PFAS: Vi skal sætte en prop i hurtigst muligt

Den erfarne forsker var med egne ord ved at falde ned af stolen, da han så resultaterne.

En fordobling i barnets indhold af PFOS i blodet førte til en halvering af antistofkoncentrationen.

Året var 2011, og Philippe Grandjean var med forskerkolleger ved at undersøge færøske børn. På det tidspunkt var han bekymret over dioxin og PCB, som kan være immuntoksiske. Derfor tog de blodprøver på knap 600 børn på fem og syv år og målte vaccineantistoffer efter vaccination.

»Vi havde påvist, at PCB kunne påvirke ­respons på børnevacciner, men det var ikke så overvældende. Kun lige akkurat signifikant«.

Anderledes det ud med PFOS, som ­hører under PFAS-familien – en samlebetegnelse for en kæmpe gruppe kemiske stoffer, som bruges i alt fra regntøj til teflon og tandtråd. Den kemiske binding mellem kulstof og fluor er stærk og gør, at stofferne er stabile og svære at nedbryde. Det er godt til bestemte formål, f.eks. til at putte på skoene og sofaen.

Professor i miljømedicin Philippe Grandjean og resten af verden kendte ikke så ­meget til de skadelige effekter ved PFAS dengang, og han vidste heller ikke, at stofferne de ­næste mange år ville forme hans arbejdsliv og resultere i mange forskningsartikler.

I dag kender han og resten af Danmark til de skadelige effekter. Danskerne har de ­seneste år kunnet læse artikler om, at PFAS findes i havskum, i vildænder og fisk, at tidligere brandøvelsespladser er en dårlig nabo, hvis man har græssende kvæg og gerne vil spise deres kød. Det har vist sig, at der i 60 ud af 67 stikprøver af græs ved vestkysten er fundet forhøjede mængder PFAS, og også i økologiske æggeblommer er det fedt- og vandafvisende vidundermiddel fundet.

Med de dårlige erfaringer, vi har, er vi nødt til at sætte en prop i og forhindre mere forurening, mener Philippe Grandjean, som ­tidligere var ansat som sagkyndig og nu sidder i Sundhedsstyrelsens ekspertgruppe om PFAS.

Han er professor på Syddansk Universitet, og indtil for nylig var han også ansat på Harvard som adjungeret professor, men er trådt tilbage på grund af flere kontroverser – blandt andet på grund af hans forskning i emner med politisk bevågenhed. Nu er han ansat som forskningsprofessor på University of Rhode Island og har netop modtaget en stor bevilling til videreførelse af et forskningscenter, der undersøger PFAS.

Immuntoksiske stoffer

Resultaterne fra Philippe Grandjeans forskning på Færøerne blev publiceret i JAMA i 2012 og medvirkede til de nye og lavere grænseværdier, EU’s fødevaresikkerheds­agentur, EFSA, har fastsat for PFAS.

I Thorshavn havde Philippe Grandjean og hans færøske kolleger en stor deltagerprocent, og fordi de voksne spiste grindehval og fisk, var nogle af børnene meget eksponeret for PFAS.

»Jeg ringede til en professor i børneimmunologi. Han var også ved at falde ned af stolen og spurgte, om børnene fik kræftmedicin, var udsat for radioaktiv stråling – hvad foregik der på Færøerne? Det er bare PFAS, svarede jeg«.

Siden har han sammen med mange andre forskere gjort flere gruopvækkende fund. Stofferne har været anvendt siden 1950’erne i teflon, og i årtier har producenterne insisteret på, at stofferne var uskadelige for menneskers helbred og for miljøet.

»Det troede vi alle sammen på, indtil resul­tater fra en fabrik blev lækket. De viste, at PFAS kunne være skadelige for immun­systemet hos aber, og en del af dem døde. Det var i 1978, og ingen anede noget om det, fordi det blev holdt hemmeligt. Først efter år 2000 kom det ud. Så skulle vi alle til at sætte analysen op og overveje, hvordan vi skulle undersøge det«, husker Philippe Grandjean.

