Anders Bøgelund

Det er med stor sorg, at vi modtog beskeden om Anders’ pludselige og uventede død.

Anders blev uddannet læge fra Syddansk Universitet i januar 2005, og opnåede speciallægeanerkendelse i psykiatri i 2017. Siden 2018 har han arbejdet som overlæge i Regionspsykiatrien Midt i Viborg, senest som overlæge på Sengeafsnit for Intensiv Behandling og Observation M1.

Anders var et menneske, man både kunne læne sig op ad og lære af. Han var nærværende, reflekterende og uvurderlig i sit virke, ikke kun som læge, men som medmenneske. Han kendte sine patienters forløb til bunds, og glemte dem ikke. Anders havde et sjældent blik for det lange perspektiv og en faglig ansvarlighed, der gav et lærerigt, dynamisk og værdigt arbejdsmiljø.

For os yngre læger var han en tryg havn, og som vejleder gjorde han en stor dyd ud af at sørge for at man skulle passe på sig selv. Hans hjælpsomhed, rolige tilstedeværelse og villighed til at dele sin erfaring, gjorde ham til en naturlig sparringspartner, både i komplekse faglige spørgsmål og i de uformelle samtaler på gangen, som ofte udgjorde en vigtig del af arbejdsdagen. Anders evnede at bringe humor ind i hverdagen på en måde, der ramte blidt og gav plads til fornyet energi. Han kunne korrigere nænsomt, med ydmyghed og en venlig tone, og hans måde at formulere sig på efterlod sjældent andet end lyst til refleksion. Han evnede at plante et frø, give nye vinkler og udvide forståelsen, både fagligt og menneskeligt. Han var aldrig selvhøjtidelig, tværtimod. Han præsenterede sig for nye kollegaer blot som "Anders Bøgelund, M1", sjældent som overlæge. Hans betænksomhed og sans for fællesskab og kollegial ansvarlighed satte spor i hele afdelingen.

Få dage inden Anders’ død, sad han glad og frisk, og forsvarede de yngre læger i forbindelse med sommerferieplanlægning. Os der har arbejdet side om side med Anders de sidste par år, har ikke haft fantasi til at tænke på, at Anders ville vælge livet fra.

Anders’ bisættelse var enkel og fin – solen tittede frem fra skyerne, og da kisten blev ført ind i rustvognen, baskede en due højlydt med vingerne lige ovenfor. Anders spøgede med at ville gå igen, når han engang gik bort, og vi vælger at tro, at duens basken med vingerne, var et sidste farvel fra Anders.

Anders efterlader et tomrum, som ingen kan eller skal erstatte.

Æret være Anders’ minde.