Skip to main content

Klinikbogen, 3. udgave – en vigtig hjælp i kittellommen

3. udgave af »Klinikbogen« samler og beskriver de vigtigste kompetencer, man som medicinstuderende skal tilegne sig i klinisk praksis. Bogen favner bredt over alle specialerne. Bogen rummer gode beskrivelser af procedurer, og særligt er illustrationerne imponerende, skriver anmeldere Nanna Kirstine Hvid og Lars Lund.
Cover: FADL’s Forlag
Cover: FADL’s Forlag

Nanna Kirstine Hvid, stud.med. 11 semester og Lars Lund, professor, overlæge, dr.med.

13. dec. 2021
3 min.

Hvorfor nu en bog og ikke en app? Bogen er der altid – kan læses alle steder og er ikke afhængig af strøm!

Klinikbogen af Kim Bartholdy og Jane Kallesøe er primært skrevet til medicinstuderende, der skal ud i klinikken. Den omhandler derfor de færdigheder, man skal tilegne sig på disse ophold: journaloptagelse, objektiv undersøgelse samt beskrivelse af nogle praktiske procedurer.

De første fem kapitler i bogen omhandler klinikophold generelt, kommunikation med patienter og kollegaer, patientjournalen og indlæggelsesnotatet. Her er der enormt mange gode tips at hente, og alle fra den medicinstuderende til overlægen vil kunne læse disse kapitler og tage noget brugbart med videre i lægelivet.

Herefter følger 15 kapitler opdelt efter organsystem, f.eks. mave-tarm-kanalen, hjertet og nervesystemet. Disse kapitler har alle de samme to underpunkter: symptomer og objektiv undersøgelse. De sidste kapitler omhandler tolkningen af forskellige undersøgelser som ekg eller røntgen af thorax og beskrivelse af praktiske procedurer som suturering af hud og anlæggelse af PVK (perifert venekateter). Kapitlerne er krydret med bokse, der kort opsummerer vigtige pointer med fine illustrationer, der er fuldstændig uundværlige for forståelsen af teksten.

Generelt rammer indholdet i bogen dem, som det er tiltænkt – den medicinstuderende – men kan med fordel også anvendes af den nyuddannede læge eller som opslagsværk af andre faggrupper på kontoret. Bogens størrelse bevidner, at det har været en prioritet at holde indholdet kort og simpelt, så den kan være med på farten. Til trods for det favner bogen bredt over alle specialerne, og umiddelbart mangler der ikke noget. Beskrivelserne af procedurerne er gode, men de kan ikke erstatte en læge, der superviserer, de første gange det udføres, men man har helt sikkert fordel af at gennemse/læse proceduren først. Illustrationerne er imponerende gode, især set i lyset af, at mange undersøgelser og symptomer er enormt svære at illustrere på en tegning.

Skal der rettes et kritikpunkt mod bogen, bliver det til dens layout, navnlig indholdsfortegnelsen. Bogen er praktisk som et hurtigt opslagsværk. Hvis det skal gå hurtigt, er indholdsfortegnelsen nødt til at være overskuelig og samtidig udførlig, og det er desværre ikke helt lykkedes. Skal man eksempelvis slå op, hvordan der foretages objektiv undersøgelse af knæet, er man henvist til objektiv undersøgelse af hele bevægeapparatet, og så må der ellers bladres frem til det, man søger. Der er ellers underoverskrifter i teksten, men disse er ikke taget med i indholdsfortegnelsen, hvilket er ærgerligt. En anden lille ting er placeringen af sidetallene. Disse er placeret ind mod bogens ryg, hvilket faktisk gør dem svære at se, når man hurtigt skanner efter sidetal. For den farveblinde kan den grønne tekst være vanskelig at læse. I næste udgave må man påtænke en onlinemulighed også af hensyn til opdateringer.

Ovennævnte er detaljer, som måske er med i den næste udgave, som helt sikkert kommer!

Faktaboks

Fakta