Syge celler lyser op og afslører kræftens gemmesteder

Det radioaktive sukkerstof ¹⁸F-FDG (fluordeoxyglukose) siver ind i blodårerne og fordeler sig i kroppen. Patienten ligger helt stille og slapper af. Hvis der kommer muskelaktivitet, søger sukkerstoffet derhen, ud i muskulaturen.

Når sukkerstoffet har fordelt sig, lægger patienten sig i skanneren. Hvis der er kræft, og hvis den har spredt sig, lyser områderne nu op.

PET-skannerens sensorer opfanger energien fra kræftceller, og det har længe fascineret Malene Grubbe Hildebrandt, som i dag er forskningsleder, overlæge, ph.d. og klinisk lektor på Nuklearmedicinsk Afdeling, Odense Universitetshospital (OUH), og ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet.

Hun har sagt ja til at fortælle om sin forskning som led i en række artikler om lægers forskerliv i Ugeskrift for Læger. Om at finde kræften, træde et skridt op ad karrierestigen og blive forskningsleder for en hel afdeling og om at have overblik, inddrage, motivere, vejlede og luge ud i spildtid i forskningen.

»Jeg blev motiveret af de muligheder, der var for skræddersyet kræftbehandling inden for nuklearmedicinsk diagnostik og terapi. Det kan beskrives som en slags detectanddestroy: Et cancerspecifikt molekyle rettet mod en markør i kræftcellens overflade kan kobles sammen med en radioaktiv isotop, der præcist søger hen og viser, hvor kræften befinder sig. Man kan så koble en terapeutisk radioaktiv isotop til samme molekyle og på den måde lave målrettet stråleterapi«, siger hun.

Den type behandling er i dag i anvendelse til nogle enkelte typer af kræft, bl.a. neuroendokrine tumorer, uddyber hun.

Hør Malene Grubbe Hildebrandt fortælle, hvorfor hun fik interessen for nuklearmedicin.

Forbedret overlevelse

Nuklearmedicinsk Afdeling rummer højteknologisk udstyr i form af cyklotroner, PET/CT, PET/MR-skanning og flere andre kameraer, og produktionen af radioaktive sporstoffer foregår i laboratoriet, forklarer Malene Grubbe Hildebrandt.

Afdelingens skanninger er evidensbaseret og er ofte kædet sammen med forskning og udvikling. Den almindeligste skanningstype benytter et radioaktivt sukkerstof, som lægerne benytter til diagnostik og stadieinddeling af kræft.

Ved hjælp af radioaktive sporstoffer og molekylære teknikker fremstilles kræftcellerne billeddiagnostisk og giver mulighed for målrettet behandling.

Det var netop det, der tiltrak Malene Grubbe Hildebrandt til det nuklearmedicinske fag. Hendes forskning er drevet af muligheden for gennem diagnostikken at kunne bidrage til forbedret behandling af kræft.

»Billeddannelse er spændende, fordi det diagnostiske har stor betydning for, hvordan man kan tilrettelægge behandlingen. Det, som min forskning i dag allermest går ud på inden for bryst-og prostatakræft, er at lave skanninger på nye indikationer, hvor vi har en forventning om, at det kan forbedre behandlingsstrategien for den enkelte patient. Derfor bruger vi også ofte kliniske og patientrapporterede endepunkter som overlevelse og livskvalitet i de studier, vi sætter op«, fortæller forskeren.

Forskningen skal have indflydelse på behandlingsstrategi, have potentiale til at gavne patienterne og påvirke de kliniske retningslinjer, påpeger hun. Og det er den bedste følelse, hvis forskningen kan præge og integreres i de kliniske retningslinjer, så man gør tingene på nye måder, og så det går patienterne bedre.

»Det er det vigtigste for mig. Jeg er tæt på klinikken i min forskning, og det er varierende, hvordan diagnostik er integreret i de forskellige kliniske retningslinjer. Her taler jeg mest om kræft, for det er det område, jeg har mest med at gøre. Jeg har en vision om mere ensartethed, og om at vi hele tiden tænker diagnostikken ind i, hvordan det påvirker patientforløbet«, siger Malene Grubbe Hildebrandt.

Er det blot et håb for dig, eller oplever du faktisk at kunne påvirke retningslinjerne?

»Det er lidt forskelligt fra kræftform til kræftform, hvor meget man har billeddiagnostikere med i retningslinjeudvalgene. F.eks. har der ikke været stort fokus på PET inden for brystkræft før. Men i øjeblikket har jeg fået mulighed for at skrive retningslinjer på det område i forhold til uhelbredelig brystkræft. Det er et skridt i den rigtige retning, fordi vi har evidensen«, siger hun.

