»Vi skal selv kunne være i det, så vi ikke brænder ud«

Den ældre kvinde sad ved sin lunkne radiator og havde ikke mere brænde at putte i brændeovnen. Hun rystede af kulde, og inflation og mangel på brænde i hele Danmark betød, at der ikke var udsigt til varme stuer lige foreløbigt, selvom vinteren langtfra havde løsnet sit greb om Tørring.

Synet var så sørgeligt, at Anne-Sofie Mols efter sygebesøget skrev til en bekendt og arrangerede, at en palle med brænde blev fragtet til den ældre kvinde senere samme dag.

Historien viser både, hvad det vil sige at være praktiserende læge i en by som Tørring. Lægelivet her rummer andet end diagnostik og behandling. Og historien viser også, at mange patienter kæmper. Både med helbred, økonomi og sociale forhold, fortæller Anne-Sofie Mols.

»Det havde næsten været bedre, hvis du selv var kørt ud med pallen«, bemærker Thommy Hansen, som er uddannelseslæge i Tørring Lægehus.

De andre læger, fire speciallæger og en uddannelseslæge mere, griner, Anne-Sofie Mols inklusive, imens hun understreger, at det trods alt ikke kom på tale.

Her i lægehuset betragter de sig selv som klassiske familielæger, fortæller de til Ugeskrift for Læger en skyet majdag i personalekøkkenet.

De kan sagtens spejle sig i de ældre generationers måder at være praktiserende læger på, at påtage sig lægeidentiteten, køre på sygebesøg og se de terminale patienter som hjerteblod. Men de er familielæger på deres egen, mere moderne måde, siger de. De vil også have tid til deres egne familier, og der skal være balance.

»Det er svært, når arbejdet udgør hele livet, og jeg tror også, at man bliver en bedre læge af at have noget mere fritid, hvor man tænker på noget andet«, siger Anne-Sofie Mols.

Trivsel hvor kragerne vender

Hun sætter sig på stolen i sin lægepraksis i den nye tilbygning, som stod færdig i 2022. Her har de indrettet et stort personalekøkken og et rum med sofa og lænestole, som blandt andet er tiltænkt husets egne børn, når de er for syge til at komme i skole.

At være en moderne udgave af familielægen handler om at tilstræbe høj faglighed samtidig med at prøve at have det godt, siger Anne-Sofie Mols.

»Det vigtigste for mig er, at vi selv skal kunne være i det, så vi ikke brænder ud. Og arbejdet skal give mening. Det gør det herude, hvor kragerne vender«, siger hun og kigger rundt i rummet, hvor væggene stadig fremstår nymalede, og det sorte gulv og møblerne skaber en stilren kontrast.

Et værn mod udbrændthed er noget, mange praktiserende læger skal forholde sig til i fremtiden. Rapporter fra 2016 og 2019 viser, at halvdelen af de praktiserende læger føler sig udbrændte. PLO-rapporten fra 2019 bygger på en spørgeskemaundersøgelse. Andelen af »moderat udbrændte« er steget fra 38% i 2016 til 40% i 2019. Andelen af »alvorligt udbrændte« er dog faldet fra 11% til 10%.

Begge undersøgelser viser en sammenhæng mellem alder og udbrændthed. Lægerne over 55 år er signifikant mindre udbrændte end lægerne under 55 år. De yngste læger er hårdest ramt, viser rapporten.

Da Anne-Sofie Mols købte sig ind i praksis i 2016, var hun den yngste. Flemming Locher var der også dengang, han har været praktiserende læge i Tørring siden 2006. Siden er Ole Wadschier kommet til i 2018, Charlotte Grith Eriksen i 2020, Mia Lund Bjerg i 2022. Alle er de under 55 år.

Sammen har de indrettet et lægehus, hvor det skal være sjovt og bæredygtigt at arbejde. Trivsel står øverst på dagsordenen til hvert personalemøde. De går op i høj faglighed og vil også gerne udvikle faget. De har skaffet en ultralydskanner, så uddannelseslæger som Thommy Hansen finder vej hertil – det er ikke alle, der har sådan en, men Anne-Sofie Mols og kollegerne er bevidste om, at det er tillokkende for de yngste læger at have adgang til nye diagnosticeringsmuligheder og teknologi.

De har indrettet en akutlægefunktion og har et rum indrettet til skadestue, hvor de selv lapper sår sammen.

