Niels Michael Michelsen
Claus Vinther Nielsen og Ole Steen Mortensen
27.10.1939-12.2.2023
Vores mentor, faglige og personlige forbillede, samarbejdspartner og gode kammerat er død som 82-årig efter et længere sygdomsforløb på grund af uhelbredelig cancer. Niels blev født i 1940 i et privilegeret og trygt Helleruphjem. Det var forventningen, at Niels skulle blive jurist. Niels mente selv, at moderens nysgerrighed og omsorg for andre og faderens interesse for kunst og kultur ikke mindst ballet, de tyske flygtningebørn efter krigen, hans længere indlæggelse på sygehus i 3. mellem og en korpulent rar praktiserende læge var baggrunden for, at han valgte lægeuddannelsen. Han blev specialist i børnesygdomme med specialkompetencer inden for nervesygdomme og senere speciallæge i klinisk socialmedicin.
Skuespil og ballet som kommunikationsform hjalp ham til gennem leg at skabe kontakt til og undersøge børnene, for hvem han blev meget andet end en læge. Undersøgelserne ligesom utallige faglige møder foregik i Niels hyggelige kælder i kartoffelrækkerne. Vi voksne blev gerne beværtet med øl fra kassen og for år tilbage blev der røget tæt.
Allerede som 39-årig blev Niels og de næste mere end 25 år socialoverlæge i Københavns Kommune – senere i Valby og på indre Nørrebro. Han blev kendt i alle institutioner og skoler som lægen, der cyklede eller veloede rundt, og som vidste alt om børn, der ikke var i trivsel – ofte relateret til socialt belastede familier. Niels blev licentiat i fumlere og tumlere sammen med psykiateren Lene Lier – viden han bragte med sig resten af sit faglige liv med fokus på tidlige symptomer på psykisk sygdom og omsorgssvigt af børn. Sideløbende kørte Niels lægevagt i de udsatte og hårde miljøer, hvor han lille af statur ofte blev betragtet som konfirmand, men han var altid tryg og forstod at skabe kontakt til de mest hårdkogte i miljøerne. Han fik et langt fagligt liv i sex, vold og misbrug, drev speciallægepraksis indtil 80-årsalderen, havde ansvar for uddannelsesplanlægning, undervisning og redaktion af lærebøger. Han var censor og forskningsaktiv som medforfatter på endnu en videnskabelig artikel sidste år. Niels har været leder af teamet for seksuelt misbrugte børn på Rigshospitalet og lægeansvarlig for Sundhedsklinikken for Udokumenterede Migranter. Han har fået Folkesundhedsprisen, Hagedornprisen, BUPL’s Børnenes pris og De medicinske studenters pris som bedste underviser. Hans deltagelse i organisatorisk arbejde var omfattende og altid med et fokus på syge og socialt udsatte mennesker.
Niels var ikke ret stor til sidst, men hans ånd og hans kærlighed til livet til hustruen Yvonne igennem 56 år, sine to juristbørn, mange børnebørn og de socialt udsatte var stor. Niels har ydet over evne for samfundets svageste.
Vi vil savne ham.
Æret være hans minde.