»Vi skal ikke vente på flere helbredsundersøgelser – vi ved nok om PFAS til at sige stop«

Lige nu er Paula Hammer involveret i sin anden store sag, hvor bekymrede borgere er ladt tilbage i uvished om omfanget af PFAS-forurening nær deres hjem og den sundhedsmæssige betydning for dem og deres familie. 

Som afdelingslæge, klinisk toksikolog og ph.d. på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling og Giftlinjen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital er det bl.a. hendes ekspertise, der er efterspurgt, når naboerne til tre adresser i Kvistgård i Nordsjælland, der har huset den samme teflonfabrik, ikke ved, hvor meget PFAS (per- og polyfluoralkylstoffer), de har været udsat for og måske fortsat er eksponeret for på fabrikkens nuværende adresse.

»Naboerne er forståeligt nok bekymrede for bl.a. den røg, der kommer ud af fabrikkens skorstene, men som sundhedsfaglige kan vi ikke svare på borgernes bekymringer. Der er ikke lovgivet for PFAS i luftemissioner, og ingen har hidtil kunnet påtvinge virksomheden at oplyse det, da der ikke er lovhjemmel hertil.

De praktiserende læger har ikke ekspertisen til at kunne foretage en toksikologisk risikovurdering af stoffer, de aldrig har hørt om. Afdelinger som min besidder ekspertisen, men dels har vi hidtil ikke været en naturlig samarbejdspartner i den slags forureningssager, dels er det yderst vanskeligt at foretage en risikoanalyse, da vi mangler fakta«.

I dette nummer af Ugeskrift for Læger er Paula Hammer førsteforfatter på en statusartikel om PFAS-forurening i Danmark, som bl.a. har til formål at påpege huller i miljølovgivningen, der betyder, at de berørte borgere – ifølge Paula Hammer – »ikke gribes, men falder mellem flere stole«.

I skriver, at en koordineret håndtering af PFAS-forurening kan effektivisere forbruget af ressourcer i sundhedsvæsenet. Er der i dag mange kokke om gryden?

»Ja, men alligevel er der ikke rigtig nogen, der har bolden. Når jeg ser på de sager, jeg har været involveret i, viser det sig, at hullerne er systemskabte, da alle involverede myndigheder tilsyneladende har gjort det, de skal«, siger Paula Hammer.

Hun henviser til sagen fra Korsør, hvor det i 2021 tilfældigt blev afdækket, at borgere havde spist kød med store mængder PFOS fra køer, der havde græsset på en mark, hvor der blev udledt spildevand med det i dag forbudte PFOS, og hvor hendes daværende afdeling på Holbæk Sygehus tilfældigt blev involveret.

»Der var ingen miljømyndigheder, der var ansvarlig for hverken at kortlægge eller afværge en miljøforurening på det areal, som køerne i Korsør græssede på. Området opfyldte ikke de kriterier, der skulle til for at enten kommune eller region havde ansvaret. Derfor var det vanskeligt at få de nødvendige data som f.eks., hvilke PFAS-stoffer der blev anvendt og i hvor store mængder.

Hverken borgerne fra Korsør eller Kvistgård skal imidlertid cirkulere mellem de praktiserende læger og diverse myndigheder for at få svar på deres berettigede spørgsmål. De har brug for saglig viden om risikoen for, at de bliver syge«.

»Ikke alle får forhøjet kolesterol af at indtage fløde og bacon«

Og netop formidling af helbredsrisiko lader meget tilbage at ønske, mener Paula Hammer.

I statusartiklen understreges derfor vigtigheden af at skelne mellem populations- og individrisiko.

Af medierne er det fremgået, at der er en 30% forhøjet risiko for at udvikle nyrekræft, hvis man har været eksponeret for store mængder PFAS.

Frem til 75-årsalderen er risikoen for at få nyrekræft 0,7% for danske kvinder og 1,6% for danske mænd, og den absolutte risiko stiger dermed til henholdsvis 0,9% og 2,1%.

»Både medier og eksperter skal tale med store bogstaver og pege på den potentielle fare ved PFAS-stoffer, men uden at vildlede og tage borgerne som gidsler.

Men skal ikke opskræmme den enkelte borger, der har været eller er særligt udsat for PFAS og efterlade dem i en frygt for, at de bliver syge.

Jeg har talt med mange af de berørte borgere, der nærmest opfattede at have fået en dødsdom.