Immunsystemets reaktion skabte hurtigt en mistanke. Resultater fra dyreforsøg viste allerede i 2010, at mus udsat for PFOS, altså det mest anvendte af fluorstofferne, havde større dødelighed ved en virusinfektion end dem, der ikke havde været udsat for PFOS.

At stofferne er immuntoksiske, er andre forskere også kommet frem til over hele verden fra Norge og USA til Japan og Kina.

Amning stridspunkt

Danskernes første konkrete møde med konsekvenserne ved PFAS indtraf i 2021, hvor det kom frem, at en kogræsserforening i Korsør havde spist kød fra kvæg, som var forgiftet med PFOS fra brandskum. PFOS er ellers en af de PFAS-­forbindelser, som er forbudt – siden 2006.

Da sagen rullede, var et af de mest nærværende og konkrete spørgsmål for nogle af foreningens medlemmer, om gravide kvinder med høje mængder i blodet måtte amme deres babyer.  

De gravide kvinder blev prioriteret, fik ­taget blodprøver og havde tårnhøje værdier, og cheflæge på Arbejds- og Socialmedicinsk Afdeling i Holbæk Ann Lyngberg sagde til Ugeskrift for Læger, at et af spørgsmålene fremadrettet er, hvordan læger kan rådgive de gravide, de ammende, og hvordan de ­laver opfølgende undersøgelser.

Efterfølgende lavede Sundhedsstyrelsen med hjælp fra ekspertgruppen en vejledning til de praktiserende læger om PFAS, hvor det foreløbig fremgår, at kvinder opfordres til at amme særligt i de første måneder af barnets liv. Sundhedsstyrelsen arbejder på en revision.

Netop amning er dog et stridspunkt blandt læger. Nogle argumenterer for, at kvinder udsat for PFAS skal amme fuldt ud. Flere mener, at mediedækningen af PFAS er helt ude af proportioner, og at de gavnlige effekter ved amning vejer tungere end hensynet til PFAS i modermælk. Amning er godt for både mor og barn, og det er også Sundhedsstyrelsens og WHO’s holdning.

Philippe Grandjean er en af de mere skeptiske eksperter. Han mener, at læger skal anbe­fale amning med forbehold, fordi moder­mælken kan være forurenet.

»Kunne det tænkes, at der nogle steder er mere dioxin, pesticider og PFAS i modermælken? Det er faktisk aldrig undersøgt. Jeg har jagtet de undersøgelser og ikke fundet nogen evidens. Vi kan se på Færøerne, at modermælken giver rigtig meget PFAS til børnene, og vi kan se, at jo mere de er ­ammet, desto mere PFAS i blodet, og desto dårligere reagerer de på vaccinerne. Og den er svær at forklare, for amning skulle jo gerne styrke immun­systemet«.

Forskning viser også, at barn nummer et kan tømme en del af morens PFAS-lagre. Det skyldes, at PFAS binder sig til protein i mælken, og når barnet er så lille, kan moren over en langvarig ammeperiode på seks måneder komme af med cirka halvdelen af det, hun har i kroppen.

»Når du skal fordele det i en mindre krop, kan barnet nå op på cirka ti gange så meget, som det moren havde. Det er vi nødt til at sige højt, for det er sådan noget, som EU-­Kommis­sionen ikke kræver undersøgt, når nye kemiske stoffer skal godkendes. Der tænker man ikke på, om stofferne har nogle egenskaber, der gør, at de bliver udskilt i modermælk. Men det burde man også under­søge. Ligesom vi har talt om hormonforstyrrende stoffer, der heller ikke bliver undersøgt nok«.

Barn nummer to, tre og fire får altså ikke lige så meget PFAS. Jo flere graviditeter og ammeperioder, moren har haft tidligere, ­desto lavere er hendes niveauer, og barnet bliver dermed udsat for mindre PFAS gennem modermælken, forklarer Philippe Grandjean.

