Uro efter drab på læge: »Vi har brug for mere beskyttelse«

Han sidder ved siden af forsvarer Karoline Normann i retssal F i Retten i Helsingør. Den korpulente 56-årige mand, der er tiltalt for drabet på læge Charlotte Asperud, gnider sit skæg med langsomme bevægelser og stirrer på et imaginært punkt skråt frem for sig.

Det er det sidste retsmøde inden domsafsigelsen. Den tiltalte spritter sine hænder omhyggeligt af.

Anklagemyndigheden har tiltalt ham for manddrab, og det er nu anklager Bente Schnacks opgave at overbevise nævningene om, at drabet er begået med forsæt. Den tiltalte, hvis DNA blev fundet under Charlotte Asperuds negle på højre hånd, nægter sig skyldig i manddrab, men har erkendt vold med døden til følge.

Sagen om drabet på den 58-årige læge har opskræmt mange læger og har fået dem til at stille krav om anonymitet. Ugeskrift for Læger undersøger i denne artikel, hvordan sagen har forandret lægelivet. Mange fortæller, at de har fået hemmelig adresse, og de ønsker ikke, at deres fulde navn skal stå på hverken navneskilt eller i patientjournaler.

Ikke alle har det dog sådan. Sagen er lige så sjælden, som den er ulykkelig, og der er også læger, som ikke ser grund til at skjule hverken navn eller adresse, ligesom de ikke mener, at man bør udlede så drastiske konsekvenser af en så usædvanlig sag.

I en anden virkelighed

Charlotte Asperud arbejdede i akutmodtagelsen på Nordsjællands Hospital i Hillerød, da hun i 2014 behandlede sin senere drabsmand. Sagen har derfor rystet de ansatte på hospitalet – især da det i 2019 kom frem, at den drabssigtede havde en udskrift af sin patientjournal, hvor han havde streget Charlotte Asperuds og flere andre lægers navne under.

På Nordsjællands Hospital er der som følge af sagen blevet indført mulighed for, at de ansatte kan have fornavn i stedet for fulde navn på deres navneskilt. Der er blevet sat videokameraer op i akutmodtagelsen, og der er blevet afholdt kurser og undervisning for personalet i konfliktnedtrapning og i digital sikkerhed, så de kan sikre, at oplysninger om dem ikke er offentligt tilgængelige.

Anæstesiolog Iben Sorgenfrei er en af de ansatte på hospitalet i Hillerød, der har engageret sig i sagen. Hun mener, at læger generelt bør kunne underskrive notater i patientjournalen med tjenestenummer i stedet for deres fulde navn. Patienterne skal efterfølgende kunne få navnet bag nummeret oplyst, hvis de ønsker det, men deres forespørgsel vil blive logget. En stor del af lægerne i denne artikel giver udtryk for samme ønske.

»Vi har brug for mere beskyttelse. Jeg havde i sidste uge en patient, der var meget aggressiv, og han stirrede hele tiden vredt og intenst på mit navneskilt. Der kan jeg huske, at jeg tænkte, at nu er det vist på tide at få fjernet det efternavn«.

Formændene for Lægeforeningen, Yngre Læger og FAS har alle forholdt sig til sagen. De udtrykker forståelse for den utryghed, drabssagen har skabt, men de mener, at læger som hovedregel skal optræde med fulde navn, og at anonymitet vil skade læge-patient-relationen.

Men Iben Sorgenfrei oplever i sin dagligdag, at der opstår situationer, hvor det er umuligt at skabe en normal menneskelig relation.

»En god læge-patient-relation forudsætter, at vi befinder os i samme virkelighed. Det gør vi ikke altid. For vi har indimellem patienter, som er så sindssyge, kriseprægede eller påvirkede, at det ikke giver mening. Og i de situationer betyder efternavnet ikke noget«.

Debat i Facebookgruppe

Iben Sorgenfrei fortæller, at lægerne diskuterer drabssagen og deres sikkerhed i den store Facebookgruppe for læger med cirka 11.000 medlemmer. Her fortæller læger – især i psykiatrien – at de kun tør optræde på sociale medier med falske profiler. Og læger udveksler gode råd om, hvordan man ved at få hemmelig adresse kan undgå, at adressen er offentligt tilgængelig i CVR-registret – dette gælder for eksempel de praktiserende læger.

I denne artikel optræder kun kvindelige kilder. Det har ikke været tilsigtet. Sådan er det bare blevet. Kun kvinder har henvendt sig.

Det er da heller ikke alle læger, der mener, at læger bør være anonyme og underskrive sig med et nummer. Der er stor forskel på oplevelsen af utryghed fra speciale til speciale; der er læger, der lever uproblematisk side om side med deres patienter, og nogle læger er også private venner med patienter.

Og så er drabssager heldigvis sjældne. Statistisk set er risikoen ikke stor, og derfor er flere læger også enige med lægeformændene i, at sagen ikke skal ødelægge de gode relationer, som læger har til de fleste patienter.