Den rapporterede, forhøjede risiko for nyrekræft er baseret på PFAS-værdier i drikkevand, som vi næppe kommer til at se i Danmark. Og selv hvis det skulle ske, vil det betyde, at ud af 1.000 individer med de høje niveauer af PFAS i kroppen, vil de 990 aldrig udvikle nyrekræft.

Jeg vil påstå, at den negative påvirkning af de involverede borgeres mentale helbred har været langt værre end den eventuelle øgede risiko for sygdom«.

Af Sundhedsstyrelsens rapport om helbredseffekterne af de fire PFAS-stoffer PFOA, PFNA, PFOS og PFHxS fremgår det bl.a., at der er en op til 100 g lavere gennemsnitlig fødselsvægt.

»Det er ikke en for lav fødselsvægt og derfor ikke udtryk for sygdom.

Selv hvis man måtte have store mængder af PFAS i kroppen, er det ikke ensbetydende med, at man vil udvikle sygdom. Ligesom det heller ikke er alle, der får forhøjet kolesterol af at indtage fløde og bacon.

Tungmetaller som bly og kviksølv, der er langt mere toksiske end PFAS, har vi lært at leve med, og som gravid ved man, at man skal undgå at spise for meget af de store fisk.

Når det er sagt, er både for mange PFAS og for mange hormonforstyrrende stoffer et skridt i den forkerte retning«.

Blodprøver giver ingen mening

Af den videnskabelige leder i nærværende nummer fremgår det, at den amerikanske miljøstyrelse har anbefalet en yderligere markant sænkning af grænseværdierne for de vigtigste PFAS, der vurderes som værende næsten lige så giftige som dioxin. Hvad tænker du om det?

»At noget er ,giftigt’ kan betyde mange ting. Ja, PFAS og dioxin er begge persisterende stoffer, der kan forårsage både hormonforstyrrelser og kræft. Men det er vigtigt at slå fast, at dioxin er langt mere toksisk end PFAS.

Når det er sagt, bliver vi nødt til at stoppe forbruget af PFAS. De er overalt og skal ikke være i vores kroppe. Cirka 30 PFAS-stoffer er undersøgt, og vi skal ikke vente på helbredsundersøgelser af de resterende flere tusinde PFAS-varianter. Vi ved nok til at sige stop.

Tilbage i halvfemserne formåede vi at lovgive om andre evighedsstoffer, nemlig dioxiner og PCB (poly-chlorede biphenyler, red.) på gruppeniveau. Men når det kommer til reguleringen af PFAS, halter det, idet vi lovgiver for et stof ad gangen«.

Paula Hammer og hendes medforfattere mener ikke, det giver mening, at de, der gerne vil vide, hvor meget PFAS de bærer rundt på i kroppen, får taget en blodprøve.

»Vi behøver ikke blodprøver til at påpege, at vi har PFAS i kroppen, for det har vi alle sammen. Og vi ved ikke, hvor store PFAS-niveauer i blodet der skal til, før det udgør en helbredsrisiko for den enkelte.

Ifølge Sundhedsstyrelsen giver det kun mening at screene, hvis vi kan forebygge eller behandle det, vi screener for. Men på nuværende tidspunkt er der ingen etableret behandling mod et for højt niveau af PFAS i kroppen. Og en blodprøve siger intet om risikoen for, om man udvikler sygdom«.

De PFAS, der er udfaset, er erstattet af andre PFAS. Hvor sikker er man på, at de ikke også har skadelige virkninger? Er der »gode« PFAS-stoffer?

»Det ved vi ikke særlig meget om. Og der er heller ingen forskningsprojekter, der kan tage højde for de mere end 10.000 PFAS, der findes. Dem, der er blevet forbudt, har en halveringstid på flere år, mens der er andre, der udskilles af kroppen i løbet af få dage, sågar timer. Men om det betyder, at der er mindre risiko for, at de kan gøre os syge, ved vi ikke«.

Du har bl.a. selv været involveret i forsøg, hvor det er undersøgt, om det kolesterolsænkende lægemidddel colestyramin kan mindske indholdet af de klassiske PFAS i blodet. Kan det det?

»Enkelte studier – herunder vores eget af borgerne i Korsør – har påvist, at kolesterolsænkende medicin kan udskille PFAS hurtigere end ellers. Vi ved dog ikke, om det mindsker risikoen for sygdom, eller om risikoen ved at tage medicinen er større end risikoen for at blive syg af PFAS.