»Vi er gode til håndværket«, siger Anne-Sofie Mols, imens hun stolt viser rundt i lægehuset og åbner skadestuens ambulanceindgang, hvor patienterne kan blive hentet af ambulancen, uden at naboer og bridgemakkere i venteværelset kan følge med.

Rapporten »Hvordan har du det? 2021 – Sundhedsprofil for region og kommuner« fra Region Midtjylland viser, at Tørring sammen med Hammer er de sogne i Hedensted kommune med den højeste andel personer med lavt uddannelsesniveau, den højeste andel i den erhvervsaktive alder uden for arbejdsmarkedet, og borgerne har den laveste gennemsnitlig personindkomst.

Hvis man får diabetes her, kan lægerne ikke bare sige, at folk skal stoppe med at leve usundt, siger Anne-Sofie Mols. Det kræver meget mere forklaring. Andre steder kan patienterne selv google sig til diabetesvenlig kost, men ikke her. De har flere patienter, der ikke engang har en mailadresse.

Flere snakker om, at unge læger ikke vil flytte sig efter de tunge steder i landet. Selvom Tørring ikke er helt udkantsdanmark og har et gymnasium, kan den tunge patientgruppe og lang transporttid virke afskrækkende for nogle læger.

I alt bor ca. 600.000 danskere i områder med lægemangel, og Regeringens sundhedsstrukturkommission skal bl.a. finde løsninger på den geografiske ulighed i sundhed. Ifølge tal fra PLO havde 71% af klinikkerne i Hedensted Kommune lukket for tilgang i 2022 – en stigning på hele 55% fra året før.

Forklaringen på Tørrings tiltrækningskraft er blandt andet, at de hele tiden har uddannelseslæger og prøver at skabe et ungt og sjovt miljø at være i. Det er det, mange bliver tiltrukket af. Lægerne gør også en dyd ud af at sige, at her har folk faktisk brug for lægernes hjælp, siger Anne-Sofie Mols.

Bagsiden af familielægelivet

For det meste har Anne-Sofie Mols ingen problemer med at bo side om side med patien­terne og handle ind samme sted som dem.

»Det gør, at jeg gør mig umage i mit arbejde, for jeg skal kunne se patienterne i øjnene«.

Hun holder en pause og slår blikket i bordet, som om hun overvejer sine næste ord om det at være lokal læge.

»Jeg har dog lige fået et brev, hvor der stod, at jeg skulle skamme mig, og at jeg ikke var en ordentlig læge«, siger hun så.

»Vi har ikke gjort noget forkert, men en patient var gal over et sygdomsforløb. Det er synd for vedkommende, men det er ikke vores skyld, at vedkommende er alvorlig syg. Dét var ubehageligt. Der havde jeg slet ikke lyst til at gå ned at handle. Det ramte mig virkelig hårdt. Jeg blev bange, fordi personen var så vred«.

Denne majdag er der gået nogle uger, siden brevet kom.

»Jeg kunne ikke gå ud i venteværelset og kalde på næste patient, hvis jeg ikke vidste, om personen sad der. Men mine kollegaer tog hånd om sagen, fordi det skal ikke være utrygt at gå på arbejde. Patienten blev indkaldt til møde med en af de andre læger. Personen faldt lidt til ro, og det blev afklaret«.

Sagen er blevet meldt som en arbejdsskade.

»Det er bagsiden af medaljen. Men jeg har været her siden 2014, jeg var også uddannelseslæge her, og det er første gang, jeg modtager den slags«.

Ud over det er der ikke mange bagsider, når Anne-Sofie Mols tænker efter. Heller ikke det at være læge for børnenes venner og deres forældre skaber problemer.

»Jeg har mange gamle patienter, som kender min svigerfamilie, og som gerne vil ind til mig af den grund. Min mand er vokset op i nærheden af Tørring. Det er ikke noget problem. Hvis der er patienter, jeg er for tæt på, bytter vi bare lægerne imellem. Vi er et stort hus, har 8.200 patienter og masser at vælge imellem«, siger Anne-Sofie Mols, som selv er fra Dragør.

Palliation er kernen

Ligesom det er tilfældet for mange andre praktiserende læger, får det palliative arbejde Anne-Sofie Mols’ øjne til at stråle af begejstring. Det er noget af det allermest meningsfulde, og det er noget af det, patienterne er allermest taknemmelige over.

