Skip to main content

Urimeligt og uanstændigt, hvordan vi behandler udenlandske læger

Der er brug for en mere fair proces, mener to danske læger, der på hver deres måde har oplevet problemstillingen med manglende evalueringsansættelser til udenlandske læger.

Søren Thybo, er frivillig underviser i »lægedansk« på Gentofte Hospital. Han er indigneret over, hvordan de udenlandske læger i Danmark bliver behandlet. Foto: Privat.

Af Charlotte Kiil Poulsen, ckpo@dadl.dk

5. aug. 2024
4 min.

Anna Eltvedt, som er hoveduddannelseslæge på Afdelingen for Børn og Unge på Rigshospitalet, har via et forskningsnetværk på Statens Serum Institut lært en udenlandsk læge at kende, som det seneste år har været i gang med at søge lægeautorisation i Danmark.

»Min udenlandske kollega har bestået alle formelle krav, herunder taler hun flydende dansk. Hun har været med mig på vagt på min arbejdsplads. Hun er uden tvivl fagligt skarp og ræsonnerer fuldstændigt, som vi er skolet til i Danmark, og så er hun ydmyg, positivt indstillet og hårdtarbejdende. Dertil har hun flere positive referencer fra danske afdelinger, hvor hun har haft ulønnede praktikker, der alle har været glade for hende. Derfor kom det meget bag på mig, at hun fik så svært ved at finde en evalueringsansættelse,« fortæller Anna Eltvedt.

»Hun er uden tvivl fagligt skarp og ræsonnerer fuldstændigt, som vi er skolet til i Danmark. Det kom meget bag på mig, at hun fik så svært ved at finde en evalueringsansættelse«Anna Eltvedt, HU-læge på Afdelingen for Børn og Unge, Rigshospitalet

Efter den udenlandske læge gennem næsten et år havde søgt evalueringsansættelser i hele landet og med udsigt til, at fristen ville udløbe inden længe, besluttede Anna Eltvedt at forsøge at hjælpe ved selv at ringe rundt til forskellige afdelinger:

»Egentlig synes jeg jo, at det var mærkeligt at skulle ringe på hendes vegne, for hun er virkelig dygtig og sej selv. Det burde ikke være nødvendigt at have en dansk læge til at facilitere vejen videre. Men det var bare, som om hun ikke selv kunne få hul igennem. Hun havde selv prøvet alt det, hun kunne. Det var meget frustrerende og opslidende for min kollega«.

»Vi fik afslag på afslag – venlige og imødekommende – men de henviste alle til, at de ikke havde plads eller råd. Til sidst fik en afdeling en langtidssygemelding, og så lykkedes det heldigvis«, fortæller Anna Eltvedt.

Den udenlandske læge ønsker ikke selv at være med i artiklen, fordi forløbet har været udmattende, og hun gerne vil fokusere på at komme godt i gang med arbejdet på hospitalet.

Anna Eltvedt håber, at noget bliver ændret, så andre udenlandske læger ikke skal igennem et lignende forløb:

»Via min kollegas sag har jeg fået indblik i, hvordan vi behandler de udenlandske læger i Danmark. Og det er helt urimeligt, synes jeg. De yder en kæmpe indsats, og i sidste ende løber mange alligevel panden mod en mur, fordi der er noget, der blokerer for deres videre færd gennem ,systemet’. Min oplevelse er, at ledelserne på afde­lingerne ønsker at hjælpe, men de henviser typisk til, at de ikke har råd, da udenlandske læger – i modsætning til danske KBU’ere – aflønnes direkte af afdelingen. Det lader altså til at være et strukturelt eller politisk problem og ikke manglende velvilje fra afdelingerne«.

Tidligere overlæge: Helt uanstændigt

Det samme mener tidligere overlæge på Afdelingen for Infektionssygdomme på Rigshospitalet Søren Thybo, der nu arbejder én dag om ugen som frivillig underviser i »lægedansk« på Gentofte Hospital. Han er indigneret over, hvordan de udenlandske læger i Danmark bliver behandlet:

»Jeg møder mange udenlandske læger, og jeg har inderligt ondt af alle disse mennesker, der er fanget i denne langsommelige og ofte udsigtsløse proces«, fortæller han og fortsætter:

»Vi har som samfund stillet disse mennesker i udsigt, at de kommer til at få lov til at arbejde som de professionelle, de er. Derfor virker det for mig helt uanstændigt, at der så ikke er en aftale med regionerne, som forpligter regionerne til at oprette et passende antal evalueringsstillinger, hvor de i sidste ende ville kunne have glæde af de pågældende som arbejdskraft«.

»Vi har som samfund stillet disse mennesker i udsigt, at de kommer til at få lov til at arbejde, som de professionelle de er. Derfor virker det for mig helt uanstændigt, at der så ikke er en aftale med regionerne, som forpligter regionerne til at oprette et passende antal evalueringsstillinger« Søren Thybo, tidl. overlæge på Afdelingen for Infektionssygdomme, Rigshospitalet

Både Søren Thybo og Anna Eltvedt mener, det er et problem, at det er overladt til den enkelte, og at det typisk kræver et stærkt dansk netværk at klare det.

»Det virker, som om man som udenlandsk læge har brug for nogen i sit danske netværk til at bane vejen for at få en evalueringsansættelse. Men de fleste udenlandske læger har jo af gode grunde ikke et netværk, når de ankommer, så jeg synes virkelig, man skylder dem at lave en transparent fair proces, hvor alle, der består de formelle krav, har mulighed for at gennemgå en klinisk evalueringsproces. For selvfølgelig skal det faglige niveau og kommunikationen være i orden. Men de skal have mulighed for at blive evalueret på retfærdig vis – alle sammen. Lige nu er der noget økonomi og noget politik, der ikke spiller«, siger Anna Eltvedt.