Skip to main content

Sundhedsstyrelsen trækker udskældt dimensioneringsplan tilbage

På et møde onsdag er Sundhedsstyrelsens udskældte plan om 1.041 hoveduddannelsesstillinger årligt trukket tilbage.
Screenshot fra dimensioneringsplanen. Kilde: Sundhedsstyrelsen.
Screenshot fra dimensioneringsplanen. Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Ditte Damsgaard dd@dadl.dk

24. mar. 2021
3 min.

Sundhedsstyrelsen trækker udkastet til dimensioneringsplanen for 2022-2025 tilbage og vil vende tilbage med et nyt udkast.

Det blev besluttet på et møde i Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse onsdag.

Dimensioneringsplanen har mødt kraftig kritik fra Lægeforeningen, PLO og Lægevidenskabelige Selskaber for kun at dimensionere med 1.041 hoveduddannelsesstillinger årligt, når universiteterne årligt udklækker omkring 1.250 kandidater i medicin.

Også Overlægeforeningen og Yngre Læger har kritiseret dimensioneringsplanen på Twitter.

Kritikken har blandt andet gået på, hvad de resterende læger skal lave og arbejde med, når de ikke kan blive speciallæger i et sundhedsvæsen, som netop mangler speciallæger, og som er indrettet efter, at lægerne er speciallæger.

Gunver Lillevang, formand for PLO’s rekrutteringsudvalg og medlem af PLO’s bestyrelse, har været blandt kritikerne.

Hun peger på, at den massive mængde af kritiske kommentarer har haft betydning for beslutningen om at trække udkastet til dimensioneringsplanen tilbage.

“Min umiddelbare reaktion er, at jeg synes, det er en klog beslutning, som jeg glæder mig over, for jeg synes ikke, at udkastet var hensigtsmæssigt i forhold til behovet for speciallæger i fremtidens sundhedsvæsen,” siger Gunver Lillevang.

At Sundhedsstyrelsen trækker stikket på dimensioneringsplanen får også en positiv modtagelse fra Lægeforeningen.

”Det er godt, at der nu lyttes til den berettigede kritik. Både Lægeforeningen, LVS og flere af de lægevidenskabelige selskaber plus patientforeninger har påpeget, at Sundhedsstyrelsen var på afveje og ville uddanne alt for få speciallæger set i forhold til patienternes behov. Det giver ingen mening at uddanne for få speciallæger. Patienterne mangler jo speciallæger i psykiatri, almen medicin og en lang række andre specialer. Derfor er det positivt, at Sundhedsstyrelsen efter vores pres nu trækker stikket på den underdimensionerede plan,” siger Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen.

”Vi har en klar forventning om, at den plan, de så kommer til at lægge frem i stedet, tager højde for det reelle behov for speciallæger. Lægeforeningen og LVS har peget på, at der skal uddannes 1.250 speciallæger årligt. Det bør fremgå i den nye plan fra Sundhedsstyrelsen. For der skal uddannes flere speciallæger - ikke færre. Ellers bliver manglen på praktiserende læger, psykiatere og andre speciallæger ikke løst. Og det er hverken patienter, politikere eller læger tjent med,” understreger Camilla Rathcke.

LVS hilser også Sundhedsstyrelsens udmelding om genberegning af dimensioneringsplanen velkommen og berettiget.

“På dagens møde i det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse fremførte LVS sammen med Lægeforeningen, PLO og Yngre Læger argumenter for, at danske patienter ikke kan være tjent med at mere end 200 læger hvert år ikke har mulighed for at blive speciallæge, og at reduktion i antallet af speciallæger ikke afhjælper den geografiske ulighed i lægedækningen i Danmark,” siger formand for LVS Susanne Axelsen.

Argumenterne lød også, at den demografiske udvikling i befolkningen fordrer flere speciallæger i en række af specialer, herunder psykiatri, geriatri, lungemedicin og almen medicin, og at overordnet reduktion i antallet af speciallæger ikke automatisk fylder ubesatte uddannelsesforløb.

Der blev lyttet til argumenterne fra Sundhedsstyrelsens side, siger Susanne Axelsen.

“Nu ser vi frem til et nyt udspil og holder fast i, at alle læger, der ønsker det, får mulighed for at uddanne sig til speciallæge. Det er den rette vej i et sundhedsvæsen, hvor kvalitet er vigtigt for os alle.”

Opdateres….

Læs også:

»Vi skal ikke have et proletariat af læger uden speciallægeuddannelse«

En ærgerlig onsdag for sundhedsvæsenet og danskerne

Undren hos PLO: Vi har brug for flere speciallæger, så hvorfor nedskaleres antallet af hoveduddannelser?