Skip to main content
Mindeord

Peter Johan Heiberg Engel

Bettina Filtenborg-Barnkob, Marianne Bøgevang Jensen, Anette Pedersen Pilt, Katrine Stenfeldt Bisgaard, Henrik Mygind, Lars Kristian Munck, Anne-Marie Kanstrup Fiehn og Susanne Eiholm

5.4.1953–3.12.2023

Det er med meget stor sorg, vi har modtaget meddelelsen om, at Peter Engel er sovet ind efter længere tids sygdom.

Peter Engel blev født på Frederiksberg Hospital 3 måneder for tidligt, ivrig efter at kommer i gang med livet. Barndommen foregik i lejligheden i Tordenskjoldsgade hvor han boede med sine forældre og storesøster.

1973 begyndte Peter på medicinstudiet. Hurtigt fangede patologien Peters interesse og 1996 startede han som afdelingslæge på patologiafdelingen i Roskilde, hvorfra resten af hans karriere foregik. Peter blev patolog for gastro-enterologien, en faglig interesse han i øvrigt delte med sin Ulla. Peters hjerte bankede for uddannelse og i mange år var han uddannelsesansvarlig overlæge og postgraduat klinisk lektor. Ved siden af dette var han meget forskningsaktiv og mikroskopisk kolit fik hans helt store opmærksomhed, både på afdelingen og i forskningsgruppen, såvel nationalt som internationalt.

Ved studiestart mødte han sit livs Ulla, ved forprøven var de blevet kærester og siden da veg de ikke fra hinandens side. Børnene Filip, Sara og Susanne kom til verden og omdrejningspunktet for deres liv blev det hvide hus på Nakskovvej i Valby. Peter var meget aktiv med løb og cykling, en interesse Ulla ikke delte, men i dansen fandt de fælles fodslag, og synet af det glade par på dansegulvet til DPAS-årsmødet vil blive savnet.

Peter var et stort familiemenneske og med årene kom flere tidlige dage og seniordage, så han kunne tilbringe tid med sine elskede børnebørn. Både familie og kolleger blev forkælet med kage og rund fødselsdag og pensionen blev markeret med lagkager fra La glace.

For 12 år siden blev Peter ramt af sygdom første gang med et langt forløb, men han beklagede sig aldrig.

I sommeren 2021 gik Peter på pension, lige efter han havde fejret sit 25-års jubilæum. Derefter arbejdede han kortvarigt i forskningsenheden på kirurgisk afdeling, SUH Køge, men blev igen ramt af sygdom og denne fortsatte ubønhørligt, til det var slut.

3 december 2023 sov Peter stille ind hjemme på Nakskovvej.

Det liv, han elskede så højt og havde haft så travlt med at komme i gang med, måtte han også forlade alt for tidligt.

Vores tanker går til hans livs kærlighed Ulla, børnene Filip, Sara og Susanne samt svigerbørn og børnebørn, for hvem tabet må være næsten ubærligt.

Æret være Peter Johan Heiberg Engels minde.

Kolleganyt