Asger Dirksen

Asger var en sand mentor i ordets fineste betydning. Skarp, varm, lun, ansvarsbevidst og dygtig. Vi var så heldige at nå at være den sidste gruppe af ph.d.-studerende med ham som hovedvejleder, inden han gik på pension i 2015.

Han mestrede kombinationen af at udfordre på de rigtige tidspunkter og understøtte og hjælpe, når der var behov. Man kunne altid regne med Asger. Han var punktlig og omsorgsfuld og gav sine studerende troen på egne evner. Et par varme analyserende øjne fulgte os med stor loyalitet og tiltro, mens vi famlede os frem til at skulle stå på egne forskerben.

Frisk fra cykeltur og stadig med hjelmen spændt kom han ind ad døren til vores møder - altid forberedt, altid til tiden, altid klar til at løfte niveauet på sin ofte lidt underspillede måde. Han kunne i kraft af sin enorme viden og skarpe indsigt være sluppet afsted med langt mere arrogance – men det gjorde han ikke. Han var venlig. Han var altid oprigtigt lyttende, og det har i den grad været en inspiration for os; det er noget, vi prøver at efterleve.

Han var garant for saglig kvalitet og ordentlighed, og for det var han højt respekteret. Selvom han for flere år siden gik på pension, bliver man stadig den dag i dag mindet om, hvor aktuel og central en rolle hans forskning spiller. På rejser rundt omkring i verden til konferencer mærker man den store internationale respekt, der er omkring ham. Man skulle i både overført og helt bogstavelig forstand stå tidligt op for at følge med Asger – han var ofte i gang fra kl. 5 om morgenen. Han var skarp, når han skulle være det.

Han gjorde langt mere end at føre os trygt og sikkert gennem en ph.d.-uddannelse – han var for os tillige en nøglefigur i vores udvikling som læger, professionelle og som mennesker.

Han lærte os det måske vigtigste af alt i et godt lægeliv: At opdage og sætte rammerne for, hvad et virkelig godt og spændende job er. Hvor sjovt det kan være at tage på job. Hvor meget man kan forme indholdet i sin karriere. At flid kan løfte bjerge. At man, når man mestrer frihed under ansvar, pludselig kan langt mere, end man gik og troede. At man ikke skal resignere på trods af somme tider svære arbejdsbetingelser, for der er altid en anden vej.

Hvis vi er i tvivl om en faglig beslutning, kan vi af og til tage os selv i at tænke: Hvad ville Asger mon mene om dette? Så ved man ofte, hvad det rigtige valg er.

Sådan er det måske at være så heldig at have det privilegie at være blevet formet af en ægte mentor.

Asger, vi er evigt taknemmelige for vores tid med dig, og vi vil huske dig som et fantastisk menneske med en definerende rolle i vores liv.

Vores tanker går til Karen-Lisbeth, dine sønner og din familie.

Æret være hans minde.