Han kender til forskning i USA, hvor en kemiker har opfundet et filter, som kan fjerne PFAS fra modermælken. Moren malker ud og hælder mælken gennem filteret på en mælkeflaske. Smart, men:

»Det er lidt kunstigt, at vi skal finde på den slags teknik for at løse et problem, vi burde have forebygget«, udbryder han.

Philippe Grandjean har før argumenteret for, at man kun skal amme i tre eller fire måne­der, men der er ikke evidens for, at det er det rigtige.

Flere forskningsprojekter

Det er ikke kun amning og PFAS, der giver hovedbrud og diskussioner blandt forskere lige nu over hele verden.

Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har f.eks. gang i flere forskningsprojekter. ­Sandra Søgaard Tøttenborg, forskningsleder på ­Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling, ­oplyser, at de har undersøgt, hvordan føtal udsættelse for PFAS påvirker den mandlige reproduk­tions­evne på længere sigt. Nu under­søger de bl.a. langtidskonsekvenserne for lunger, kropssammensætning og kognition med særlig fokus på cocktaileffekter.

Desuden samler de alle eksisterende danske kohorter, der har målt PFAS, for at belyse udvikling i blodniveauer over tid og i forskellige grupper af befolkningen og relatere det til sygelighed, siger Sandra Søgaard Tøttenborg.

På Aalborg Universitetshospital under­søger de en mulig forbindelse mellem kræftsygdomme og PFAS. En kortlægning af danske tilfælde af knoglemarvskræft og akut myeloid leukæmi tyder på, at der er bestemte områder i landet, hvor sygdommene er særligt udbredte. Det kan ikke forklares ved forskellig alder og kønssammensætning, lyder det i en pressemeddelelse fra hospitalet.

Marianne Tang Severinsen, overlæge på Hæmatologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, forklarer i pressemeddelelsen, at sammenhængen mellem PFAS og kræftsygdomme er dårligt belyst.

Cheflæge Ann Lyngbergs afdeling forsker i samarbejde med Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus i en mulig behandling, nemlig om man kan give kolesteroldæmpende medicin, colestyramin, til at øge udskillelsen af PFOS i blodet. De har netop afsluttet den kliniske del, alle blodprøverne er sendt til SDU. Der går nogle måneder endnu, før de har resul­tatet.

Et positivt resultat er dog ikke det samme, som at der er en behandling, påpeger Ann Lyngberg.

»For det første er der ikke andre studier, så vi kan ikke sige, at effekten er evidens­baseret endnu. For det andet viser vi i så fald bare, at vi kan behandle en blodværdi, ikke at det forbedrer deres helbred. Derfor vil næste skridt være – hvis vi kan vise, at det virker i et omfang, der er klinisk relevant – at undersøge, om behandling vil give en helbreds­gevinst. Så selv hvis det virker, går der et par år, før man kan sige, at der er en behandling. Og for hvem og hvornår giver behandling mening? Helbredseffekterne af PFAS er så beskedne for de fleste, at det kun vil være afgrænsede grupper, hvor det giver mening«, siger Ann Lyngberg.

I Holbæk planlægger de sammen med DTU også et projekt om sammenhæng mellem mikrobiomet og PFAS, hvor de vil under­søge mikrobiomets sammensætning i tarmen hos deltagerne i relation til PFAS. Projektets viden skal bidrage til forståelsen af stoffernes helbredseffekter og potentielt pege på metoder, som kan fremme udskillelse eller begrænse optagelse af PFAS hos mennesker.

Koblet til folkesygdomme

Philippe Grandjean har de store folkesygdomme i kikkerten, når han undersøger PFAS’ skadelige effekter. Den vigtigste pointe er, at det er børnene, næste generation, som er den mest sårbare population, siger han.

»Programmeringen af vores DNA sker tidlig i udviklingen, hvor vores lever og andre organer skal lære at udtrykke de rigtige egenskaber, og det kan påvirkes af PFAS«.

Ved de færøske børn kunne han se, at børnene får forhøjelser i serumkolesterol, når de har meget PFAS i kroppen.

