Skip to main content
Mindeord

Hans Henrik Lausten-Thomsen

Speciallæger Hardy Christoffersen og Lars Andersen

6.4. 1944 - 13.4. 2023

En dygtig kollega og ven af mange på Thisted Universitetshospital er pludselig gået bort. Et langt liv med patient og fag i centrum, findes ikke mere. Selv efter kort ansættelse på sygehuset, lærte man det nære og venlige menneske i Hans-Henrik at kende. For os i længere varende stilling, var Hans-Henrik fundamentet i ikke blot den organkirurgiske sektion men en del af det, som nu er populært at sige: husets DNA. Altid venlig, imødekommende og hjælpsom, uanset tidspunkt på døgnet men samtidig skarp og præcis i arbejdet med patienternes problemer. Mentor for mange yngre kolleger og æret og respekteret af ældre kolleger og medarbejdere, både tidligere og nuværende, hvilket det store fremmøde til bisættelsen vidner om.  Det var, som om hans kirurgiske verden aldrig måtte få ende. At livet her, ville vare evigt.

Sådan ved vi det ikke går. En dag må vi slippe alt det, som vi har kært.

Vores dybeste medfølelse går til hans kone Lis og hans søde familie.

Ære være hans minde.

Kolleganyt