage de første skridt med den patientrettede forebyggelse, akutpladserne/de midlertidige pladser og den specialiserede genoptræning er en god begyndelse«.

Hvor mange muskler får de?

Camilla Rathcke kalder det også »meget positivt«, at Folkesundhedsloven blev en del af udspillet.

»Men jeg er da spændt på, hvordan den skal foldes ud med den kvarte milliard, der er sat af til den. Vi må se, hvordan det skal udføres, så de ikke blive ren symbolpolitik, men nu står ambitionen der sort på hvidt, og så skal det også realiseres«.

I forhold til de foreslået kronikerpakker konstaterer hun, at »man altid godt kan være en lille smule skeptisk, når man hører noget med pakker og rettigheder«.

»Det kan godt blive meget fastlåst, hvilke muligheder man har at arbejde med inden for sådan en ramme, men som jeg læser det, skal kronikerpakkerne grundlæggende give patienten et løft og en understøttelse i det kroniske sygdomsforløb, der går på tværs af hospitaler og kommune, og pakkerne giver mulighed for at få åbnet nogle døre til nogle bestemte tilbud, der kan skabe noget sammenhæng for patienten.

Der ligger en rigtig stor opgave for de foreslåede sundhedsråd med rent faktisk at få skabt og udviklet de her pakker i den rigtige retning, så det hele ikke bare kommer til at handle om, at man skal have sat nogle flueben, men det bliver de relevante patienter, der får de relevante tilbud«, siger Camilla Rathcke.

Og netop de 17 foreslåede sundhedsråd er noget, der skal ses nærmere efter i sømmene. Rådene skal med repræsentanter fra regionsråd og kommunalbestyrelser sikre bedre sammenhæng mellem sektorerne og styrke indsatsen i det nære sundhedsvæsen.

»Hvis rådene skal være med til at sikre udviklingen af og kvaliteten i det nære sundhedsvæsen – og det er en bydende nødvendighed, at det sker – så er det afgørende, hvordan rådenes duelighed bliver. Hvor mange muskler får de, hvor mange ressourcer får de at lege med, og hvad bliver de målt på«, lyder spørgsmålene fra Lægeforeningens formand.

Flere speciallæger – og de rigtige

Hun noterer sig, at regeringen nu gør det til en erklæret prioritet, at der skal uddannes flere læger med et øget optag i Esbjerg, Aalborg og Køge, og at der skal uddannes flere speciallæger.

Men hun understreger, at der er to ting, der er afgørende for at »gøre tingene klogt« i den sammenhæng: For det første at man sikrer sig, at de universitetsuddannede læger også kan blive speciallæger, og at man løbende har blik for, hvilke speciallæger der er brug for.

»Nu øges optaget så med 140 pladser og nok primært med fokus på øget optag bestemte steder end på større samlet optag på landsplan. Det samlede optag forventer jeg dialog om, da der kommer mange læger ud fra universiteterne i disse år.

Derimod er der den klare hensigt, at de kommende læger skal blive speciallæger, og det er meget positivt. Lige nu er der en manko, for vi mangler speciallægeforløb, men der hører vi klart nu, at det også bliver en prioritet fra regeringens side.

Og det er også afgørende. Hvis der ikke følger de nødvendige videreuddannelsesstillinger med, så risikerer vi, at vi får skabt et A- og et B-hold af læger, og det vil aldrig nogensinde komme yderområderne til gode.

Det er speciallægekompetencerne, vi skal have i spil her – det er det, vi skal tilbyde vores borgere, og det er det, læger, der vælger den kliniske karrierevej, stræber efter at blive, for så er de fagligt bedst muligt klædt på«, siger Camilla Rathcke.

Hun kalder det »helt fair«, at regeringen i udspillet retter fokus på fire specialer, hvor der aktuelt er udsigt til en øget sygdomsbyrde og stort behov for flere speciallæger – geriatri, almen medicin, psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri. Men:

»En del af det at gøre det klogt er også at have et vedvarende fokus på, hvordan vores sygdomsbyrder udvikler sig, og hvordan specialerne udvikler sig. Tingene skal jo ikke være hugget i granit for tid og evighed – det er ikke nødvendigvis de fire specialer, der nævnes eksplicit i udspillet, som er de eneste, vi kommer til at få behov for at løfte, når det handler om speciallægedækningen.

Det har min fulde anerkendelse, at det er det, vi skal gøre nu – men det kan jo ændre sig, hvis vi om x antal år i nogle parakliniske eller andre specialer får udfordringer med større sygdomsbyrde eller får nye behandlingsmuligheder, der betyder, at vi så skal prioritere og opgradere det eller de områder og specialer. Den dialog forventer jeg, vi får taget ikke bare om år, men i forbindelse med den kommende dimensioneringsplan.

Og så skal vi selvfølgelig tage højde for, at specialerne skal kunne generationsskifte sig selv, så når nogen går fra, er der andre til at tage over. Det skal selvfølgelig hele tiden ske i en balance med demografi og sygdomsbyrde«, siger Camilla Rathcke.

