Skip to main content
Troels Kardel
Mindeord

Troels Johan Dahler Kardel

På efteruddannelsesgruppens vegne: Erik Fehmerling, Hanna Horwitz, Jan Andersson, Lasse Nielsen, Lone Wright, Lars Larsen, Merete Engberg, Morten Nielsen, Romana Zesler, Thomas Elo Christensen & Vivi Goldstein

3.11.1940 - 8.11.2024

Troels sov stille ind efter længere tids sygdom.

Han blev student i Brønderslev i 1958, hvor hans far var dommer.

Påbegyndte medicinstudiet i København, hvor han mødte sit livs kærlighed den senere Professor dr.med. Gudrun Boysen. Han dimmiterede i 1966.

Troels var gennem hele sin gerning forskningsinteresseret. Skrev disputas i 1976 om: »Neurologiske komplikationer til leverinsufficiens og portasystemisk shunt«. Blev speciallæge i intern medicin i 1979. Fik i 1971 en bog om Niels Steensen, som blev starten på en lang medicinsk-historisk interesse. Under et ophold på Mayoklinikken i Rochester USA kom han i kontakt med en amerikansk nonne, der evnede at oversætte dele af Niels Steensens værk fra latin til engelsk. Troels interesserede sig især for Steensens arbejde om musklernes funktion. Under opholdet på klinikken gennemførte han computersimulerede eksperimenter med muskelfunktionen, som Steno havde beskrevet den, for at vise at Steno havde ret.

I forbindelse med sin Steno forskning fik han udgivet en bog om Nicolaus Steno sammen med belgieren Paul Maquets. Det er en omfattende biografi med Stenos originale tekster. Den er kommet i 2 oplag. Troels blev modtaget i audiens hos pave Johannes den 2. i Vatikanet i Rom.

Han var bidragsyder til Medicinsk Kompendium, samt gæsteforlæser ved flere betydningsfulde universiteter i USA, samt Amsterdam, Oslo, Tromsø og Århus universitet. Ofte rejste han sammen med sin hustru til kongresser, hvor de begge bidrog: den ene med neurologiske og den anden med medicinhistoriske emner.

Troels elskede at være sammen med sin familie, både den nære samt medlemmer både her og i Norge.

Troels valgte at slå sig ned i almen praksis efter han var blevet speciallæge i almen medicin i 1981 på Amager. Her lærte vi ham at kende, da han kom ind i vores efteruddannelsesgruppe. Troels var et venligt, elskeligt og et højtbegavet musisk menneske. Hans patienter elskede ham, og han aflagde mange, rigtigt mange sygebesøg. Det gav ham et godt indtryk af sit arbejdsfelt og patienternes livsvilkår.

Troels spillede klaver i sin barndom, og han bevarede denne interesse livet ud. Han lavede flere kompositoriske arbejder, der har kvalitet til at blive stående for eftertiden. For os var han et dejligt inspirerende menneske, der gavmild øste ud af sin viden, ægte engageret i hvad der forgik iblandt os. Han fandt på et tidspunkt flere ægte Steno dokumenter i omløb. Dem erhvervede han af egne midler og donerede disse til det kongelige bibliotek ved en ceremoni i overværelse af den italienske ambassadør.

Et stort menneske er gået bort.

Vores tanker går til Gudrun samt børnene Maria og Sakina, børnebørn og oldebarn.

Kolleganyt