Skip to main content
Dorte
Mindeord

Dorte Due-Rasmussen

Anne Mette Skjødt-Jensen, Lisbet Tokkesdal, Marianne Simonsen, Andreas Burén og Ulrick Skipper Espelund på vegne af Kollegerne fra Bedøvelse, Operation og Intensiv, Regionshospitalet Horsens

30.3.1975-10.8.2023

Vi har mistet vores gode kollega Dorte. Hun fik kræft i februar 2022 og døde på hospice med sin mor hos sig.

Dorte blev født i Sønderborg, hvor hun voksede op med sine forældre. Tidligt stod det klart, at Dorte med sit knaldrøde hår var en pige med ben i næsen. Som 16-årig fik hun tilkæmpet sig det sorte bælte i karate. Hun læste medicin i Aarhus og blev cand.med. i januar 2005. Hun opnåede en bred klinisk erfaring, inden specialevalget faldt på anæstesien.

Hoveduddannelsen foregik i Aarhus og Horsens, og hun blev speciallæge i anæstesiologi den 31.10.2015. På Regionshospitalet Horsens faldt Dorte godt til og var ansat som afdelingslæge frem til sin død.

Hendes interesse var intensiv medicinsk terapi, og hun var engageret i det brede tværfaglige samarbejde på hospitalet. Hun bidrog blandt andet til det lokale hjertestopnetværk, ABCDE-undervisning af sygeplejersker, ligesom hun var medarrangør af tværfaglig klinisk morgenundervisning på Regionshospitalet Horsens. Dorte var særdeles aktiv også på det præhospitale område, hvor hun arbejdede på akutlægebilen.

I Bedøvelse, Operation og Intensiv er Dorte savnet. Hendes humør var smittende, og hun havde altid en hurtig bemærkning og en humoristisk vinkel, der gav os alle smil på læben. Hun var en markant personlighed, der havde sine meningers mod. Dorte efterlader sig et stort tomrum i afdelingen. Vi savner hendes milde latter.

Dorte elskede USA og amerikansk populærkultur. Hun var fan af Boston Patriots og beundrede deres lokale helt Tom Brady. Hun nåede akkurat at se og høre Bruce Springsteen igen, da han gæstede København den 14. juli. En oplevelse, som var af betydning og gav hende stor glæde.

Æret være Dortes minde.

Anne Mette Skjødt-Jensen, Lisbet Tokkesdal, Marianne Simonsen, Andreas Burén og Ulrick Skipper Espelund på vegne af Kollegerne fra Bedøvelse, Operation og Intensiv, Regionshospitalet Horsens.

Kolleganyt