Ikke ønskescenariet – men bydende nødvendigt

Noget, der fyldte rigtig meget på dagen for fremlæggelsen – og helt sikkert også kommer til at larme politisk i den kommende tid – er forslaget om at sammenlægge Region Sjælland og Region Hovedstaden til Region Østdanmark.

I et interview i Jyllands-Posten to dage før regeringens udspil rettede Camilla Rathcke kritik af forholdene i Region Sjælland, men hun understreger, at hun »på ingen måde ser det som et ønskescenarie eller synes, at en sammenlægning er fantastisk«.

»Og det er også enormt vigtigt for mig at sige, at det her ikke handler om, at Hovedstaden er den kloge storebror og Sjælland den uduelige lillebror.

Nej, det handler slet og ret om, at man er for få kolleger i Sjælland. For få til de mange opgaver, der er, og om at man har en helt anden befolkningssammensætning med væsentligt flere kronikere end i hovedstaden, hvor man samtidig har langt nemmere ved at rekruttere det personale, man gerne vil have. Noget skulle ske, for også hér er status quo ikke en mulighed.

Samtidig har det vist sig rigtig svært at få de samarbejdsmodeller og -konstruktioner på tværs af de to regioner, man har forsøgt sig med de seneste 4-5 år til at leve og få dem implementeret, fordi man er stødt på forskellige udfordringer – på koncernledelsesniveau eller på politisk plan om enten økonomi, ansvar, eller om hvem der skal styre.

Jeg må bare konstatere, at det ikke er lykkedes i en tomyndighedskonstruktion, og så er jeg overbevist om, at det heller ikke vil lykkes, hvis man laver endnu flere samarbejdskonstruktioner og -modeller. Men måske vil det lykkes, hvis man har en samlet myndighed, der har ansvaret for alle borgere – også dem, der bor længst væk, og som måske har det største behov for at nå de sundhedstilbud, de har behov for.

Det her handler slet og ret om at finde en konstruktion, hvor nye måder at arbejde sammen om patienterne kan udvikles og nemmere lade sig gøre. Og det er en bydende nødvendighed, og der synes jeg, at vi som samlet stand har et fælles ansvar«, siger Camilla Rathcke.

Fællesskabets skuldre

At det kan blive bøvlet og besværligt, er hun helt med på. Men hun maner til besindighed, når det handler om effekten på den enkelte læges hverdag.

»Der er rigtig mange, der snakker om at flytte læger og køre rundt på hele Sjælland og alt muligt andet. Men det er ingenlunde det, jeg ser for mig, der kommer til at ske. For det første kan man ikke bare flytte læger. Vores ansættelse som læger er hegnet ind af vores overenskomst, og så er vi selvfølgelig underlagt noget ledelsesret.

Men vi er også en gruppe, der har rigtig meget indflydelse på, hvordan vi får skabt gode patientforløb, og hvordan vi fagligt bringer os selv og hinanden i spil på en konstruktiv måde til glæde for patienterne.

For det andet handler det ikke om, at nogen skal pendle den ene eller anden vej. Nej, det handler om, at det skal være lettere på tværs af alle sygehusene i Region Øst at lave nogle samarbejdskonstruktioner mellem nogle af hospitalerne i det omfang, det giver mening for de opgaver, man skal løse. På tværs af sammenlignelige afdelinger skal man kunne hjælpe hinanden med den samlede mængde opgaver og samlede mængde patienter.

Det kan sagtens handle om borgere, der bor i det nuværende Sjælland og får taget deres blodprøver eller lavet deres skanninger der, men hvor det er en læge fra hovedstaden, der nogle gange er den, der ser de her patienter – måske over video, men måske også ved en dag hver tredje uge f.eks. at være på det sjællandske hospital. Men det er tænkte eksempler, og de kan eller skal altså heller ikke dikteres fra pressemøder på Christiansborg«.

Og det bliver ikke den enkelte læges ansvar at få det til at fungere, påpeger hun.

»Vi skal lige huske, at det her ikke ligger på individets skuldre, men er en opgave for fællesskabets skuldre i en afdeling. Det er ikke den enkelte læge, der skal se sig selv som en, der skal pendle rundt – det er ikke sådan, det her kommer til at fungere. Det ville hverken fungere kollegialt eller ledelsesmæssigt eller på anden måde, og det ville være spild af ressourcer.

Men jeg er sikker på, at vi sagtens kan tænke i nye kloge arbejdsgange, så vi kan håndtere opgaverne på en anden og bedre måde. Jeg ser det som både en lægefaglig udfordring og en organisatorisk og planlægningsmæssig udfordring i det hele taget – og det er der også læger, der er rigtig dygtige til at gå ind i.

Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at der ligger rigtig meget spændende at arbejde med – men det er selvfølgelig ikke det samme, som at det bliver nemt, for det gør det på ingen måde. Men jeg vil hellere have jahatten på end nejbrillerne«, siger Camilla Rathcke.