Skip to main content
cover
Mindeord

Raben Rosenberg

Merete Nordentoft, Søren Dalsgård, Ida Hageman, Anders Fink Jensen, Poul Videbech, Martin Balslev Jørgensen, Annamaria Giraldi, Birte Glenthøj, Lars Vedel Kessing, Michael Eriksen Benros, Maj Vinberg, Anne Thorup, Jimmi Nielsen, Anne Katrine Pagsberg, Thomas Werge, Bjørn Ebdrup, Klaus Martiny, Tom G Bolwig

21.02.1946-13.11.2023

Raben Rosenberg har gennem et langt liv haft stor betydning for dansk psykiatri. Han blev dr.med. i 1983, speciallæge i psykiatri i 1987 og overlæge på afd. O Rigshospitalet i 1989. I 1991 blev han udnævnt til professor i Biologisk Psykiatri og psykofarmakologi ved Århus Universitet. Han tog tilbage til København i 2014, efter at Center for Psykiatrisk Forskning blev lukket. I København blev han klinikchef på Psykiatrisk Center Amager til sin pensionering for nylig.

Raben Rosenberg var formand for Dansk Psykiatrisk Selskab fra 1996-1998 og blev æresmedlem af samme selskab i 2023. Han var medlem af Forskningsrådet 1999-2005, de sidste to år som formand og fra 2018 medlem af Retslægerådet.

Raben var et musisk, videbegærligt og uhyre vidende menneske. Hans forskning spændte bredt fra det basalvidenskabelige over det kliniske til det videnskabsfilosofiske. Med baggrund i Rabens sjældent store indsigt i grundlæggende videnskabsteoretiske problemstillinger, såvel som hans humanistiske livssyn, bidrog han ikke alene til på afgørende vis at nuancere forskningen indenfor de komplekse psykiatriske lidelser, men også til at nuancere synet på disse. Hans disputats omhandlede transport af aminosyrer over erythocytmembranen. Efterfølgende leverede han væsentlige bidrag til forskningen indenfor neuropsykiatri, klinisk psykofarmakologi, eksperimentel psykofarmakologi, psykiatrisk genetik, epidemiologi og videnskabsteori.

Raben var forfatter og redaktør af talrige bøger og artikler. Hans bog om Medicinsk filosofi er således udkommet på talrige sprog verden over. Raben skrev også de fleste af artiklerne om psykiatri i Danmarks Nationalleksikon. Desuden flere bidrag til større danske lærebøger og talrige bidrag inden for populærvidenskabelige skrifter. I hans store værk ”Psykiatriens grundlag - historie, filosofi og videnskab” fra 2016 gav Raben en filosofisk og historisk analyse af faget. Han deltog i den offentlige debat ved kronikker og artikler i populære medier.

Hans foredrag og undervisning var inspirerende og når man mødte ham professionelt eller mere privat var han imødekommende og inkluderende og kunne altid diskutere interessante synspunkter på autentisk vis.

Raben efterlader et tomrum i Dansk Psykiatri og vil blive savnet for sin brede faglighed, sin smittende humor og sin store medmenneskelighed. Vores tanker går til Nicole, hans seks børn og fem, snart 6 børnebørn.

Kolleganyt