Hvem der skal have myndighedssansvaret for almen praksis, hvordan aftalesystemet skrues sammen og patientantallet pr. læge er de tre væsentligste elementer i PLO’s 20 sider lange høringssvar, hvis man spørger formand for PLO Jørgen Skadborg.
Almen praksis har en helt central plads i Sundhedsstrukturkommissionens rapport, hvor den ene tværgående anbefaling går på en betydelig kapacitetsudvidelse af det almenmedicinske tilbud.
Jørgen Skadborg ser positivt på kommissionens anbefalinger om almen praksis. Især fordi kommissionen vil øge antallet af praktiserende læger til 5.000, ligesom kommissionen mener, at en større andel af sundhedsudgifterne fremover skal bruges på almen praksis.
»Det er overordnet positivt, at man vil investere i sektoren. Det peger ind i en fremtid, hvor markant flere borgere kan blive hjulpet i deres eget nærmiljø. Derudover læser jeg også, at kommissionen vil fastholde den nuværende struktur for almen praksis – med læger, der selv ejer og tager ansvar for driften i egen klinik – som den altdominerende driftsform. Det er rigtig godt«, siger Jørgen Skadborg.
Han erkender, at man i høringssvaret har ledt efter »hårene i suppen«:
»Vi er enige i målene, men der kan jo godt være nogle elementer, hvor vi er uenige i metoderne til at komme derhen«.
Uenig er PLO da også i forhold til, hvem der skal have myndighedsansvaret for almen praksis.
Sundhedsstrukturkommissionen peger på tre forskellige forvaltningsmodeller i deres rapport. Fælles for dem er, at anbefalingen går på, at den myndighed, der har ansvaret for sygehusene også skal have ansvaret for almen praksis. Ligesom i dag.
Det er dog ikke en anbefaling, Jørgen Skadborg er enig i:
»Vi vil egentlig hellere være placeret under den myndighed, der har ansvaret for de borgernære tilbud, og det er jo kommunerne i dag. Hvis man laver en anden myndighed, der er tættere på borgerne, end de fem regioner man har i dag, så kan vi også godt se os ind i det. Men vi har haft svært ved at se, at regionerne er tætte nok på borgerne helt lokalt og især i forhold til at sikre lægedækningen. Så derfor foreslår vi, at man går en helt anden vej i forhold til strukturen«.
Han mener, at almen praksis vil »blive ved med at blive stedmoderligt behandlet« i en samlet myndighed, fordi almen praksis udgør »en meget lille procentdel af deres omsætning«.
PLO vurderer derfor i deres høringssvar, »at der er et stort potentiale i et tættere og mere velreguleret samarbejde mellem almen praksis og kommunerne, forudsat kommunerne får bedre økonomiske, strukturelle og regulatoriske forudsætninger for at løfte de opgaver, de er pålagt«.
Et andet af forslagene fra kommissionen er, at en national myndighed fremover skal fastlægge en opgavebeskrivelse for det almenmedicinske tilbud. Begrundelsen er, at man dermed kan adskille »beskrivelsen af opgaver og funktioner, der ønskes løst i det almenmedicinske tilbud, fra forhandlinger om de økonomiske vilkår, som de alment praktiserende læger og øvrige klinikker virker under. Forslaget ændrer ikke ved, at alment praktiserende lægers forpligtigelse til at efterleve opgavebeskrivelsen skal fastlægges ved en aftale om vilkårene«, står der i rapporten.
Det bakker PLO op om:
»Vi kan meget godt se os ind i, at man laver en tydelig, ensartet national opgavebeskrivelse af, hvad vi skal varetage. Men der er stadig brug for at bevare de dele, som er aftalestof i dag; altså økonomi, honorarer, kvalitetsklynger, organisationsformer for klinikker, fælles it-drift, forskningsenheder og alt muligt andet. Vi har i fællesskab opbygget mange gode ting hen over årtier, og de skal ikke bare skylles ud med badevandet. Der er brug for at bevare et nationalt aftalesystem for almen praksis«, mener Jørgen Skadborg.
Kommissionen anbefaler også, at tvistløsningen fremadrettet løses uden for aftalesystemet. Det vil dermed fjerne paritetsprincippet, der i dag gælder. Det kan PLO godt leve med.
»Man kan godt ændre tvistløsningssystemet. Vi tror, det bliver dyrere og dårligere for alle parter, men det er ikke hjerteblod for PLO at bevare den nuværende løsning, men det er helt afgørende, at det bliver en uvildig instans, så praktiserende lægers retssikkerhed fortsat er i orden«.
I dag kan almen praksis lukke for tilgang af patienter, når klinikken har 1.600 patienter tilknyttet.
Kommissionen foreslår, at der indføres differentierede patientnormer på baggrund af en national model, der estimerer behandlingsbehovet hos patienterne i den enkelte klinik. Tanken er, at de klinikker med de mest behandlingskrævende patienter har færre patienter i klinikken, uden at det går ud over det samlede honorar.