Afdelingens seneste forskning viser, at overlevelsen ved uhelbredelig brystkræft kan forbedres signifikant, hvis patienternes behandling bliver nøje overvåget ved at anvende PET/CT frem for almindelig CT [1].

Den mere præcise skanning med PET/CT viser tidligere end almindelig CT, hvornår der er behov for behandlingsskift. Det resulterer i, at overlevelsen forbedres helt op til 14 måneder, viser forskningen, som har inkluderet 300 patienter, og som er publiceret i British Journal of Cancer.

»Da undersøgelsen er lavet som et retrospektivt studie, kræver det eftervisning i et større klinisk forsøg, for at andre kan få glæde af denne viden. Vi planlægger derfor at gennemføre et randomiseret klinisk kontrolleret studie sammen med seks nationale centre i den nære fremtid«, siger Malene Grubbe Hildebrandt

Brystkræft har været et gennemgående forskningsfelt for Malene Grubbe Hildebrandt, som har etableret et tværfagligt frontlinjecenter, hvor der forskes i personlig responsmonitorering i onkologi: PREMIO. Frontlinjecentret PREMIO står bag undersøgelsen sammen med bl.a. forskerne Marianne Vogsen og Mohammad Naghavi-Behzad fra afdelingens forskningsenhed.

Tværfaglig forskning

Nuklearmedicinsk Afdeling rummer en bred vifte af forskning, som strækker sig fra cellebiologi og dyreforsøg til klinisk og innovativ forskning. Al forskning i afdelingen har et translationelt sigte, hvor videnskabelige opdagelser overføres til klinikken, forklarer Malene Grubbe Hildebrandt.

Nuklearmedicinsk Afdeling er tværfaglig, og her arbejder både kemikere, fysikere, ingeniører, statistikere, bioanalytikere og læger.

»Sekretærgruppen er også af afgørende betydning for administration af forskningsaktiviteter. Det at samarbejde og være en del af et hold, hvor vi alle byder ind med forskellige kompetencer, er netop det, der giver mulighed for at nå de største mål i forskningen«, mener Malene Grubbe Hildebrandt.

I cellelaboratoriet foregår forskning på det cellebiologiske plan. Her har forskerne især fokus på cancerstamceller og udvikling af radioaktive lægemidler til billeddannelse og terapi.

»I vores afdeling forskes også i en type radioaktiv isotop, som henfalder ved at udsende en elektronsky med ultrakort rækkevidde af strålingen. Med denne isotop udvikles terapeutiske radioaktive lægemidler, der skal nå helt ind i cellekernen og ind til DNA’et, for at det kan slå kræftcellerne ihjel. Denne forskning har et stort potentiale og kan slå kræftcellerne ihjel, herunder også cancerstamcellerne, som ellers kan være svære at ramme med andre typer behandling«, uddyber Malene Grubbe Hildebrandt.

Forskergruppen i afdelingen har også fokus på at integrere innovation og kunstig intelligens, feks. til analyse af skanningerne. Et felt, der bl.a. udvikles sammen med Center for Innovativ Medicinsk Teknologi på OUH, hvor Malene Grubbe Hildebrandt er tilknyttet som seniorforsker.

Afdelingen samarbejder med andre danske og udenlandske partnere på flere forskningsområder og med de lokale kliniske afdelinger på OUH. Samarbejdet er afgørende for at få alle kompetencer og perspektiver med.

Forskerne har samarbejde med kolleger inden for brystkirurgi og onkologi og flere andre fagligheder, ligesom samarbejdet med patienterne også er højt prioriteret.

Hør Malene Grubbe Hildebrandt fortælle om et patientforløb.

Forskerens vej til ledelse

Malene Grubbe Hildebrandt har i sin tid som læge på Nuklearmedicinsk Afdeling altid haft et ben i forskningen.

»Forskning bevæger sig på forskellige niveauer gennem en udviklingsfase, og når man bevæger sig op gennem disse faser, vil man naturligt få brug for at gå ind i ledelse«, siger hun.

At varetage ledelse af forskning i en hel afdeling, som Nuklearmedicinsk Afdeling, spænder bredt. Det handler om at skabe en sammenhæng mellem præklinisk cellebiologisk forskning, dyreforskning, metodeudvikling og klinisk forskning.

Afdelingen er opbygget på en måde, så ledelsen er fordelt ud til seniorforskere på forskellige emner. Det giver efter Malene Grubbe Hildebrandts mening bedre mulighed for ligeværdigt samarbejde på tværs og skabe overblik.

