Skip to main content

Prioritering: Danske Regioner er på vej med et nyt medicinråd

Danske Regioner arbejder med at indføre en model for prioritering i sundhedsvæsenet i form af et nyt medicinråd, der også skal inddrage prisen i vurderingen af nye lægemidler.

Illustration: Datagraf.
Illustration: Datagraf.
3. feb. 2016
2 min.

Et nyt prioriteringsråd skal vælge medicin til og fra på sygehusene, blandt andet ved at inddrage dens pris, skriver Altinget med henvisning til et notat fra Danske Regioner, som nyhedstjenesten er kommet i besiddelse af.

I notatet foreslås det, at regionernes to nuværende prioriteringsorganer, KRIS og RADS, erstattes med en ny organisation. Foreløbig er den navngivet Medicinrådet, fremgår det.

”Men til forskel fra KRIS og RADS vil den nye organisation give mulighed for at inddrage lægemiddelomkostninger i den endelige beslutning om, hvorvidt nye lægemidler skal anbefales,” citerer Altinget fra notatet. Her slås det også fast, at der i så fald skal indføres et armslængeprincip, så rådets beslutninger ikke kan ændres af regionerne.

Vedtages modellen, vil det nye medicinråd blive sammensat af repræsentanter for de Lægevidenskabelige Selskaber (LVS), regionernes embedsværk, Lægemiddelindustriforeningen (Lif) samt Sundheds- og Lægemiddelstyrelsen, fremgår det.

Modellen omfatter også en styrkelse af Amgros - regionernes indkøbscentral.

Modellen er først og fremmest inspireret af den tyske måde at prioritere ny medicin på, skriver Altinget. Dermed bliver der ikke tale om en egentlig beløbsgrænse, hvor et lægemiddel pr. automatik afvises, hvis det koster over et bestemt antal kroner pr. øget kvalitetsjusteret leveår for patienterne.

Danske Regioners bestyrelse holder møde i morgen, torsdag 4. februar, med prioritering på dagsordenen.

Læs også: Prioriteringskonference: Dansk model, tak!

Læs også: Bent Hansen: Prioriteringsforslag kommer snart

Læs også: Markant flertal går ind for prioritering i sundhedsvæsenet