Praktiserende læger skal turde lede: »Der skal være én, der svinger taktstokken«

»Vi skal nå meget, og I vil sikkert blive frustrerede. Men der er også masser af kærlighed, så det skal nok blive en hyggelig eftermiddag«.

Snakken ved bordene forstummer, og 20 kvindeansigter vender sig mod praktiserende læge Pia Müller, der står ved siden af katederet sammen med sin lægekollega Catalina Klint Dybkjær.

Det er premiere og første dag i KUK – KvalitetsUdviklingsKursus – et kursusforløb for klinikpersonale, som er udsprunget af klyngesamarbejdet blandt de praktiserende læger i Greve Kommune.

På eftermiddagens program står slet og ret urininkontinens. Et overset og også noget følsomt problem for mange danskere, især kvinder.

På kurset skal personalet lære god anamneseoptagelse, lære at vurdere væskevandladningsskemaer og lære de forskellige former for urininkontinens at kende. Men der er også et mere indirekte og overordnet mål med dagen. Kurset kan nemlig også ses som en materialisering af behovet for mere fokus på en stærkere ledelseskultur i almen praksis.

Pia Müller fortsætter, henvendt til kursisterne i lokalet på Tune Kursuscenter:

»Vi skal kvalitetsudvikle i almen praksis. Det er ikke et spørgsmål, om vi vil. Det skal vi, og vi læger er simpelthen så afhængige af vores personale – vi er afhængige af jer«, siger hun og kigger ud over flokken, før hun fortsætter:

»Men vi har brug for, at både vi og I udvikler nye kompetencer, og at vi trækker i samme retning«.

Mange har svært ved rollen som arbejdsgiver

Flere og flere opgaver er blevet lagt ud fra hospitalssektoren til almen praksis, og den udvikling kommer til at tage yderligere fart de kommende år. Det ændrer både lægernes og personalets arbejdsopgaver og dagligdag.

Tidligere kunne blodprøver, vaccinationer og sårbehandling fylde det meste af hjælpepersonalets arbejdsdag ud, men i dag er selvstændige konsultationer og kontroller for hypertension, inkontinens, KOL og diabetes begyndt at optage stadig mere af personalets tid.

Den udvikling kræver personale, der tør, kan og vil påtage sig de nye opgaver. Og derfor bliver det mere og mere påkrævet, at lægerne påtager sig at lede og uddelegere, lyder budskabet fra Pia Müller:

»Vi skal sikre, at personalet tilegner sig de nødvendige kompetencer, der gør dem i stand til at overtage noget af vores arbejde, for lægernes tider er allerede overbookede. Vi er nødt til at styre vores personale meget mere, end vi har været vant til. Der skal være én, der svinger taktstokken, og det er en rolle, som læger kan have svært ved i almen praksis«.

Når I vælger speciale og arbejdsplads i almen praksis, er det måske ikke så meget arbejdsgiver- og lederrollen, I går efter?

»Nej, det er det ofte ikke, og det kan være en svær rolle for mange. For vi er ledere på små arbejdspladser, hvor man arbejder tæt sammen og er meget afhængige af hinanden. Så kan det være svært at være den, der skærer igennem og bestemmer, hvem der for eksempel må komme på ferie, hvem der skal udføre bestemte arbejdsopgaver, og hvilke kurser personalet må deltage i«.

Inspiration og videndeling

Pia Müller har haft praksis i Greve i 22,5 år og har tidligere undervist på lederkurser i Lægernes Uddannelses Forening (LUF).

»Jeg har været akkrediteringskonsulent for IKAS, og jeg oplevede, at personalet ofte var meget glade for akkrediteringen, som inddrog hele personalegruppen og ikke kun lægerne. Vores personalekurser er et forsøg på at udbrede lægeklyngernes inspiration og videndeling til personalet på en måde, hvor vi som arbejdsgivere kan påvirke direkte, hvad personalet skal lære«, forklarer hun.

I kursuslokalet i Tune er de 20 kursister godt i gang med gruppearbejde. De arbejder med at udvikle anamneseoptagelse og journalføring, så de dels kan sikre, at de nødvendige oplysninger bliver noteret til lægen, dels kan gennemføre samtalen på en nænsom måde, der tager hensyn til, at inkontinens kan være et vanskeligt og følsomt emne for mange patienter.

Der bliver også arbejdet med tydning og vurdering af væskevandladningsskemaer. Og hen over bordene udveksles tips og praktiske råd i stor stil.