Netop det kan være betydningsfuldt for et sundt arbejdsmiljø, hvilket ifølge hende er fundamentet for konstruktivt samarbejde.

»Ledelse i forskning omfatter også det at være vejleder, og derfor indgår man som seniorforsker naturligt i lederrollen. At motivere er noget af det vigtigste som leder«, siger Malene Grubbe Hildebrandt.

Det er i det hele taget vigtigt, at læger bliver uddannet i ledelse, mener hun.

»Det handler bl.a. om, hvordan man sætter et hold sammen, og hvordan man naturligt skaber autoritet som leder. Det er ikke noget, man bare har. At kende sin egen personlighed er også væsentligt, så man bedre kan reflektere over, hvordan man fungerer som leder. Det er ikke sikkert, at man altid skal gøre det, som ligger først for, og det, som ens egen person byder en«.

Så en god portion selvindsigt er væsentligt for god ledelse?

»Ja, det er vigtigt. Vi har fokus på de sider af os selv, der kan understøtte lederrollen og skabe gejst og fremdrift for forskerne. Dette vil i sidste ende gavne patienter og samfund«, svarer hun.

Manglende uddannelse i ledelse er et problem, mener Malene Grubbe Hildebrandt.

»Den nye overenskomst fra Overlægeforeningen lægger op til, at man laver om på ledelsesstrukturerne. Flere overlæger får en mere synlig lederrolle som ledende overlæger, men har ikke fået uddannelse i ledelse. En forskningsleder kunne godt ,bare’ være en overlæge med forskningsledelsesansvar, men det er vigtigt, at uddannelse i ledelse følger med i sådan en stilling«.

»Når vi bliver forskningsledere på OUH og Syddansk Universitet, bliver vi udrustet med mange forskellige ledelseskompetencer. Vi har haft tradition for at få tilbudt kurser på CBS, og OUH har etableret egne kurser, f.eks. om det personlige lederskab og om at benytte Lean i forskningsledelsen«, fortsætter hun og henviser til Den Syddanske Forbedringsmodel, der bygger på Lean-principper, hvor patientinddragelse, synlige mål og effektivisering er centrale elementer.

Opgør med spild

En del af at gøre processerne mere smidige er at undgå for meget spild. For der er meget spild i forskning, siger Malene Grubbe Hildebrandt. The Lancet har i en hel serie afdækket de typer af spild, der er i forskningen.

»Mange ting skal spille sammen, før det lykkes at gennemføre et godt forskningsprojekt. Idéen skal være den rigtige, være relevant for patienten og den kliniske hverdag. Der skal være kapacitet, knowhow i form af humane ressourcer og driftsressourcer. Samarbejdet med klinikere og patientrepræsentanter skal fungere. Der er mange forskellige elementer i forskning, man krydser mange barrierer, og ting tager tid. Meget af det kender vi fra andre områder i sundhedsvæsenet«.

I hele den proces opstår der ofte udfordringer og stopklodser, der bremser processen.

»Får man rekrutteret patienter med den hastighed, man skal? Har man de rette menneskelige ressourcer til at analysere data og publicere det? Også det juridiske er en stor tidsrøver, og det vil vi gerne undgå. Vi prøver derfor nu at have en procesorienteret tilgang til forskning ved synliggørelse af både mål og processer«.

Er det lykkedes jer at undgå spild – I kan vel ikke slippe uden om juraen?

»Nej, det kan man selvfølgelig ikke, og der er initiativer i gang på direktørniveau for at forbedre de juridiske arbejdsgange i regionen. Alle i klinisk forskning kender til alle de tilladelser, man skal igennem. Nogle ting tager virkelig lang tid. Vi kommer altid i mål, men det er tidskrævende«.

På nogle punkter er det lykkedes at minimere spild.

»Vi arbejder f.eks. med en mind-to-paper-teknik til artikelskrivningen, hvor forskerne dikterer artiklerne for at undgå spildtid. Der bruges mere tid i planlægningsfasen på at strukturere indholdet i artiklen. Vi har fokuserede ophold, hvor forskere dikterer artikler på en dag eller bare nogle timer, hvor der efterfølgende kan spares tid i revisionsarbejdet. Her kan vi se gode resultater«, siger Malene Grubbe Hildebrandt og tilføjer, at mind-to-paper-metoden er udviklet af professor Jacob Rosenberg.

Læs flere artikler om lægers forskerliv:

»Jeg vil gerne bidrage til, at kvinder med dermatologiske lidelser får en stol at sidde på«

Kejsersnit og mikrobiota: Bør man smøre babyer ind i vaginalt sekret?

Forsker undersøger børns T-cellesuperkræfter