Iben Sorgenfrei medgiver, at langt de fleste patienter er fredelige og rimelige. Men hun oplever ikke, at den gode patientkontakt handler om hendes efternavn. Den opstår ved øjenkontakt, smil og nærvær, og hun nøjes næsten altid med at sige sit fornavn. Fordi det er nemmest.

»Jeg synes, at frontpersonalets sikkerhed burde være det vigtigste for vores foreninger. Så må læge-patient-relationen komme i anden række. Det er rigtigt, at det heldigvis er meget sjældent, at patienter kan finde på at gøre ting som Charlottes drabsmand, men der findes mildere udgaver, som også er meget ubehagelige; patienter, som opsøger os privat eller på sociale medier, og hvor vi ikke ved, hvor langt de kan finde på at gå«, siger Iben Sorgenfrei.

Den konkrete frygt

Iben Sorgenfrei er en af de få læger, der optræder med sit fulde navn i denne artikel. De fleste læger, som Ugeskrift for Læger har været i kontakt med, har ønsket at være anonyme.

En 41-årig akutlæge fortæller, at hun netop har fået hemmelig adresse, fordi hun er blevet afhørt som vidne i en sag, hvor en patient, som hun tvangsindlagde præhospitalt, har klaget over politiet. Sager med tvang, vold og psykisk syge er ikke sjældne i den præhospitale virksomhed, siger hun.

»Patienten havde skåret sig i håndleddet og ville springe ud ad vinduet på anden sal. Hun var vred og råbte og slog ud mod alt og alle. Jeg forsøgte forgæves at komme til at behandle hende, og til sidst måtte politiet overmande hende. Da jeg skal afgive vidneforklaring, får jeg at vide, at mit fulde navn kommer til at fremgå af den vidneforklaring, som bliver sendt til patienten. Det har gjort mig utryg. Jeg har bestemt ikke lyst til, at hverken patienten eller hendes mand skal møde op hjemme hos mig«.

Trine Jeppesen, praktiserende læge i København, kontakter Ugeskrift for Læger, fordi der for nylig har været en meget truende patient i hendes klinik. En mand dukkede uanmeldt op og krævede at få en lægeerklæring. Da hans forehavende ikke lykkedes, blev han meget voldsom, situationen eskalerede, og han forlod råbende klinikken, mens han knaldede dørene i.

»Når sådan noget sker, går man rundt i limbo i nogle uger og tænker: Gad vide, hvad han kan finde på? Så har man en periode, hvor man er ekstra oppe på dupperne, tjekker hele tiden, om døren er låst og sådan nogle åndssvage ting«, siger Trine Jeppesen.

Hun siger, at hun »figurerer overalt« på nettet, og hun har da heller ikke tænkt sig at få hemmeligt nummer eller adresse.

»Men jeg er sikker på, at spørgsmålet om vores tryghed og sikkerhed kommer til at fylde i arbejdet i PLO i de kommende år. Både de problemer, vi oplever i små lægevagtskonsultationer, hvor lægen sidder helt alene, og de problemer, man oplever i de små praksis med få kolleger eller ansatte«, siger Trine Jeppesen.

Den diffuse frygt

Men det er ikke altid, at frygten er konkret og relateret til en voldsom episode med en truende patient. Nogle gange er frygten mere diffus. Drabet på Charlotte Asperud, lægernes indbyrdes diskussioner om utryghed i Facebookgruppen og mediers artikler om drabssagen er for nogle læger det, der vækker uroen.

Dorte fortæller, at hun ikke selv har oplevet truende og aggressive patienter. Men hun er bekymret over de mange klagesager i hendes speciale. Og drabssagen har gjort uroen værre.

»Efter drabet på Charlotte Asperud er jeg begyndt kun at præsentere mig med fornavn, når jeg hilser på patienterne. Før i tiden sagde jeg mit fulde navn. Men det er blevet anderledes nu«, siger Dorte, der ikke ønsker, at hendes efternavn kommer med i artiklen.

En yngre læge, der endnu ikke har valgt speciale, fortæller, at hun ikke selv har haft oplevelser, der »har brændt sig fast«, hvor hun har været utryg på grund af patienter, og hun har aldrig været urolig for, at patienter kender hendes fulde navn. Hun mener heller ikke, at man som læge bør være nødt til at sløre sin identitet med adressebeskyttelse og dæknavne på sociale medier.

»Men artiklerne i Ugeskrift for Læger og lægedebatten på Facebook om lægers tryghed og sikkerhed har alligevel påvirket mig. Og jeg ønsker ikke, at mit arbejde skal få som konsekvens, at min familie for en sikkerheds skyld skal skjule navn og adresse«, forklarer hun.

Det er især drabet på Charlotte Asperud og Svendborgsagen, som nu gør, at hun er sikker på, at hun vil vælge et speciale uden patientkontakt.