»Det er sådan noget, vi troede var for­beholdt tykke mænd oppe i årene og voksne indu­striarbejdere. Vi ser det altså også hos børn. Der er også en tendens til, at man får dårligere glukoseomsætning, hvilket kan tyde på diabetesforstadier«.

Det amerikanske studie Nurses Health Study indeholdt mange tusinde blodprøver fra amerikanske sygeplejersker og viste, at der var en øget risiko for type 2-diabetes, jo mere PFAS de havde været udsat for. Konklusionen kom på baggrund af blodprøver, der var taget op til ti år, før sygdommen var diagnosticeret. Det er en stærk indikation på, at PFAS er metabolisk toksisk, påpeger Philippe Grandjean.

Det tredje, han har set på, er knogledannelse. Osteoporose er en folkesygdom, ligesom diabetes og forhøjet kolesterol, og på DEXA-skanninger af niårige kan forskerne se, at børnene har dårligere mineralisering af knoglerne, jo mere PFAS de har fået i kroppen.

Summen af alle de konsekvenser er, at PFAS har at gøre med folkesygdomme. Forskning tyder også på, at PFAS-niveauerne kan mindske chancen for at tabe sig, og hvis man har PFAS i kroppen, er der større sandsynlighed for at tage på. Samme tendens til overvægt ses hos børn.

Philippe Grandjean holder en pause, efter alle konsekvenserne er listet op.

»Spørgsmålet er altså, i hvilken grad miljø­forureningen er et element i kausaliteten«, konkluderer han.

Hvis vi alle har det i kroppen, og vi samtidig lever længere, er der vel ikke så meget at frygte for den enkelte?

»Man kan leve længe med sin adipositas og sin diabetes, og det er er blandt andet i kraft af sundhedssystemet. Vi bruger mange udgifter på de sidste år af vores liv. Det er ikke rart at leve så længe, hvis man har osteo­porose, fedme og diabetes på én gang. Og måske også er sårbar for infektioner. Døde­lighed er ikke det afgørende, for der er ­andet, der påvirker helbredet og forlænger levetiden«.

Ret til information 

Siden historien om de PFAS-forurenede økologiske æg rullede i medierne i midten af ­januar, har spørgsmålet om test rumsteret blandt læger og andre eksperter. 

Problemet er, at analyserne er dyre, og der er ikke laboratoriekapacitet til mange tests. Kommercielt koster det omkring 2.000 kr. pr. prøve, så det er ikke noget, man bare lige gør, siger Grandjean.

Hvis man bor på en forurenet grund, eller drikkevandet er forurenet, hvis man er landmand, og ens egen kødproduktion er forurenet, er det dog oplagt at tage en blodprøve og se, hvordan det står til, mener han.

Det gør man i USA, og hvis tallet er for­højet, bliver man tilbudt en tættere opfølgning. F.eks. af serumkolesterol. Hvis der er sygdom på vej som nyrekræft, kan man finde det på et tidligt stadium, så man bedre kan forhindre sygdommen i at udvikle sig.

Du nævner selv evidens, og at der er sparsom viden. Kan du forstå, hvis nogen læger mener, at det her er blæst lidt op?

»Jeg synes, at det er udtryk for, at mine kolleger har alt for meget at gøre i forvejen, og at det her går ud over det medicinske pensum. Men fra et samfundsmæssigt synspunkt er man nødt til at tage i betragtning, at vi har tilladt, at nogle af de værste giftstoffer, vi kender, er kommet ind i kroppen på borgerne, uden at vi har orienteret dem, endsige spurgt om lov«.

Borgerne har ret til information om forurening og miljøtilstand i det område eller den region, hvor de bor, siger Grandjean og refererer til Århus-konventionen om adgang til oplysninger, offentlighedens medvirken og klageadgang på miljøområdet, som da­værende miljøminister Svend Auken underskrev i 1998, og som EU har tilsluttet sig.

»I arbejdsmedicin er læger vant til at tage blodprøver, hvis folk er udsat for bly, og vi tager røntgenbilleder af lungerne, hvis de har været udsat for asbest. Skulle vi så ikke i dette tilfælde vise respekt over for borgerne, som har været forsøgskaniner i det her, fordi vi ikke har gjort noget i tide? Det er der i hvert fald mange, der argumenterer for. Vi må gøre, hvad vi kan for at rydde op«.

