Ilija Djordjevic

Jeg har med stor sorg måttet tage afsked med min gode ven Ilija, som er sovet ind efter længere tids sygdom.

Ilija blev født i Beograd og voksede op i det daværende jugoslaviske velfærdssamfund, om hvilket han kun havde godt at fortælle. Han udviklede sig til en ægte storbyintellektuel og blev allerede som ung opslugt af de to interesser, der skulle følge ham hele livet – litteratur og jazzmusik, for førstnævntes vedkommende i en grad, der fik ham til at sætte medicinstudiet i bero i en periode for at hellige sig sit eget forfatterskab og redaktionen af et litterært tidsskrift.

Situationen i Serbien efter borgerkrigen tvang Ilija til i 2001 sammen med hustruen Vesna og sønnen Alexander at flytte til den lidet storbyagtige købstad Hjørring i Danmark, hvor jeg lærte ham at kende dels som kollega på sygehuset, men især som den altid venlige, snakkesalige og vidende nabo i tjenestelejlighederne på Blokvej. Efter gennemført evalueringsansættelse påbegyndte han uddannelsen i radiologi, hvor ultralyd blev hans særlige kompetenceområde.

Ægteskabet overlevede desværre ikke omplantningen fra Beograd til Hjørring, og selv om Ilija efterfølgende etablerede en både nær og til tider stormfuld relation med Lone, som han mødte på sygehuset, kom han aldrig til at føle sig hjemme i Nordjylland. I 2013 flyttede han til Københavnsområdet, hvor han bedre kunne finde det ånds- og kulturliv, han efterspurgte, og hvor han fandt faglig tilfredsstillelse som ultralydsspecialist på Hvidovre Hospital.

Da han blev syg i 2022, tog Lone og han konsekvensen; de blev gift, Lone flyttede ind, og de nåede at få to gode år sammen, før sygdommen fik bugt med Ilija. Lone passede ham hjemme i hans sidste tid, og han døde tryg og i gode hænder.

Ilija var et usædvanlig varmt og hengivent menneske med den helt særlige, barnlige evne til fordybelse og fortabelse, som desværre er de færreste beskåret i vor tid. Han kunne fortælle i timevis om litteratur og filosofi (nåja, og jazz) og blev henrykt, når han mødte en ligesindet. Han delte gladeligt sine samlinger med andre, og jeg skylder ham mange af mine største læseoplevelser. Han var en elegant interventionsradiolog, men først og fremmest var han et usædvanlig belæst og dybsindigt menneske, for hvem livet bestemt ikke altid faldt let.

Jeg har mistet en trofast og uforbeholden ven.

Æret være hans minde.