Skip to main content
Mindeord

Peter Juul Aarslev

»Lægerne i Lind« med personale, Ida Veng Christensen, Mark Kristensen, Erik Tilly og Mads Abildtrup

1.8.1950-10.2.2024

Vores tidligere kompagnon og kollega Peter Juul Aarslev døde 10.2.2024 efter knap 2 års sygdomsforløb.

Peter var en god og afholdt kollega, erfaren, med stoisk ro, en patienternes mand, med hjerte for specielt de patienter som ikke havde fået en ryddet livsvej i fødselsdagsgave.

Peters karriere gik langt tilbage fra uddannelse i Århus, til sygehus ansat i Herning og fra start 1980’erne praktiserende læge i Herning i Nørregade 18 der siden flyttede til Rådhusgården.

Vores fællesskab hos »Lægerne i Lind« startede 1.2.2014 med delingen af den tidligere praksis »Rådhusgården« i Herning.

Derfra besluttede Peter sammen med kollega Ida Veng Christensen og nyuddannede speciallæge Mark Kristensen at gå videre med at flytte den halve praksis til Lind uden for Herning.

Mads Rørbæk Abildtrup blev inviteret med og sammen blev det starten af »Lægerne i Lind« som åbnede d. 15.6.2014.

Peter tog modigt med, fordi han endnu ikke følte sig klar til pension og fordi han syntes det kunne være sjovt og interessant at starte noget nyt, som en yngre kollega på sigt ville finde interessant at købe sig ind i.

Det blev til 3 gode år i Peters selvskab for os som kompagnoner.

Det sidste år var Peter tutor for fase 3 læge Erik Tilly, som overtog Peters plads og købte sig ind pr 1.1.2017.

Allerede 1.2.2017 trådte Peter til med sin assistance som vikar gennem 3 mdr. pga. akut opstået sygdom i teamet.

Peter fortsatte hos os som patient og kom ofte forbi på torsdage til en kop kaffe og en up date på vores og patienternes tilstand.

Vi husker Peter for hans ro, for hans altid tro på »det skal nok gå …« når den nystartede klinik løb ind i udfordringer og tvivl på fremtiden.

Peter var lun, havde stor viden, både fagligt og alment, og specielt hans historiske interesse og interesse for mad og vin nød vi alle godt af.

Han elskede at rejse med Birthe og børnene og tog ofte afsted og kom hjem med beretninger og oplevelser fra sine rejser.

I februar 2022 blev Peter opereret i ryggen og en tilfældig taget blodprøve på sygehuset blev efterfølgende fulgt op og gav desværre Peter en kræftdiagnose, hvor behandlingen medførte en odyssé af bivirkninger og alvorlige følger, som Peter til sidst måtte give efter for.

Han kæmpede til det sidste og havde sin altid gode tro på »at det nok skulle gå«.

Vi vil savne Peters besøg i klinikken.

Vores tanker går til Birthe og børn samt børnebørnene som var Peters et og alt.

Ære være Peters minde.

Kolleganyt