Sundhedsministeren alene kan erklære en sygdom for samfundskritisk, Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde personer at blive undersøgt af en sundhedsperson, og der kan også falde påbud om vaccination, indlæggelse og isolation.

Udkastet til den nye epidemilov er sendt i høring og havde frist den skæbnesvangre dag fredag den 13.

Blandt andre Lægeforeningen har kritiseret udkastet, og fra alle sider af det politiske spektrum har der lydt en hård kritik.

»Vi taler ultimativt om magtanvendelse over for enkeltindivider. Både undersøgelse, behandling, isolation og indlæggelse«, siger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.

Epidemiloven har også mødt modstand fra flere læger.

Claus Hancke, speciallæge i almen medicin, skriver i Ugeskrift for Læger om udkastet:

»Det er ikke acceptabelt for læger at skulle behandle eller vaccinere vore patienter mod deres vilje eventuelt fastholdt af et antal betjente«.

Speciallæge i almen medicin Thomas Birk Kristiansen skriver i Ugeskrift for Læger, at sundhedspersoner vægrer sig ved udsigten til at deltage i tvang.

»Begge dele er skadeligt for pandemihåndteringen. Desuden kan man stå i den situation, at politiet skal udkommanderes for at udøve magt over for borgere, som modsætter sig. Det er absurd og ikke et demokrati værdigt.”

Kritikken har ført til, at Mette Frederiksen vil starte forfra med epidemiloven.

I Folketingets spørgetime tirsdag sagde hun, at hun vil starte forfra med et nyt udkast, men at bestemmelser i epidemiloven ikke kun handler om covid-19, men også om potentielt farligere sygdomme.

Epidemiloven skal virke på den rigtige, demokratiske måde, men den skal virke, hvis der kommer en ny global pandemi, understregede hun i spørgetimen.

Tvang fra 1980’erne

Den massive kritik ser altså ud til at virke. Spørgsmålet er dog, om et nyt udkast vil være mindre præget af tvang.

I det omdiskuterede udkast, som man nu må formode skal kasseres, optræder der afarter af ordet tvang hele 92 gange.

Men tvang var allerede en del af den gamle epidemilov, som senest blev revideret i 1980. Her står, at Epidemikommissionen kan påbyde, at enhver, der lider af en alment farlig sygdom, skal lade sig isolere og om nødvendigt indlægge på sygehus.

Efterkommes påbuddet ikke, kan isolation af den pågældende ske ved tvangsindlæggelse på sygehus ved politiets hjælp.

Og for at hindre udbredelse af en alment farlig sygdom kan sundhedsministeren bestemme, at der iværksættes tvangsmæssig vaccination inden for et nærmere afgrænset område eller af en nærmere afgrænset personkreds.

Derudover kunne Sundhedsstyrelsen i den gamle epidemilov fastsætte regler om lægers medvirken i bekæmpelse af smitsomme og andre overførbare sygdomme.

Går man helt tilbage til Christian IV, påbød pestforordningen fra 1625, at smittede skulle indlægges i pesthuset i rum og kamre, hvis de ikke ville adlyde, og opholde sig der i fire eller fem uger.

I Forordning om koppevaccination fra 1810 stod, at man hverken kunne blive konfirmeret, gå i skole, blive gift, få læreplads eller være i militæret, hvis man ikke var vaccineret eller kunne dokumentere, at man havde overvundet kopper.

Gennem vaccinationsattest, som er beskrevet i lovteksten, var der altså indirekte tale om tvang.

Samfundet har altså længe kunnet kræve vaccination og indlæggelse. Så hvorfor alt det postyr nu?

Hengemt epidemilov

Ifølge Kent Kristensen, sundhedsjurist og lektor ved Syddansk Universitet, er ordet tvang ikke nyt i epidemilovgivning. Heller ikke i forbindelse med vaccination.

»Regler omkring tvangsbehandling og tvangsisolering og tilbageholdelse har altid været en del af epidemilovgivnings DNA. Helt tilbage til Christian IV var tvangsisolation en del af sundhedslovgivningen og håndteringen af epidemiske sygdomme«.

