Svend Børge Nielsen

Andre er nok nærmere til at fortælle om Svends betydning for PLO, men jeg vil gerne fortælle om mit personlige kendskab til denne mønsterbryder. Han var ud af en større søskendeflok fra et husmandssted i Grynderup ved Rebild og den første til at få en længerevarende uddannelse. Det var længe før, man fik indført SU, men familien bakkede ham op, og man må have forstået, at han var et lyst hoved, som det nok var værd at investere i. Han blev læge i 1963 og var grundlæggeren af det lægehus, som sygekassen byggede til 3-5 unge læger i Korsgade i Hobro 1969, og hvor han virkede igennem alle årene frem til sin pension i 2017, da han blev 80. Dengang som nu var der lægemangel, men dette moderne lægehus blev et af de første, hvis ikke det allerførste, der blev bygget her til lands, med det formål at huse et kompagniskab af læger med fælles personale, med laboratorie og skadestue. Også her var han mønsterbryder, da de fleste familielæger dengang var sololæger med praksis fra privaten og med en hustru som medhjælp.

Jeg har haft fornøjelsen og besværet af lægefællesskab med Svend, fra jeg selv købte mig ind i lægehuset i 2004. Fagligt var vi ikke altid enige, men værdimæssigt var vi ofte: Patienten skal kunne vælge den læge, han har kemi med, relationen har stor betydning, guidelines er vejledende, men virkeligheden er altid mere kompleks, og hvert menneske og enhver sygehistorie er unik. Lægens selvstændighed er en forudsætning for at kunne levere god kvalitet i almen praksis. Han sagde ofte, at en læge må have mod til at bære patientens bekymringer og ikke henvise hvad som helst for en sikkerheds skyld, for patienten skal kunne gå lettet fra sin læge. Bange funktionærer tør ikke tage det samme ansvar som selvstændige.

Der var stil over Svend, der var formand for den lokale kunstforening i 40 år, og personligt fik han skaffet masser af kunst til byrummet i Hobro, for som han sagde: »God kunst for folket er til stor gavn«. Han var medlem af byrådet ad flere omgange, både som socialdemokrat og som frigænger. Han stod på slalomski med skiklubben til langt op i årene, rejste verden rundt med venner og familie og var endda udenlands få uger før sin død med planer om flere rejser.

Svend kunne være provokerende og var aldeles uden noget som helst behov for at please andre. Hvis han ikke brød sig om samtalen, rejste han sig bare og gik. Men han bar aldrig nag og havde ofte overraskende gode forslag til, hvordan man kunne komme videre i en fastlåst sag.

Jeg tænker i dag varmt på Svend og er glad for, at han har været så stor en del af mit lægeliv.