»I min gamle praksis brugte vi …« og »hos os har vi indført …« lyder det igen og igen.

Ved et af bordene sidder Anita Todal. Hun har tidligere været sygeplejerske på Sclerosehospitalet i Haslev og har videreuddannet sig til kontinenssygeplejerske, så hun er fagligt godt klædt på.

»Det rent faglige er ikke nyt for mig, men jeg er helt ny som kliniksygeplejerske, og det er vigtigt for mig at vide, hvordan man skal arbejde med inkontinente patienter i almen praksis«, siger Anita Todal.

Hun blev spurgt af sin arbejdsgiver, om hun ville med på kurset, og hun slog straks til.

»Vi sygeplejersker får jo mere og mere ansvar, og det er meget fint, at lægerne har tillid til os og vil give deres viden videre«.

Uddelegering giver jobtilfredshed

Det viser sig da også, at mere ansvar og uddelegering kan give større arbejdsglæde og mere jobtilfredshed i almen praksis. Det fortæller postdoc, ph.d. Helle Riisgaard fra Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet.

Hun skrev for to et halvt år siden en ph.d. om opgaveflytning i forbindelse med behandling af KOL-patienter i almen praksis. Læger fra 1.086 praksis blev inddelt i tre grupper alt afhængig af graden af uddelegering, og i de knap ti procent af praksis, hvor lægerne uddelegerede mest ansvar, udviste både læger og personale den højeste jobtilfredshed.

»Undersøgelsen viste en høj grad af jobtilfredshed i de praksis, hvor både ansvar og beslutningstagning på udvalgte områder blev uddelegeret til personalet – selvfølgelig under supervision af lægen. Det, der især ser ud til at motivere, er autonomi, ansvar og variation i arbejdsopgaverne«, siger Helle Riisgaard.

Behandlingskvaliteten blev også bedre, målt på det parameter, som blev anvendt i undersøgelsen, nemlig om patienterne fik foretaget en spirometri inden for et år i overensstemmelse med de kliniske guidelines.

»Min tolkning af undersøgelsen er, at man godt kan uddelegere mere komplekse opgaver til sygeplejersker i almen praksis. Jeg synes, man skal hæfte sig ved, at de ikke blev negative over at få uddelegeret mere ansvar. Det udfordrede dem, men der er selvfølgelig stor forskel på mennesker, og nogle sygeplejersker trives formentlig bedre med rutineopgaver«, siger Helle Riisgaard.

Vi ordinerer med et klik

I kursuslokalet ved Tune fortæller Catalina Klint Dybkjær kursisterne om de tre typer af urininkontinens, som sygeplejerskerne kan møde i almen praksis.

For Catalina Klint Dybkjær er det oplagt at undervise på kurset for at sikre en sammenhæng mellem lægernes klyngemøder og klinikpersonalet. For det er sygeplejerskerne, der sidder med mange af patienterne.

»Vi ordinerer med et klik. Vi ser jo ikke mange af patienterne, så vi er meget afhængige af personalets forarbejde. Men det betyder også, at patienterne i årevis kan få medicin, som de måske ikke længere har behov for, eller hvor virkningen er tvivlsom. Det er jo noget af det, vi skal bruge klyngearbejdet til«, siger Catalina Klint Dybkjær.

Klyngemøderne har for hende været en øjenåbner til at kaste et kritisk blik på sit ordinationsmønster. Og hun siger med et grin, at hun bestemt håber, at hendes egen søjle over ordinationerne af blæredæmpende midler vil ændre sig »fra Mount Everest til Mont Blanc«.

Som eftermiddagen skrider frem, breder en mere løssluppen og lattermild stemning sig blandt de mange kvinder i kursuslokalet. Der bliver grinet godt igennem i pauserne mellem de mere alvorlige emner.

Til sidst er der evaluering. Mange fremhæver humoren og den gode stemning, erfaringsudveksling med kolleger, de nyttige, praktiske tips og aha-oplevelser på kurset.

Som Pia Müller siger:

»Der er ingen tvivl om, at personalet i almen praksis kommer til at skulle kunne mere. Men vi vil helst have, at de er glade. De skal gerne gå på arbejde med et ’wow, jeg kan noget nyt’«.

Læs flere artikler om klyngearbejdet:

Lægerne strømmer i klynger. På vej til »et omsorgsfuldt netværk« for læger?

Christian Freitag om klynger: »Jeg vil ikke hen og have skældud, hvis de andre synes, jeg udskriver for meget medicin«

Klynger – tre eksempler