Vagn Poulsen Andersen

Vagn er død. Vores akademiske mentor og sprogrevser har sat sit sidste, sirlige, røde deleatur-tegn i margen. Mange har nydt godt af Vagns eminente kundskaber inden for både medicinsk, dansk og engelsk sprog og af hans uendeligt grundige og indsigtsfulde, faglitterære rettelser. Vagn var gennem mange år administrativ leder af Reumatologisk Afdeling på Rigshospitalet og formede sammen med professor Gunnar Bendixen grundlaget for afdelingens enorme betydning for dansk reumatologi og klinisk immunologi.

Vagn var en utrættelig vejleder, og han vil blive savnet og mindet af de unge læger i afdelingens Laboratorium for Medicinsk Immunologi, der med ham som forbillede i 1980’erne og 1990’erne begav sig ind i akademisk medicin. Mange af de læger, der siden har sat deres præg på medicinsk reumatologi, infektionsimmunologi og pædiatrisk immunologi, har taget ved lære af Vagns enorme viden og entusiasme og har haft glæde af hans sans for formidlingens kunst. Vagn introducerede således utallige yngre læger til immunologiens magiske verden, og hans viden om immunologi og hans talent for formidling af teori og behandling har derfor også haft signifikant betydning i behandlingen af hans elevers patienter.

Vagn var stringent tænkende, retlinet og påpasselig. Han havde en næsten pietistisk tro på ordentlighed og pligtopfyldelse. Vagns gestalt med flagrende kittel, rasende af sted på sin gamle, sorte herrecykel hen over veje og fortove mellem Rigshospitalets bygninger på Tagensvej og Blegdamsvej var et nærmest ikonisk hverdagsbillede. Man skulle jo passe tiden og sine aftaler punktligt.

Vagn var et idealistisk menneske, og drømmen om, at hans børn skulle have 100 forældre og vokse op i et lille landsbyfællesskab, var vigtig og blev realiseret. Han var et renæssancemenneske med interesse for historie, politik, musik og tennis. Man kunne tale med Vagn om livets store linjer, men disciplinen smalltalk interesserede ham ikke.  

Vagn havde svært ved at acceptere de ledelsesstrukturer, der udviklede sig på Rigshospitalet i slutningen af 1990’erne, og så med misbilligelse på den såkaldte djøfisering af de akademiske strukturer. Han stoppede derfor som leder i en relativt ung alder. Også her fik hans overbevisning om, at fremtiden tilhører de yngre, faglige generationer, lov at spille en principiel rolle.