Poul Erik Søndergård-Petersen

Poul Erik var en dårlig taber. At give op lå ikke i hans DNA. Trods en fremskreden prostata cancer søgte han med alle midler at vinde kampen. Men der er kampe, man ikke kan vinde. Han sov stille ind den 9. marts 2024 med visheden om, at han havde gjort sit bedste.

På Ortopædisk Hospital i Århus hos Professor Thomasen blev han udlært som ortopædkirurg. Det var ikke en læreplads for folk med svage nerver, men for ham det optimale. Trods en vis fysisk lighed med ”tyren Ferdinand” var han en håndværker af Guds nåde. Formel videnskab var ikke hans styrke, men han manglede ikke kritisk sans.

På ortopædisk afdeling i Esbjerg var han ansvarlig for knækirurgien og sportsmedicin. Han forfinede artroplastik kirurgien med instrumenter, der sikrede korrekt anatomisk belastning, og forfinede korsbåndsrekonstruktionerne. Han optimerede genoptræningen på sit eget fodboldhold, der var en salig blanding af ”oldboys” og spillere fra superligaen. Da han var godt oppe i 70-erne mente han stadigt at være en gevinst for holdet, nok ikke den hurtigste, men meget vedholdende.

For afdelingens yngre læger var han en god mentor. De der havde teknisk talent, hjalp han videre og de der havde problemer, kom i tålmodig mesterlære.

Da Maersk startede olieproduktionen, blev Poul Erik deres medicinske rådgiver. Det var udfordrende at være brobygger mellem en megaloman virksomhed og det offentlige sundhedsvæsen, men det lykkedes.

Selv om Poul Erik boede på sit herlige landsted ved Vejlefjord, med sine ofte omstrejfende Herefordtyre, og tilbragte 3 timer i bilen dagligt kom han aldrig for sent til morgenkonferencen eller havde en sygedag.

Som en ægte jyde forsøgte han altid at gøre en god handel. Så da han stod med en flok heste, der på grund af familiære komplikationer var overflødige, blev det til en byttehandel med en sejlbåd. Tove, hans nye og sidste kærlighed holdt trods konstant søsyge ud i et par decennier. Poul Erik var meget øm om bådens gelcoat, så ethvert havneanløb var et drama. Så jeg var oftest med som gast på sommertogterne.

Poul Erik havde absolut gehør og mestrede flyglet, kontrabassen og klarinetten og kunne skrive en sang, der sad lige i skabet.

Poul Erik efterlader sig sin elskede Tove, der i de sidste svære måneder ydede mere end det er menneskeligt muligt. Børnene Sten og Marianne, der begge er læger og børnebørn, hvor han og Tove har givet, alt hvad de havde.

Æret være hans minde.