Skip to main content
Mindeord

Aage Juhl Terkelsen

AAGE JUHL TERKELSEN

5.1.1924-27.4.2011

Med sorg modtog vi meddelelsen om, at vor mentor professor i human genetik Aage Juhl Terkelsen (AJT) var død 87 år gammel.

AJT var gårdmandssøn fra Jellingegnen. Han tog medicinsk embedseksamen i 1949 og uddannede sig ved kliniske afdelinger, inden han i 1955 blev ansat ved Institut for almen patologi, Århus. Der fik han besked på at undervise i statistik, men svarede, at han ikke kunne noget som helst statistik Han fik det svar, at det var der heller ikke andre, der kunne. Han påtog sig alligevel undervisningen i statistik og også i medicinsk genetik og skrev endog en lærebog i begge fag. Han var foregangsmand for implementeringen af en eksamensform, hvor man testede studentens forståelse af fagets termer og metoder og ikke blot hukommelsen. AJT nåede at præge mere end 30 årgange af medicinske kandidater fra Århus.

Allerede i 1959 påbegyndtes i hans laboratorium kromosomundersøgelser, og i 1970 foretog laboratoriet den første prænatale diagnostiske kromosomundersøgelse på en fostervandsprøve i Nordeuropa. Institut for human genetik ekspanderede kraftigt op gennem 1970'erne, og der kom fart også i den molekylære genetik. De fag, AJT dyrkede, virkede i begyndelsen lidt støvede, men de skulle vise sig at blive to af den moderne medicins grundpiller: Genetikken, der via kromosom- og DNA-teknologien er en nøgle i vor forståelse og forebyggelse af sygdom, og statistikken, der er basis for evalueringen af epidemiologiske, kliniske og eksperimentelle studier.

Som underviser kunne AJT være lidt tør, men besad en vidunderlig humoristisk sans. Han var altid hjælpsom og med sin viden, indsigt og intelligens af stor betydning for instituttets medarbejdere.

Som videnskabsmand var AJT hæderlig, ubestikkelig, grundig, flittig og totalt ubunden af merkantile interesser.

For AJT var familien hans faste omdrejningspunkt, men han havde den store sorg først at miste sin eneste datter og derefter sin hustru gennem næsten 60 år. En hustru, som han passede med stor kærlighed de seneste 12-15 år pga. hendes tiltagende kroniske sygdomme, alt mens hans egen sygdom forværredes. Vi vil altid mindes AJT med stor hengivenhed og veneration. Æret været hans minde.

Kolleganyt