»Vi har haft svært ved at se, at regionerne er tætte nok på borgerne helt lokalt og især i forhold til at sikre lægedækningen. Så derfor foreslår vi, at man går en helt anden vej i forhold til strukturen«Jørgen Skadborg, formand for PLO
Det er PLO i nogen grad enig i:
»Vi er meget enige i, at det er nødvendigt at gøre det mere attraktivt at være læge de steder, hvor der bor flest ældre og syge medborgere, især ved at reducere antallet af patienter pr. læge på baggrund af patienttyngde«, siger Jørgen Skadborg og fortsætter direkte over i det store »men«, der også er. For forslaget går også på, at klinikker med en stor andel af ressourcestærke og raske patienter skal varetage flere patienter inden for den nuværende honorering.
»Det er altså et fuldstændigt fejlgreb, hvis man begynder at pålægge nogen mod deres vilje at tage flere patienter, end de har i forvejen. Vi risikerer en stor afgang af praktiserende læger, hvis de bliver pålagt mere arbejde. Omkring halvdelen af kollegaerne er lige nu kronisk overbelastet og i fare for ikke at kunne blive ved med at arbejde. Det gælder såvel læger på landet som i de fleste af de store byer«.
Jørgen Skadborg minder også om, at hver tredje praktiserende læge har en alder, hvor de kan gå på pension, når de vil.
»Hvis de har lukket for tilgang, så har de tilkendegivet, at de ikke har kapacitet til mere arbejde, så vi sender rigtig mange på for tidlig pension, hvis vi tvinger deres arbejdsmængde op«, advarer PLO-formanden.
Han peger på, at der findes andre måde at udnytte den kapacitet, der er, via frivillige modeller. Han nævner den seneste sundhedsreformaftale fra 2022, der gav regionerne mulighed for at støtte læger i områder med lægemangel økonomisk til mere personale eller bedre lokaler, så de kunne tage flere patienter.
»Det værktøj har man ikke taget i brug de senere år, men den løsning skulle man måske til at finde frem i stedet. Vi er enige i, at normtallet skal ned for de læger, der har de mest behandlingskrævende patienter, men det vil være uklogt at hæve normtallet for andre praktiserende læger. Differentieringen bør indføres gradvist over en årrække og bero på frivillighed, incitamenter og overgangsordninger, i takt med at vi bliver flere praktiserende læger«.
Kommissionen anfører i sin rapport, at det kan overvejes at begrænse antallet af ydernumre, som en læge kan eje, til f.eks. to ydernumre for at »vanskeliggøre sundhedskoncerners de facto overtagelse af kontrollen inden for den del af det almenmedicinske tilbud«.
Siden 2013 har det været muligt for en praktiserende læge at eje op til seks ydernumre. Indenfor hvert ydernumre er der mulighed for et ubegrænset antal kapaciteter. Ifølge PLO er der i dag 12 læger, der ejer mere end to ydernumre – to af lægerne ejer de tilladte 6 ydernumre.
»Det er altså et fuldstændigt fejlgreb, hvis man begynder at pålægge nogen mod deres vilje at tage flere patienter, end de har i forvejen. Vi risikerer en stor afgang af praktiserende læger, hvis de bliver pålagt mere arbejde«Jørgen Skadborg, formand for PLO
Jørgen Skadborg ser meget gerne den mulighed begrænset:
»Det er et forslag, vi er meget glade for, for det kan jo forebygge, at der er alt for mange stråmænd, der står som pseudoejere, hvor koncerner så vinder frem. Det kan jo ikke forhindre det fuldstændigt, men det vil give en betydelig opbremsning«.
I dag er der ifølge PLO’s tal 30 læger, der har to ydernumre. Og to ydernumre er et fornuftigt antal, mener Skadborg:
»Der findes nogle læger, som har to ydernumre og gør det på en forsvarlig måde. Derfor kan vi godt se for os, at man kan have en klinik og måske en satellitklinik inden for en geografisk rimelig afstand, som man også passer, og hvor det er ejerlægen, der rent faktisk er ansvarlig for klinikdriften begge steder«.
Høringsfristen til Sundhedsstrukturkommissionens rapport var den 6. august, og nu rettes alle øjne mod regeringen, der skal komme med deres reformudspil.
For Jørgen Skadborg er håbet klart:
»At man laver en reform, hvor det ikke bare er tomme ord, men at man rent faktisk får lavet strukturerne, så vi får uddannet flere speciallæger i almen medicin, og at de bliver motiveret til at søge derhen, hvor de gør mest gavn, ved at de skal have færre patienter«.
»Det værste, der kan ske, er, at der ikke sker noget. Det er en reel frygt, for man har i mange år sagt, at primærsektoren skulle prioriteres, og det er ikke sket. Tværtimod. Så hvis man igen laver en lillebitte reform, hvor man bare siger ,det her skal ske’, uden at man reelt ændrer strukturerne – det vil være det værste, der kan ske. Ikke bare for de praktiserende læger, men for hele sundhedsvæsenet, for det er kun en investering i almen praksis, der kan gøre sundhedsvæsenet bæredygtigt også i fremtiden.«
PLO har sammen med Lægeforeningen, Yngre Læger (YL) og FAS afgivet et samlet høringssvar til Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger, men har også lavet sit eget høringssvar.
