Alexander Schultz

Vores ven og kollega, urologen Alexander Schultz, er død pludseligt og uventet, 73 år gammel. Selvom han var født og opvokset i Norge, hvor han fik sin overlægegerning på Rikshospitalet i Oslo, er det også et stort savn for mange danskere, at han er gået bort. Alexander kom til København som 19-årig. Han tog dansk studentereksamen og siden embedseksamen som læge i 1973. Han uddannede sig som kirurg og urolog i det danske sundhedsvæsen. Han var en fantastisk engageret læge i alle sine ansættelser rundt om i Danmark. Han havde sine meningers mod, og man var aldrig i tvivl om, hvilke værdier han stod for og var parat til at kæmpe for. Han var videnskabeligt aktiv, og han var god til at opdage og implementere nye teknikker og behandlinger. Han udviklede sine kirurgiske færdigheder til et meget højt niveau og havde nok forestillet sig at fortsætte i Danmark, men et tilbud om en overlægestilling på urologisk afdeling på Rikshospitalet i Oslo var for godt til at sige nej til.

I Norge blev hans speciale rekonstruktive urologiske indgreb og neurourologiske behandlinger. Herigennem bevarede han kontakten med dansk urologi gennem Nordisk Urologisk Forening, først i samarbejdsgrupper og siden som en meget effektiv generalsekretær for foreningen.

Alexander var dybt engageret i humanitært arbejde. I 1982 blev han første gang udsendt som delegeret for Dansk Røde Kors til Libanon mhp. at evakuere en gruppe palæstinensere fra Bekaadalen. Den oplevelse kom til at forme et livslangt virke i den tredje verden. Han var gennem årene udsendt af Det Internationale Røde Kors til katastrofeområder i Sumatra, Haiti, Nepal og Sydsudan. En stor lægelig og organisatorisk indsats ydede han i Afghanistan for Den Danske Afghanistan Komité, som han også var bestyrelsesmedlem af i 25 år. Han var blandt andet udsendt et halvt år med sin kone Janne, der var anæstesisygeplejerske, for at opbygge og lede et felthospital i Chitral for afghanske flygtninge. Dette har han nævnt som den lykkeligste tid i sit liv.

Siden medvirkede han til genopbygningen af Herat Provinsens hovedhospital General Hospital og til udbygningen af distriktssundhedsvæsenet i Herat Provinsen, hvor distriktssygehuset i Gozahra af sundhedsministeren i Afghanistan blev udnævnt til det bedste i landet.

Han havde planer om, sammen med Janne, at vende tilbage til Danmark i sit otium. Det var vi mange, der havde glædet os til, det blev så desværre ikke til noget.

For Alexanders venner vil samværet med ham blive svært at undvære. Han var et dejligt menneske og en stor humanist.

Æret være Alexanders minde.