Hvis man har været udsat for en ekstraordinær stor udledning af PFAS, og man har en sygdom, som gør en særlig sårbar for visse helbredseffekter, kan det måske give mening«.

Kildeopsporing batter

Som det foreløbig eneste EU-land nedsatte Danmark i 2021 grænseværdien for summen af PFOS, PFOA, PFHxS og PFNA i drikkevand fra 100 til 2 ng/l efter anbefaling fra Det Europæiske Fødevareagentur. En værdi, der tager udgangspunkt i beregning for de allermest sårbare, spædbørn, som er særligt udsat for PFAS fra både morens mave og amning.

Af statusartiklen fremgår det, at noget tyder på, at den aktuelle gennemsnitskoncentration i den danske baggrundsbefolkning er omtrent 4 ng/ml, og at vi, i takt med at grænseværdien sænkes, vil se flere eksempler på, at grænseværdier overskrides.

Det er vel en vigtig pointe: at det ikke er udtryk for, at der forurenes mere, men at barren for, hvornår værdierne er for høje, er hævet?

»Netop. At vi i Danmark har nedsat grænseværdien med en faktor 50 betyder, at der vil være flere overskridelser. Siden vi skrev artiklen, har vi undersøgt flere kohorter, i alt cirka 18.000 mennesker, og det viser sig, at lovgivningen virker, hvorfor den bør omfatte endnu flere PFAS-stoffer.

I takt med at der sker forbud, udledes der også mindre PFAS, ligesom blyindholdet i mennesker faldt, da bly blev fjernet fra benzin«.

Det lyder, som om Danmark på nogle punkter er duks, når det kommer til at håndtere PFAS?

»Både ja og nej. Ud over det, jeg allerede har nævnt, er der yderligere plads til forbedring. Ikke mindst ved at iværksætte en bedre kildeopsporing. Af Miljøstyrelsens rapport fra 2016 fremgår det, at der fortsat er 13 forskellige brancher, der importerer store mængder PFAS. Men vi ved ikke eksakt, hvor virksomhederne ligger, ligesom det ikke er kortlagt, hvor meget PFAS de udleder, og om der er borgere, der er blevet eksponeret via hud og det, de indånder og spiser.

Det er nødvendigt, for at vi kan afgøre, om der er tale om sundhedsfare.

Kildeopsporing er det, der virkelig batter.

Grundvand forurenet med PFAS er vi ikke i direkte kontakt med. Heller ikke hvis det bliver oprenset til drikkevand. Vasker jeg hænder efter at have lavet havearbejde, er jeg heller ikke i kontakt med PFAS.

Det er den humane eksponering, der er altafgørende. Herunder forurening via luften, vi indånder. Her er man ikke engang gået i gang«, siger Paula Hammer og henviser til forureningssagen fra Korsør, der netop afdækkede, at lovgivningen for måling at PFAS i spildevand var »særdeles utilstrækkelig«.

Tilbage i 2022 var der kun krav til et enkelt PFAS-stof i udledninger af spildevand. Siden er der stillet skærpede krav til 23 flere PFAS-stoffer.

Og efter Paula Hammer og hendes medforfattere færdiggjorde deres artikel, nedsatte regeringen sidste år en Videnstaskforce for PFAS, der skal arbejde til og med 2024. Formålet er at sikre et overblik over viden om forekomst, risici og spredning af PFAS i miljøet såvel i Danmark som internationalt.

Er det utopi at tro, at vi helt vil kunne undgå at anvende PFAS?

»Nej, jeg tror det er muligt, også selv om PFAS har givet også nogle bekvemmeligheder, som f.eks. gør, at vi ikke skal græde over spildt rødvin i den hvide sofa.

Men at skille os af med PFAS er ikke en opgave, der kan løftes af et enkelt land alene. Vi skal have kemikalieindustrien med ombord. Vi ved, at den har opponeret heftigt mod det omfattende forslag om anvendelsesbegrænsning af alle mere end 1.000 PFAS-stoffer, som EU’s Kemikalieagentur fremsatte i februar sidste år«.

Det er Tyskland, Holland, Sverige, Norge og Danmark, der har udarbejdet forslaget, der lægger op til, at PFAS med nogle få undtagelser som udgangspunkt skal være forbudt. Og det gælder PFAS i hele leverandørkæden.

Det endelige forslag forventes fremstillet af EU-Kommissionen i 2025.