Det kontroversielle ligger ifølge Kent Kristensen dog ikke i selve tvangen. Det ligger i, hvem der bestemmer, hvornår betingelserne for at anvende tvangsbestemmelserne er opfyldt.

»Hvis du læser den allerførste epidemilov, fulgte den samme logik. Der skulle en sundhedsfaglig indstilling til, om noget udgjorde smitterisiko. Hvis det var sådan, kunne ministeren bestemme, om tvangsbestemmelserne skulle anvendes. Det var ikke alene en faglig vurdering, det var både en faglig og politisk vurdering. Uden den ene, kunne den anden ikke gøre noget«.

I pestforordningen fra 1625 står, at så snart en smitsom sygdom begynder at spredes, skal borgmesteren og bystyret rådføre sig med sognepræsten og lægerne.

Det nye udkast er anderledes, siger Kent Kristensen.

Når tvang hele tiden har været der, hvorfor er det så så kontroversielt nu?

»For det første får ministeren med udkastet regler for større beføjelser, end han tidligere havde. Før var forudsætningen en sundhedsfaglig indstilling. Der lægges op til, at ministeren uafhængigt af sundhedsmyndighederne kan bestemme, hvornår noget er samfundskritisk«.

For det andet har epidemiloven levet en hengemt tilværelse, siger Kent Kristensen. Mange har simpelthen først opdaget den præcise ordlyd, efter at coronapandemien brød ud.

»Når vi opdager, at en influenza ikke kender grænser, finder vi ud af, hvad det betyder for vores samfund, og hvad der er brug for i en epidemilov. Her kan vi se, at der er behov for at lave en form for inddæmning, hvor vi reducerer sociale kontakter, lukke skoler og restauranter, og her skal myndighederne have en række beføjelser«.

Mette Frederiksen siger nu, at hun vil starte forfra med udkastet. Tror du, at tvang vil udgå?

»Hun starter forfra, fordi hun ingen opbakning har til at gennemføre loven. Hun skal finde partier, der vil indgå forlig, hvor man på den baggrund kan fremsætte lovforslag, som kan vedtages, og tvang er uundgåelig i epidemilovgivning«.

Demokratisk underskud

Problemet med udkastet er ifølge Kent Kristensen, at den er i demokratisk underskud.

»I udkastet er der ikke lagt op til nogen demokratisk kontrol. Regeringen vil oprette en epidemikommission uden inddragelse af de andre partier. Den giver beføjelser, og folketinget ved ikke, hvilke beføjelser der er tale om«.

Men var det også et problem i den gamle lov?

»Nej, det er forskellen. Der var tvangsbestemmelser, men folkestyret havde mere hånd i hanke med, hvad ministeren foretog sig. Ministeren måtte gerne gribe ind, men efter Sundhedsstyrelsen indstilling. Uden indstilling ingen indgreb«.

Hvordan kan en epidemilov være mere demokratisk?

»Man kan lukke ned på mange måder. Sige, at beslutninger skal træffes i folketingssalen, epidemikommissionen skal fungere som vores sundhedsudvalg med politiske ordførere og have demokratisk legitimitet. I det nye udkast er der en kommission bestående at embedsmænd, så der er ingen demokratisk forankrede beslutninger«.

Hvad er du opmærksom på i næste udkast?

»Man kan godt finde en balance, som giver mulighed for at handle hurtigt, når det er nødvendigt, og samtidig sikre den nødvendige demokratiske legitimitet«.

Hvad hvis Danmark står over for en farligere epidemi, og alle skal være enige – kan processen ikke blive for langstrakt og dermed udgøre en sundhedsrisiko?

»Der kan opstå politiske spil, men det, du spørger om, er, om vi skal gøre som andre lande, som vi ikke vil sammenlignes med. Det bliver en spørgsmål om, hvornår målet helliger midlet. Hvis man kan ’bypasse’ en demokratisk proces, er det ikke et demokratisk samfund. Da vi havde epidemi, kunne folketinget på tre dage vedtage ny lov, så folkestyret har vist, at det godt kan håndtere det her«.

LÆS MERE

Lægeforeningen: Epidemilov udfordrer retssikkerheden

COVID-19: Tvangsvaccination er en absurd magtbeføjelse

Epidemiloven og tragik

Forslag til epidemilov går for vidt