»Jeg ønsker ikke et klinisk speciale. For mig er patientkontakten simpelthen ikke utrygheden værd. Men det føles usolidarisk og nærmest skamfuldt over for kollegerne at drage den konsekvens«, fortæller hun.

Sjældne navne

Charlotte Asperud var ikke en offentligt kendt læge. Tværtimod. Politiet har oplyst, at hun ikke var at finde på Google, Krak eller andre steder på internettet.

Men den tiltalte, der beskrives som uhyre velbegavet og veluddannet – han er flymekaniker, pilot og maskiningeniør – er it-kyndig, og det er i retten kommet frem, at han har anvendt en særlig software, som gjorde det muligt for ham at finde adresser, som ellers ikke var tilgængelige.

Det har ikke beroliget lægerne.

Det har især gjort indtryk på de læger, som har et sjældent navn. Adskillige læger har henvendt sig til Ugeskrift for Læger, fordi de har et sjældent navn, som de – indtil nu – har været både glade for og stolte af. De har navne, som binder bånd til forældre, fjernere forfædre og en lang familiehistorie. Men lægedrabet i Nordsjælland har gjort de sjældne navne til en belastning.

En af lægerne fortæller, at hun har fået hemmelig adresse, og at hun foruden sit almindelige fornavn har tre navne – to usædvanlige og et almindeligt efternavn.

»Når jeg skriver en recept, står mit fulde navn altid i FMK. Derfor overvejer jeg nu at slette de to usædvanlige navne og kun beholde det almindelige. Det synes jeg er ærgerligt, for jeg har altid været glad for mine sjældne navne. De betyder noget for mig«, siger hun.

En 31-årig introlæge fortæller, at hun og hendes børn har haft hemmelig adresse, siden Charlotte Asperud blev slået ihjel. Hun fortæller, at hun er andengenerationsindvandrer, og at hun er den eneste i Danmark med sit navn. Drabssagen har gjort, at hun synes, at det er for utrygt at være så nem at finde.

»Det koster ikke noget at have hemmelig adresse, og jeg kan ikke se, at der er nogen særlige gener ved det. Det er en temmelig lavthængende frugt«, forklarer hun.

»Jeg ville foretrække at bruge tjenestenummer i journalen og have fornavn på navneskiltet. Det betyder absolut ingenting for læge-patient-relationen. Jeg præsenterer mig alligevel kun ved mit fornavn, og de fleste glemmer det igen. Så omtaler de mig som »hende den lille mørke« eller sådan noget«.

Nye regler for journalføring

Den 1. juli 2021 træder en ny bekendtgørelse om journalføring i kraft, og med den bliver det muligt for læger at underskrive sig med andet end navn i journalen. Det fremgår således af høringsudkastet, at patientjournalen skal indeholde »oplysninger om, hvem der har haft patientkontakten (navn eller anden entydig identifikation, titelbetegnelse og om nødvendigt arbejdssted)«.

Ugeskrift for Læger har spurgt i Sundhedsministeriet, om muligheden for at underskrive sig med »anden entydig identifikation« er begrænset til kun at gælde særlige specialer eller i særlige tilfælde, hvor patienter er truende. Ministeriets presseafdeling svarer følgende:

»Bekendtgørelsen omfatter alle autoriserede sundhedspersoner, herunder også i forhold til muligheden for kun at identificere sig med for eksempel initialer i patientjournaler«,.

Men spørgsmålet er, om muligheden for anden identifikation end navnet kan give lægerne den sikkerhed, mange efterspørger, eller om det vil være en falsk tryghed. Flere læger er bekymrede for, at det stadig vil være muligt for patienter ad bagveje at få oplyst identiteten på den behandlende læge. I dag er det for eksempel muligt for patienter at se, hvilke sundhedspersoner der har tilgået deres journal, ligesom de kan se, hvilke læger der har udskrevet medicin til dem i FMK.

Personlig deroute

Ifølge obduktionserklæringen formodes Charlotte Asperud at være død som følge af »svære og udbredte kranielæsioner« som følge af stump vold. Anklageskriftet indeholder ud over tiltalen for manddrab 13 yderligere forhold, herunder brandstiftelse og indbrud.

Den tiltaltes forsvarer Karoline Normann beskrev ved sin procedure den tiltalte som en mand, der tidligere er blevet omtalt som både omsorgsfuld og betænksom. De seneste godt ti år har han imidlertid været gennem en voldsom personlig deroute med misbrug af alkohol og kokain, opløste ægteskaber, afbrudt kontakt med sine børn, psykiatriske indlæggelser, kriminalitet og flere fængselsdomme.

Anklageren kræver ham idømt forvaring.

Ugeskrift for Læger er kommet i kontakt med de medvirkende læger via et opslag i Facebookgruppen ’Læger’. Her søgte vi læger, som vil fortælle om utryghed i forbindelse med deres arbejde.

Identiteten på de anonyme læger i denne artikel er Ugeskrift for Lægers redaktion bekendt.

Læs mere på temaside om Asperudsagen.