»Det er der, livet fylder allermest – ikke døden. Mange pårørende til døende oplever, at folk forsvinder, fordi alle synes det er svært at være i. At nogen gider at komme og tør snakke om det, der er svært, giver tryghed«.

Alle speciallægerne i huset giver indimellem deres private nummer til deres terminale patienter.

»Den største ros, jeg har fået, er, at jeg to gange er blevet nævnt i dødsannoncer i den lokale avis. Det lyder måske fjollet. Men så føler jeg selv, at jeg har gjort det godt«.

Tiden til at lave det arbejde, der giver allerbedst mening, svinder ind i takt med flere kronikere og ældre. Lægerne forsøger at skabe en balance og skubbe kronikerne over til sygeplejerskerne.

»Det gør også, at jeg ikke kender de gamle lige så godt, som jeg gjorde tidligere. Men vi er nødt til at erkende, at vi ikke kan det hele. Jeg vil gerne bevare de palliative forløb og se de allersygeste«.

Sygeplejerskerne ser patienterne selv. Det kræver supervision, som også tager tid. I starten gjorde lægerne det imellem deres egne konsultationer, men jo mere personale de har fået, jo mere stressende er det, at de nærmest skal køre to forløb samtidig.

»Det er der, fejlene kan ske, når vi har for mange bolde i luften. Vi har fået en akutsygeplejerske hele dagen, og akutlægen er frigivet til at supervisere i resten af huset. Når man har sine almindelige konsultationer, bliver man ikke forstyrret helt så ofte. Det har lettet«.

Kan I godt være i det, som det er nu?

»Ja, det synes jeg«, siger Anne-Sofie Mols og trækker lidt på det. »Pludselig kan der komme ti attester, og nogle uger er hårdere end andre«, forklarer hun og peger på, at det administrative gør, at balancen kan tippe.

Hun sætter ting i værk, sender folk til udredning, men så kommer skanningen tilbage, og hun skal måske handle på det. Men det er der ikke sat tid af til.

»Så selvom vi har sidste patient klokken 15, er det ikke unormalt, at vi først er hjemme klokken 18. Andre går tidligere hjem og arbejder om aftenen. Mine børn er ikke små længere, så jeg skal ikke være hjemme om eftermiddagen«.

Knuder kommer retur

Deltid har aldrig været på tale for hende. Anne-Sofie Mols mener ikke, at det giver mening i almen praksis, når man skal passe 1.600 patienter pr. læge, selvom mange unge læger efterspørger det.

»Vi kan godt planlægge, at vi kun har 35 timer på en uge, men hvis der kommer en skanning med en cancerknude retur, kan jeg ikke lade det ligge«.

I det lys er det vel mere attraktivt at vælge en regionsklinik eller en anden praksisform?

»Ja. Hvis man kan være ligeglad. Men det kan de færreste. Der kommer prøveresultaterne også retur«.

Anne-Sofie Mols kan godt være bekymret for, hvordan systemet skal klare de mange ældre patienter i fremtiden.

»Kvaliteten bliver en anden, og vi kan ikke gøre alt 100%, hvis ikke vi bliver flere speciallæger i almen medicin. Patienterne vil blive nødt til at acceptere, at tiderne ændrer sig. Nogle brokker sig, hvis de skal ind til en sygeplejerske, men vi fortæller dem, at det kan være lige så godt. Lægerne skal se de mest syge, og det forstår de godt«.

Måske forventer patienterne i dag mindre af familielægen?

»Jeg synes, at de har store forventninger«, svarer Anne-Sofie Mols med en grin. »Det savnede jeg faktisk, da jeg var på Færøerne som vikar i 14 dage. Skulle jeg pode for halsbetændelse, behøvede jeg ikke forholde mig til personen, det var bare en hals. Men her er det ikke bare en hals. Jeg bruger mange kræfter på relationerne. Det er også det, der gør det fedt at være praktiserende læge«.

Hvad giver det til dit lægeliv, at I har etableret jer og sat et hold?

»Det er godt. Da jeg startede, havde jeg ikke troet, at mine kollegaer ville blive skiftet ud så hurtigt. Jeg er gået fra at være den unge læge, der fik lov til at komme stille og roligt i gang, til at jeg har været her længst sammen med Flemming. Derfor er det min erfaring, at man aldrig ved, hvad der sker«.

Det er også en del af at være moderne familielæge, at man ikke bliver hængende i 40 år, siger hun. I deres kontrakter har de også mulighed for orlov i op til et år, så de f.eks. kan komme til Grønland i Sisimiut, hvor hun tidligere har arbejdet.

