Raben Rosenberg

Sikke en rungende stilhed.

Den triste besked om Raben Rosenbergs død har ramt os yngre psykiatere, ordene forstummer og vi står tilbage med en stor tomhed.

Rabens store bidrag til den danske psykiatri kan næppe overvurderes og han er en var en stor inspiration for yngre psykiatere. Forskningsmæssigt var det primært inden for de biologiske områder af psykiatrien, men som et moderne renæssancemenneske, kendetegnede det Raben at han i høj grad også rummede de humanistiske og sociale aspekter.

Raben lærte sig oldgræsk i gymnasiet, studerede på egen hånd hebraisk og læste Kierkegaards samlede værker. Han holdt alle aviser i papirform, selv Politiken, for at læse nonsensklummen ”At Tænke Sig”, selvom forsiden under tiden gav anledning til en let blodtryksstigning. Han fortalte engang med et kærligt smil, at han, qua sine seks døtre, var omgivet af piger og derfor måtte godtage svigersønner ubeset. Foruden et utal af gnavere, der ret beset tilhørte døtrene, har han gennem tiden haft 16-18 undulater. Dem holdt han meget af, trods de spiste én af Kierkegaards bøger. Og så havde han en forkærlighed for schæferhunde, men hans kone mente, at man som ejer af sådan en skulle være lidt mere ”tysk oberst” end Raben var. Raben cyklede meget og de sidste mange år yndede han at ræse forbi flere af os unge mennesker på vej til dagens arbejde, hjulpet på vej af lidt el. Han var en dygtig pianist og når flyglet var stemt på Psykiatrisk Center Amager var det en udtalt fornøjelse at lytte til.

Nu er der rungende stilhed.

Raben var Speciallæge i psykiatri, professor, dr. med. og læremester. Et menneske ganske uden sidestykke. Han vidste, og viste os, at psykiatri er både er lægevidenskab og -kundskab med en særlig bredde, hvor forståelsen for grundlæggende filosofisk overvejelse af sammenhængen imellem samfund, psyke og soma er afgørende og den etiske refleksion nødvendig i behandlingen af enhver patient. Han mestrede at gøre klassiske dyder, som grundigt kendskab til psykofarmakologi, psykopatologi, patofysiologi og klinisk effektforskning, til en daglig del af vores uddannelse i specialet. Han mente, at specialets kompleksitet krævede de allerbedste hoveder og Raben prioriterede tid til os yngre kolleger. Med en altid åben dør og imødekommende facon, stor ro og varme, vejledte han os alle, fra medicinstuderende til speciallæge. Han havde fornemmelse for det fulde billede og med veltimet præcision kunne han spørge ”men hvad med den sociale anamnese?” når vi i en klinisk lægekonference manglede lige netop dét.

Han mente, at psykiatrien som fag bør være et tilløbsstykke uden lige for yngre læger, fordi han så hvordan det rummer store muligheder for udvikling både fagligt og personligt. Derfor stillede han ofte op til både interessegrupper på medicinstudiet, som vejleder på specialer eller forsvar af ph.d.-afhandlinger, som deltager i etikudvalget under DPS eller ved årsmøder for yngre psykiatere – han var en uvurderlig faglig kapacitet. Med sine foredrag, kronikker og lærebøger indenfor faget, strækkende sig fra neuropsykiatri til humanistisk psykiatri, favnede han os bredt og var en stor inspiration, også for dem, der ikke arbejdede side om side med ham. Mange af os har taget skridt i retningen af verdens bedste speciale, fordi han med en nysgerrig, berigende samtale eller et interessant oplæg pegede netop på den spændende udvikling vi kan være en del af.

Lige nu er der rungende stilhed, men Rabens varme, faglighed og minde lever videre i vores virke.

Æret være Raben Rosenberg.