Skip to main content
Mindeord

Frands Møller Jacobsen

Kirsten Gormsen og Jens Thimmer

08.03.1947 - 9.12.2023

Den. 13.12.23 modtog vi besked om, at Frands var død efter kort tids sygdom.

Under uddannelsen til speciallæge i psykiatri mødte vi hinanden. Frands havde baggrund i en landbofamilie og arbejdede en tid på maskinstation og siden som fodermester på en herregård, inden han tog studentereksamen fra Rønde Studenterkursus og påbegyndte lægeuddannelsen, allerede dengang med det mål at blive psykiater. Han dimitterede i 1976 og blev speciallæge i psykiatri i 1987. Allerede året efter i januar 1988 købte han ydernummer i Vejle, hvor han drev fuldtidspraksis i psykiatri indtil 2016.

Som fuldtidspraktiserende psykiatere mødte vi Frands bl.a. ved de halvårlige møder på Hotel Hesselet i regi af Sammenslutningen af Praktiserende Psykiatere SAPP, hvor han en årrække var bestyrelsesmedlem og kasserer.

Frands deltog i etablering af Monitoreringsprojektet i speciallægepraksis i 1996 og sikrede med sin praktiske snilde, at vores EDB-lægesystem kunne håndtere registreringen digitalt, en nyskabelse i praksissektoren. Med solide tal fra 10 års kvalitetsmonitorering i speciallægepraksis og samarbejdet med Povl Munk-Jørgensen, professor dr. med. Ålborg Universitet, kunne arbejdet i speciallægepraksis endelig dokumenteres og give anledning til videnskabelige artikler og faglige oplæg ved symposier og kongresser.

Helt afgørende for os alle blev det, at Frands repræsenterede os i psykiatriens videnskabelige og fagpolitiske organer, hvor han aftvang respekt om arbejdet i speciallægepraksis.

Frands repræsenterede de privatpraktiserende psykiatere i Dansk Psykiatrisk Selskab, og han underviste kommende speciallæger i arbejdet i speciallægepraksis.

Frands gjorde en meget stor indsats for at forbedre arbejdsforholdene og økonomien i speciallægepraksis. Han var vores medlem i Foreningen af Praktiserende Speciallæger FAPS og i DPBO vores fagforening. Også i det arbejde var han realistisk og vedholdende.

Bedst af alt var Frands en meget hyggelig, fornøjelig og god kollega at være sammen med, og med sin jordnære facon medvirkede han til, at alt for flyvske diskussioner blev landet på fornuftig vis. 

Efter pensioneringen 2016 var Frands fortsat aktiv inden for familien, som han tog med på vandreture bl.a. i Norge, men kunne også nørkle med håndarbejde for sig selv i kælderen. I kraft af sin interesse for kajaksport var han med i vedligeholdelse af den lokale bådehavn og således aktiv inden for andre felter end sit gamle fag lige til det sidste.

Vore tanker går til Ulla og børnene.

Æret være Frands’s minde.

Kolleganyt