En læge vender hjem

Der har Charlotte Grith Eriksen også været. Adskillige gange.

På vej fra køkkenet mod sit konsultationsrum stikker Charlotte Grith Eriksen hovedet ind i rummet med sofaen. Hendes ene datter er lige kommet og ligger derinde, fordi hun følte sig lidt skidt tilpas.

»Er du okay herinde«, spørger Charlotte Grith Eriksen.

Hun er væk et kort øjeblik, før hun igen står på gangen og går med faste skridt mod den anden ende af huset, hvor hun hører til.

Charlotte Grith Eriksen har boet i Lindved tæt ved Tørring i 15 år og har selv været ­patient i huset. Hun er også vokset op i området. Hun blev færdig som speciallæge, imens hun var i Grønland i 2019. Ellers har hun haft hele sin uddannelse i Region Syddanmark og havde egentlig tænkt, at hun skulle arbejde i samme region.

Da hun blev almenmediciner, fik Anne-Sofie Mols nys om det, fordi hun var i mødregruppe med Charlotte Grith Eriksens nabo. Med Anne-Sofie Mols egne ord fiskede hun efter den lokale lægekollega længe, lokkede med ultralyd og gode forhold.

»Jeg ville ikke binde mig. Anne-Sofie gav ikke op og skrev igen, om jeg ikke havde lyst til at komme til Tørring. Da vi flyttede hjem fra Grønland, tog jeg forbi og prøvede det af. Jeg vidste ikke, om jeg kunne trives i en praksis i Danmark. Jeg var måske mere til det akutmedicinske speciale. Lægehuset i Tørring endte med at være det bedste sted i Danmark, jeg har arbejdet«.

For Charlotte Grith Eriksen handler det om at finde sin egen måde at være læge på.

»Det er vigtigt for mig, at jeg kan bo her, være en del af lokalsamfundet, at mine børn kan være her, men samtidig have nærhed og fortrolighed med patienterne. Det er en balance, man selv skal lave, men som patienterne også skal kunne forstå«.

Patienterne må også gerne vide, at hun bare er et helt almindeligt menneske, der indimellem putter vin og slik i indkøbskurven, siger hun.

»Jeg har en del patienter, som jeg har en eller anden relation til uden for lægehuset, f.eks. tidligere lærere, andre har jeg gået i folkeskole og gymnasiet med, nogle, jeg kender fra lokalområdet eller mine børns lærere og kammerater. Jeg har indtryk af, at de er glade for at komme ind til mig. De kan selv vælge det fra, hvis det er ubehageligt for dem«. 

Lægerne i Tørring repræsenterer en ny måde at være læge på, mener Charlotte Grith Eriksen.

»Vi er et lidt større lægehus med flere muligheder. Jeg vil f.eks. gerne tilbyde ultralyd. Det er et område, jeg går op i. Det er der plads til. Der er moderne faciliteter, og vi gør os umage i forhold til uddannelseslæger, holder os opdaterede og tager os af dem. Os, der er her fast, har det godt med hinanden. Vi har fået en større personalegruppe og gør os umage for at gøre det godt for dem også«, siger hun og tilføjer, at ledelsesdelen er vokset på hende, efter hun har fundet ud af, hvad der indebærer.

Hun har ikke prøvet at lave underretninger på børnenes venner eller andet ubehageligt, men skulle det ske, tager hun det ikke så tungt, siger hun. Og her kommer erfaringen fra Grønland ind i billedet.

»Jeg har boet og levet i Grønland, hvor det at være lokal læge var endnu mere udtalt. Der er det så lokalt, som det kan være. Alle kender en, i Sisimiut er vi læger i byen døgnet rundt inden for mange forskellige specialer, og får på den måde kendskab til rigtig meget, der sker i byen. Det her er ikke noget i sammenligning med«.

Det tiltalte hende at være på landet, for hun kan godt lide at bruge så meget som muligt af den brede uddannelse, almenmedicinere får, og patienterne her har virkelig brug for en læge.

»Og jeg synes, at det bliver mere indskrænket, når man er i byen, hvor sygehusene og speciallægerne er tættere på. Man får mulighed for meget mere her«, siger hun og tilføjer:

»Hvis jeg ikke var bundet af familien, kunne jeg sagtens tage endnu længere ud på landet og være læge der. Det er det, jeg synes er sjovt og giver mest mening«.