Grandjean mener, at lægerne skal deltage i debatten om, hvor meget borgerne har ret til at få at vide om konsekvenserne ved PFAS.

»Sundhedsvæsenet er presset, men det er sundhedsvæsenet, der skal medvirke, for det ville være ejendommeligt, hvis vi bare lod Miljø­styrelsen oprette et laboratorium. Det her skal ses i en sammenhæng med den ­enkelte patients sårbarhed, levevaner og leve­vilkår«. 

Nogle mener, at man ikke skal blande borgerne for meget ind i det, for de bliver bare stressede og skræmte, fortsætter han, og ­læger har svært ved at håndtere skræmte patien­ter, der spørger om alt muligt og er urolige uden grund.

»Men samfundsmæssigt må man afklare, om vi trods alt har en forpligtelse over for borgerne. At sørge for at skabe så sunde vilkår, ikke bare vaner, i tilværelsen som dansker, at vi ikke udsætter dem for farlige stoffer, der kan påvirke deres sundhed og sygdomsrisiko«, siger han og påpeger, at det amerikanske National Academy of Sciences argumenterer for samme.

Forbud nødvendigt

Philippe Grandjean er ikke overrasket over, at PFAS findes i alt fra græs til havskum og ægge­blommer. Men han er overrasket over måden, det er fundet på den seneste tid. Det virker ikke planlagt, eller som om fundene er led i en national eller logisk strategi, lyder det.

»Det er godt, at det er kommet frem, og det er nok fiskemelet, der indeholder PFAS. Men fiskemelet kommer fra nogle store producenter, hovedsageligt her i landet, og det er udtryk for, at de danske farvande er forurenet. Og når man under­søger fødevarer for PFAS, finder man næsten altid spor i fisk og skaldyr«, tilføjer han.

Philippe Grandjean peger på mange kilder til PFAS-forureningen. F.eks. flere fabrik­ker i USA, som ligger ved de store floder som ­Mississippi River, hvor man har ­været nødt til at udstede et fiskeforbud på en strækning af floden. Det vand løber ud i den mexicanske golf og bliver en del af Golfstrømmen, som transporterer vand herop.

»Noget af den PFAS, vi ser ved Vester­havet, kommer måske fra USA. Der er også andre kilder, og der er også PFAS-virksomheder i Belgien og Holland, som med garanti har ­udledt spildevand til Vesterhavet. Danmark importerer desuden fem tons PFAS om året, det er et gram pr. dansker. Det findes også i forbrugsvarer, i hudcreme og sminke. Det kommer tæt på, og et forbud må være vejen frem«.

Politisk er der diskussioner, om man skal tillade essentielle anvendelser, for dele af erhvervs­livet mener ikke, at der findes andre tilsvarende stoffer.

»Dem kan man måske så give en periode på to år til at finde nogle erstatningsstoffer«.

At PFOS blev forbudt i 2006 løser ikke, at der findes flere tusinde PFAS-forbindelser.

»Man bruger tilsvarende stoffer, men ­måske med en ekstra metylgruppe. Så man laver lidt om på den kemiske konfiguration, så stoffet har den samme kemiske egenskab. Men så sikrer man ikke, at stoffet ikke længere er toksisk. Derfor kan man komme til at erstatte giftstoffet med et andet, som måske er lige så giftigt eller endnu mere. Vi skal forbyde hele familien«.

Fundet af PFAS flere steder har fået partier til at kræve handling, og miljøminister Magnus Heunicke (S) er kaldt i samråd. Den 18. januar åbnede han for et nationalt forbud mod PFAS, men sagde også til dr.dk, at når der er »12.000 PFAS-stoffer, så er det også logisk at sige, at så skal vi også handle på EU-niveau«.

Fødevareminister Jacob Jensen (V) sagde den 26. januar, at endnu flere fødevarer skal screenes for PFAS.